I Sig Selv

 

Det er et paradoks, at de, der ønsker at vende alting på hovedet i iveren efter at hylde AntiChrist - rent faktisk imiterer en åndsrealitet.

Nu er der det med hvid, at det ikke er en farve, mere at den er ALLE farver. I hvert fald hvis man ser hvid = lys. Lyset (det immaterielle) strømmer gennem et prisme (det jordiske) og genopstår i et synligt farvespekter.

Og så er der jo det med sort, at det heller ikke er en farve. Det er tværtimod fraværet af farver. Fraværet af liv. Den farve som regnes for livets farve - er den røde farve (som også er farven på vores blod). Den sidste farve vi ser når vi fortætter et rum foran en lyskilde, således at lyskilden til sidst er helt hyldet ind i tæt luftmasse (fx røg), den sidste farve vi ser før rummet bliver helt mørkt - er farven rød, lyskilden skinner rødt før rummet går i sort. Så hvad er sneen lige inden den er sort? Sneen er rød.

No Time To Die / Time To Die

 

Ricin er en komponent i Marburg-virus-vaccinen. Ricin udvindes af Kristpalmen.

I den 25. Bondfilm  optræder der netop en Kristpalme i Lyutsifers have.

Den lille pige, Mathilde, rækker ud efter blomsten, men hun rører den ikke – hun rører ingen af blomsterne i den forgiftede have.

Så på symbolsprog må Mathilde jo her repræsentere, de, der ikke tager imod giftsprøjterne.

Så elementet med haven kan både ses som  en annoncering af en mulig kommende masse-vaccine OG en identifikation med modstand mod samme.

At Lyutsifer udviser visse anstrøg af barmhjertighed og en udpræget sans for skønhed - passer helt overens med den traditionelle fortælling om Lucifer i forhold til Satan, hvor sidstnævnte nyder godt af, at menneskene i første omgang har lettere ved at lade sig besnære af Lucifer, som således bliver trædestenen frem til det endnu mindre gode, som Satan repræsenterer.

Introen til den 25. Bondfilm afviger i øvrigt på et væsentligt punkt fra den normale bond-entre ved at der efter at Bond har skudt mod den pistolmunding, publikum kigger ud igennem - ingen rød farve kommer løbende og fylder hele lærredet. Den hvide farve forbliver intakt og går så over i handlingens hvide snelandskab. At tage den røde farve ud i introen og lade den hvide stå uantastet = et sjælebilledligt forvarsel om, at filmen slutter med Bonds død.

I alle andre Bond film har den røde (livets) farve nedstrømmende flod været fast bestanddel, men ikke i denne. Den 25. Bond film handler om uskyld. Den første film, hvor barnet får en helt central rolle og manden dør.