Sakral

Der er forskel på minder og chok. Det første kan have alle nuancer. Det sidste sidder som en kropslig-sjælelig forhærdelse, man måske ikke engang længere mindes, fordi det kom så tidligt, at jeg ikke har noget at mindes det med, så sidder det i lugtesansen eller dybere endnu

- i den senere

uforklarlige væmmelse ved situationer i livet.

Alt vi gør har en påvirkning, men blod er som pulserende liv

en særlig væske, og det der sker ved overgangen mellem liv og død er egentlig sakralt og har langt dybere grund end det er muligt at forestille sig; den, der endnu står uden en færdig bevidsthed, har ikke redskaber til at håndtere en sådan overgang, og må blot lade sig opsluge af oplevelsen med hud og hår; hvilket jeg, om jeg var viking sikkert ville have syntes, var befordrende for det at blive viking.

Da Leonardo da Vinci dissekerer døde dyrekroppe og ditto

menneskekroppe er det meget tys-tys; han risikerede faktisk sit liv ved en sådan helligbrøde. Men det er jo meget vigtige studier, han der påbegyndte, og det skal naturligvis ikke være noget, der er tabu, hvordan vi anatomisk er skabt. Men derfra og til at spædbørn skal med inddrages og tilmed i stadiet før - henrettelsen - der er der dog et stykke. Enhver ting til sin tid.

Vist vil det påvirke et barn i førskole-alderen at se et væsen, det for få øjeblikke så være levende, blive parteret. Men det betyder ikke at det er tys-tys; vi kan jo netop godt tale om det. Tænk bare på hvor grusomme Grimms eventyr er, hvor hovederne ofte ruller lysteligt på både drager og mennesker.