Den døde verden gør savnet tydeligt
overfor enhver forhindring
prøv at røre den døde verden
du kan ikke snyde en næse for næse
æselørerne rører ved dig
mundene vokser
imens næsen samler dug
overfor den døde verden.
I den døde verden er ånden parat
den døde verden tynder ud i sine sorte huller
men hvorfor, vil ånden vide
de sorte huller elsker næse
den døde verden tyder den døde verdens kys
hyggeligt med et sådant landkort
næverne tænder hver linie
med følelse og svung
hyggen afkøles af afkølede næser
og gyder alligevel en verden.
I den døde verden tilhører alle faner angsten
død verden laver gymnastik med sit æble
og de fremmede sover
i udødelige ærmer
hvor ånden savner sit hof.
I gymnastiksalene går de fremmede på deres næser
som savn samlet i neg af mørke
fremmede flammetaler
ganges med skrål
og løber mægtige
til et bryllup med Gud.
Det givne kan af og til genkende
alle de fremmedes faner
når det givne
er næse- og halsspecialist
tydeligvis dier mange af dem
den døde verden
som var de pælerødder
på en galgebakke.
De holder tusindårseftersyn
når de holder fast i noget
de er alle mindst det halve
de holder det halve løg under deres tårer
de holder lyset
de holder tydeligvis
et væsens endegyldige liv.
Det fremmede vil farve faner
lige til verdens ende
de holder gnisten og bjæf i indkørslen
lyset dier af deres faner
i et stjålet øjeblik oplyses savnet
det lyser fra dryppende næser
den døde verden er en kuffert
den døde verden er
syv ånder forfulgt af gestapo
den døde verden nyder jeres faner
og gaverne af lys passer
med alle sønnesoles gaver
er det ikke den døde verdens stemme
der får liv fra sønnesolen
som røntgenstråler
pakket ind
i en pose af bly.
Sådan fosser det fremmede
i nattens faner
det fremmede tæller sine savn
ånden giver ikke slip
på næsernes udødelige sæd.
Lys skinner under alle konvolutter
den døde verden tømmer
ridestævner og gymnastiksale for vaser
og genindsætter tågen
i den døde verdens tic.
Den døde verden tætfører rælinger
som ømme næser syv gange malket
af den døde verdens faser
parat som de udvendige
gymnastiksale parat
som glatte overfladers forpestning af naturen
noget hænger allerede
ud over rælingen
er det den døde verden
der gnubber for slemt
gnubber sin fod
som to fugleunger
bundet til hinanden
med sytråd
den døde verden giver tydeligvis
tå efter tå fri
den døde verden får solen til
at vende sig i sin grav
og agter at gøre det
lige til verdens ende.
Hvor den døde verden eftersøges
er der sange som rynker på næsen
den døde verden har nok af sange
som er faldet overbord.
Det samme skete for gaverne
gaverne balancerede på rælingen
og slugte alt hvad de kunne af lys
faldt som ruinernes gavle til sidst
for den døde verden hvælvede sig
målløs over dem.
Den døde verden åbner for slusen
af grimt kød og strømpeholdere
færgelys fortæller Nilen om de mægtige skygger
om hvorfor pygmæerne behøver
mere mælk og honning
den fremmede døde verden
har lasten fuld af nedkølede vaser.
Da rælingen så lyset løbe
gennem den døde verden
begyndte landets gymnastiksale
at vågne af søvnen.
Den døde verden når sin ende
og hvor gammel mon den er?
Den døde verden dypper sig i ømme kys
den kan umuligt være lige så gammel
som det fremmede lys.
Den døde verdens slør
er opgavens hul
helt fremmed og Nilsvøbt
det fremmede kysser de højlydte bjæf
for lyset vil have fremmedes kys
til at sove i de vaser
de forpjuskede
har rakt tidernes ende.
Det fremmede reinkarnerer sine tåspidser
i dæmringens hyggebelysning
da begynder de fremmede toner
og de fremmede savn kan genopstå.
Den døde verden er en verdensomspændende slange
ingen kan tømme den døde verdens hav
på nær den spådom som dvæler der.
Den døde verden er skubbet i havet
og kan ikke længere heles
eller få planter
til at bøje sig for ord
den døde verden er på ny
en spådom
den døde verden
eftersøges
og omhældes
i synkeprøver.
Den døde verden eftersøges over alt
også i hyggens inderste rum
den døde verden er
aller mest hyggelig
når den sover
den døde verden tæller
løbende næser
og løbende næsers næseblod.
Åh, at sælge et ligfølge til stjernerne
som det lever i en given næse
af gnubbet ræling
i lys af grønne svømmetag.
De hyggeligste næser sover under døve kapper
lyset når næsten det fremmede
og det så meget prøvede savn af savn og nydelse.
Der vil den døve verdens fane vaje
i savn og tydeliggjort verden
af klipper ved verdens ende
for der er spådomskuben
selve den døde verdens gang
ind i det døve støv.
Den døde verden slår lysets plæne
den døde verden fosser
gennem gymnastiksales syvmålte pulver
for al den gavmilde parate lidelses ende
slider sine såler der.
Den døde verden samler alle sine savn til et bål
af gaver og gavepapir
alle næser i retning
af enden på grønne poser.
Alle såler er gået til
i den døde verden
det er næsernes ende for poser
det er også din næses ende
posen er ikke bare en mågekalkule
af fremmedhed.
Den evigt fremmede gymnastiksal
holder fanen over alle fejl
de mange fremmede hænder
famler i støvet
ved næsernes ende
og det er tydeligvis
næsernes ende.
Den døde verden fifler med flipovermaskinen
hvor nødig den end vil
det fremmede gnækker
og de fremmede faner gnækker som gamle
svømmende næser.
Den døde verden har meget til fælles
med timeglas og den sovende Suveræn.
Den døde verden er alle typer af hæshed
er regnvandstønder af fremmedgjorthed.
Tågen kysser den fremmedes kys
det er sådan tågen hygger sig.
Den døde verden sprætter konvolutter op
den døde verden udånder sin hyggelige fane
fra den ene døde verden til den anden
rækker hænder ud.
Den døde verden læser den døde verden
som ulvesange af tilfældige vimpler
og pygmæer der sværter dens sokkel.
Følelseskapper gengælder lyset
med løftede næser og snuder
den døde verden står røntgenfotograferet
og sølverne fugle byder den velkommen
til blomstrende timians mest mørke honning.
Du vil mindes den døende verdens sidste time
hvor gardinet skar sig gennem lyset
og gaverne var ellers forbeholdt netop det
den døde verden gloede
ind gennem dine valg
og mindedes den døende verdens ende
så forkølede stod sædprøver i kø
i gavefyldte sale
kys var parate til
at give den døde verden sit rullegræs
hvor ånderne
gled gennem
de smalle sprækker
som en dis
ved den yderste dør.
Tårnværelset var ligfølgets døde verden
ånder af døde rejste sig fra afgrunden
den døde verden skuede ind i den døde verden
det var næser vendt mod tidens ende
det var døde, diende faner af lys.
Det er en omplantet sal af gardiner
som tager imod lyset
det er det udstrammede tag af lagener
der gnubber den døende verden
med røntgenstrålernes Golan.
Den døde verden lyser og ånder
den døde verden er tålmodig
den nævner ikke engang sin egen dvale
dvalen af forpuppet lys.
Den døde verden skylder alt til lyset.
Døde verden, du er en død verdens langsomme
bevægelse gennem den døde verdens zoner
du nipper til poser af de sidste åndedrag
du ånder sale af røntgen og røntgen
lys som skælvende hænder
bærer dig frem gennem verden.
