Mesterlære

 

At Rudolf Steiner var en indviet kan ikke mindst udtydes af, at han sjældent docerede noget, som han ikke forud var blevet bedt om. Alt hvad der blev realiseret fra Steiners hånd, var således noget, han var blevet opfordret til. Han ventede altså med at viderebringe verden sin viden - til verden efterspurgte denne viden. Dette fortæller, at han var bevidst om sin rolle som tjener.

De på Steiners tid forestående verdenskrige kan således ses som et verserende spørgsmål fra verden, som Steiner med nærmest feberagtig arbejdsindsats docerede medicinen imod - desværre som vi ved uden det for daværende ønskede resultat.

Steiner har endvidere holdt foredrag om både det hvide og det sorte broderskab. Samt han har holdt foredrag om specifikke åndelige mestre. Herunder Christian Rosenkrantz og Buddha (og deres mission på Mars). Samt om forbindelsen mellem de forskellige mestre; hvordan forskellige verdensopfattelser er vævet sammen (fx den nordiske mytologis åndeverden, Buddha og Jesus Kristus - hvordan i det hele taget der har været en førkristen virkelighed, som netop må betegnes førkristen, fordi den levede med og så hen til Kristi fødsel). Hvilket forhold der er mellem profeten Muhammeds lære og Kristendommen og hvad de to religioner 'skylder' hinanden.

Steiner benytter sig imidlertid ikke af alle de samme termer, som man finder i teosofien og arkana-skolen og det kan der være mange grunde til.

Atlantis, Lemurien & Tartaria

 

Det der her bliver nævnt om Tartaria som 'landingssted' for de fra Atlantis udvandrede, er interessant og i mine øjne sandt, omend det tidligere har været udtrykt mere præcist. Edgar Cayce og Rudolf Steiner har begge videregivet informationer om Atlantis. Der af fremgår det, at de indviede fra Atlantis trak sig ind i Tibet, hvor de virkede i det skjulte.

 

Den, der førte atlantiderne ud af Atlantiskontinentet, kaldes rigtig nok i det gamle testamente for Noah. Men egentlig hed denne indviede person Manu. En skikkelse, der er kendt under det navn både i Hopi indianernes legender og fra de indiske vedaer. Atlantiderne drog ikke kun ét sted hen. De indviede drog et bestemt sted hen. Men der var jo oprindeligt syv rodracer, hvoraf de to racer gik til grunde og de fem øvrige vandrede ud og bosatte sig i vidt forskellige retninger.

 

Noahs Ark er et sindbillede, som peger tilbage på, at Atlantis gik under i kraft af vandmasser. Ligesom Lemurien gik til grunde i flammer. Men udvandringen fra Atlantis er foregået længe før denne katastrofe og jeg er overbevist om, at den har foregået som en vandring over land.

 

De syv rodracer er nævnt i forbindelse med Atlantis. At jeg ikke kan finde dem nævnt før, kan hænge sammen med, at det først er på Atlantis, at mennesket begynder at nærme sig en form, der kan efterlade sig fysiske spor. Forskellen på en lemurisk bevidsthed og en atlantide bevidsthed er så markant, at det er svært at forestille sig, hvordan den forvandling dog er kommet i stand. Men tilstede har de naturligvis været FØR Atlantis, men da ikke som en udstencileret bevidsthed; ligesom der har været en tid, hvor dyr og mennesker har været en fælles bevidsthed, og mennesket helt ind til det enkelte menneske i en vis periode under Lemurien har været to-delt og har bestået af strålende lyssøjle opad til og en dyriske grotesk monster under-krop; denne bevidsthed og denne struktur ændrer sig/ forvandler sig, når den tid kommer, hvor muligheden for at åndsplanet folder sig ud i fysikalitet. Når den tid kommer, falder dyrene ud af den fælles dyrisk-menneskelige enhed. Således, at de dyr, der har mindst beslægtelse med det at være menneske, falder ud først og de, der står mennesket nærmest først inkanerer lige akkurat før menneskeheden begynder sin entre ind i den fysiske verden. Så når man taler om, at vi stammer fra dyrene, så er det på en underfundig måde både sandt og usandt.  Dyrene er et fald fra menneskestammen, som den danske forfatter Albert Dam udtrykker det.

