Sita

Jeg havde haft min hund i tolv år, da det pludselig gik stærkt skrånende ned ad bakke og dyrlægen sagde, at der ikke var noget at stille op. Jeg ved ikke, hvor gammel hun var, den gang da jeg fik hende af et par, jeg tilfældigt mødte på torvet, som lige stod og skulle til Ægypten dagen efter og ikke vidste, hvad hunden de skulle stille op med hunden, som jeg, uden at vide, at det var deres, fordi hunden var kommet hen til mig helt ud af det blå, lige havde sagt - vel nok var en sød én. Jeg hentede hende dagen efter, og hun gik efter mig uden snor og vente sig kun én gang og kiggede sig undrende tilbage. Aldrig før og siden i mit liv har jeg oplevet noget mere hengivent væsen. Derfor var det også min faste beslutning, at jeg ville sidde hos hende, og at hun skulle have lov at dø en helt naturlig død mæt af dage, men den dag, døden stod og bankede på, kunne jeg alligevel slet ikke holde det ud og måtte få dyrlægen til at vippe hende over tærskelen. Det var midt om dagen, og det mærkelige var, at få minutter efter luskede der en ræv rundt lige uden for mit stuevindue.