:::

 

 

Hvor svært er det at løsne disse muskler

en glæde inde fra, der siger, 

at du skal befri solen for vigepligt

siger, du skulle kunne låne maven dine fødder

de vil uafbrudt og i høj grad forme

det liv du gerne vil leve

 

slim som i rigt mål fortæller hvem af os der bærer

fortællingen om dørenes knirken

hvem der gav siden sit sidste dyk og sagde

du vil løfte din klædning over mange vers

og gennem alle slør stadig se disse øjne

 

 

sådan som slimsamleren siger, hvem skulle

løsne sine kys som enorme indsigter

hvem prøvede i mørket

halvt at stille sig højt som lys

 

 

 

kun armene fortæller, hvem der får,

siger søster sø

siger ethvert svømmetag

den som rører svævende i dyk, 

må mærke sit dyk blive muslingens boblende lyd

der hvor pillens kærv er folden

mellem to kontinenter

 

nærmere, siger ørets dæmringsnat

dyk svævende, siger svævet og vævet siger

tider vil give dig fødder af larvens fremdrift

hvor dine omgivelser siger, kyniske knæ og albuer

saves af og pulveriseres til grus

 

hvor det bliver sagt, ømfodet kommer du

kun nøjsom og søskendekrum som bladenes raslen

kun i dit fald gennem smalle passager

kun dystopisk døv som altet 

kan du mave dig op klingende som en karryret før

servering

kun yderst i din ramme har elmenes grene fat i dit svæv

hvem bøjer hviskende din ramme 

mørkere end med hvilken dysfunktionel

erindring du kan sanse

er det den dulmende stening af hverdag i slagenes skive

der ønsker du føler løvet vrimle i hvirvler

 

så væk mig du som kommer og går

og aldrig bliver her længe nok

råb til dæmringen bøjer sig væk som fødder i køjen

kun til det du siger, vil jeg sværge, 

hvor meget jeg forsøger

at tro på den som vil lande enhver begyndelse

 

 

 

 

sådan er tiderne som snefnug 

der daler i snefnugs svimlende dyb

urtid sparker som et fumlefingret monster

hver gang du nynner bare en lille strofe

af det der får søvn til at danse 

som bølger på vandet

 

 

 

 

vær som lav der fører sit snirklede simreguld 

frem af længslernes tåge

du som ønsker at komme i svæv, 

vil snuse syv puf fra en snude af lyn

du som har ønsker

dine omgivelser vil omfavne tilfældets lagune

når du benævner den løsslupne søm 

i din sjæleforfatnings trøje

sørg for at omgivelserne passer

til din indre vulkan og gang på alle fire

når du krammer døden som en pude 

du holder som et trygt kæledyr ind til din

krop

eller når du kan høre hvem af os

bagbundne tigger

vandfaldet om at åbne sit gab

 

hvem lever så nøjsomt som munkene siger

sådan en cyklus

der som solstråler finder vej 

i en slanges lodrette hamskifte

hvem har nogensinde ønsket sig

i sansernes sanselige og sansede

betroelse, du aldrig må fortryde

et skrig hengivet til alle dråbers fald

mod en skål af omvendte paraplyer og brosten, 

vi går på 

med din dybe stemmes

søskendegral

giv os aldrig sådan en knibe

hvor du jomfru infernalsk og tumultarisk

afsværger blåsyren sin blomst

 

 

 

 

alt hvad der er at vide

er at ønskerne havner dybt

og dybere end vi nogensinde kunne forberede

og selv om det er omme næsten før det er begyndt

fortsætter øjnene deres vandring som tvilling orkaner

det er ikke kønnet der bestemmer

hvilket offer dit bæger hælder mod jorden

lynhavet holder din sø svævende i dig

dybere end kærlighed

bliver dybet aldrig.