 

I gamle udgaver af første testamente, står i forbindelse med Abrahams gravlæggelse nævnt om rodracerne; så bevidstheden om dem er naturligt nok helt konkret flyttet med ud fra Atlantis. Men mange kræfter i vores tid arbejder for at udviske al tale om race, hvilket jo er fuldt forståeligt i lyset af en holocaust-bevidsthed.

 

Anunnaki vedrører Gilgamesh. Denne form for mytologi kan anvendes af de instanser, der ønsker at gøre skabelsesberetningen mekanistisk og ekstraterrestikal. Når bevidstheden ønskes vendt bort fra åndens sande kraft. Enhver sådan model vil tiltale de, der bedst kan forstå skabelse som fysisk og håndgribelig proces i materie.

 

Forandringer af menneskets stuktur og forandringer af jordklodevæsenets struktur kan naturligvis godt forekomme at have sket ved en konkret indgriben helt ind i materien. Således at fx Saturn og Jupiter med deres bevægelser er kommet ind i meget jordnære baner, der har bevirket, at det liv, som vi i dag har på kloden - overhovedet har kunnet finde de rette betingelser - netop grundet i en sådan hændelse. Men da er det sket som en nødløsning (nogle ville synes bedre om at kalde det tilfældighed, men den gang ej), for ellers sker forvandlinger fortløbende når mennesket og jordkloden befinder sig i en hviletilstand imellem inkarnationerne.

 

Om den katolske kirke og muligheden samt evnen til at tænke frie tanker

 

Det er uomtvisteligt at MAGT spiller en stor (og i mine øjne både ødelæggende og fordrejende) rolle i den katolske kirke. Men når det så er sagt og det kan nok ikke siges fuldt ud i hvilket omfang denne magt strækker sig, så skal man ikke være blind for - at der indenfor den katolske kirkes egne trosrum faktisk findes en ret vid frihed til at forske i mystik og at den katolske kirke vitterlig har en lang tradition for en esoterisk tilgang. Selve deres ceremonier må siges i sig selv at bevæge sig ind på mystikkens område. Friheden i "munke-celle-kultur" har faktisk frembragt mange værker, der åbenbare, at vi her har mennesker bag værkerne, der netop er givet rum og mulighed for at tænke egne tanker - indenfor den katolske kirkes segl. En af grundlæggerne af en orden der selv er et lysende eksempel på een, der har tænkt selvstændige tanker og har udbredt en helt konkret åndelig lære - er Frans af Assisi.

Men endnu mere anvendt af den katolske kirke har Thomas Aquinas lære gennem tiden været. Han er et pragteksemplar på en tænker, der formår at forbinde filosofiske tanker – først og fremmest hidrørende fra Aristoteles – med kristendommen. Aquinas er således i sin egen ret at regne for filosof og det er i den katolske sfære, at han fandt plads til at tænke sine – og Aristoteles’ tanker.

Visioner har den katolske kirke også tradition for at huse. Der er mange beretninger om Jomfru Maria Åbenbaringer. Mest fra kvinder. Visionær har Hildegard af Bingen også været og selvom der var en grad af modvilje rettet mod hendes person til en start, så vandt hendes visioner overbevisende indpas i nyudformede klostersamfund.

Et andet eksempel, som er af lidt nyere dato - er antroposoffen Valentin Tomberg, som fandt ly i den katolske kirkes mysterievisdom og dér fik lejlighed og opbakning til at forske i esoteriske emner, som han udkrystalliserede i adskillige bøger.

Så paradoksalt det end er, at Rudolf Steiner blev forfulgt af jesuitterne og at der den dag i dag findes mennesker, som også finder det sandsynligt, at han blev forgivet af disse --- så har den katolske kirke faktisk lagt de fysiske rammer til rådighed for at esoterisk visdom som en antroposofisk videreførsel blev givet mulighed for at finde udtryk gennem Valentin Tomberg.

Om den onde race

 

"De som ikke primært har anvendt opholdet i kroppen som anledning til at nå jegbevidsthed, men som har vokset sig sammen med den, vil stige ned i afgrunden; de vil danne den onde race.

De har vendt sig bort fra Kristusimpulsen, og ud fra deres sjæles hæslighed vil de igen udforme den dyreform som mennesket havde i tidligere tider. I dyreagtige former vil den onde race med sine vilde, forfærdelige drifter være der nede i afgrunden. Og når de som har forbundet sig med ånden, har optaget Kristusimpulsen i sig, forkynder hvad de har at sige med hensyn til foreningen med navnet Kristus-Jesus, kommer bespottelsens navn til at lyde nedefra, en krads afvisning af alt som fremtræder som åndelig forvandling."

Rudolf Steiner JOHANNES APOKALYPSEN - Tolv medlemsforedrag holdt i Nürnberg fra 17. til 30. juni 1908.

 

Steiner vs Vaccine:

 

Steiner var ikke decideret og generelt imod vacciner som sådan og han var jo også selv en stor impulsator til skabelse af et væld af nye mediciner og også medicin som skal injiceres. Han mente imidlertid, at et socialt og åndeligt udviklet menneske ingen brug har for vacciner. Men, tilføjer han, hvis der findes miljøer, hvor den sociale- og åndelige udvikling af en eller anden grund er stagneret eller er blevet udhulet, så kan vaccinering blive nødvendig at indsætte som surrogat for den manglende åndelige udviklingsstandard, for at forhindre det, som disse mennesker ikke ved egen kraft er udviklet til at forvandle.

Mht vaccine og afskæringen til det åndelige: så taler Steiner i mange sammenhænge om, at der findes en sådan åndsmagt, der ønsker at afskære mennesket fra den åndelige verden, ja, tilmed at afskære mennesket fra sin egen sjæl. Dette ser dette væsen, denne mentalitet komme mest effektivt i stand, når mennesket så tidligt som muligt og helst allerede i moders hule får afbrudt sin sjælskontakt. For et menneske, der først er kommet til en selvstændig tænkning, er det meget mere besværligt at manipulere med.

Det er i forbindelse med talen om denne åndskraft, at Steiner så nævner, at den nævnte åndsmagt vil impulsere til, at der bliver forsøgt skabt en vaccine, der netop bevirker en sådan sjælsløshed - så tidligt i menneskets liv som muligt.

Det er i lyset af dette, at de sidste to års begær efter at overbevise os om, at vores børn skal vaccineres med en genterapi, de ingen nytte har af og som vi allerede ser skadevirkningerne af, det er i denne skygge forståelsen for de kræfter, som myndigheder og befolkning har været og er grebet af - skal ses.

Waldorf Astoria

Under den første verdenskrig lod den meget samfundsengagerede fabrikant Emil Molt sine arbejdere lægge små (ånds)filosofiske sentenser ind i cigaretpakkerne, der blev sendt til fronten. I skyttegravene læste mange soldater disse sentenser, imens de fordrev tiden med at dulme nerverne med et hiv eller to. Da krigen var til ende vendte de overlevende soldater tilbage med erindringen om disse lysende sætninger. Den skole og den bevægelse, der var vokset ud af Molts fabrik og Molts økonomiske understøttelse, blev i de følgende år opsøgt af mange af disse hjemvendte soldater og fik bevægelsen til at bevæge sig fra et teosofisk selskab for fortrinsvis borgere af det finere borgerskab (hattedamer) til en bevægelse, der slog rod i alle samfundslag og bredte sig ud i Waldorfskoler, medicinalfirmaerne Weleda og Wala, de biodynamiske jordbrug, Camphill landsby fællesskaberne, tregreningsbanker og meget meget andet.

Halen mellem benene:

Religionshistoriker tilbageviser Hesseldahls påstande i Radio 24/7

Jonathan Meese & Dr. Pounddaddy

 En kunstner skal naturligvis forholde sig til og give respons på den virkelighed han eller hun oplever. Det som jeg synes at se i Jonathan Meeses værk Dr. Pounddaddy, som er en fortolkning af sagnet om roms grundlæggere – tvillingerne Romulus & Remus, oplever jeg set i lyset af et skulpturværk af Rudolf Steiner som en blot og bar detalje - men en detalje som udtryk for noget reelt, som jeg personligt mener, det er farligt at fortabe sig i, for så vidt at den helhed, detaljen er en del af, tabes af syne. Den der ønsker, at se den helhed, som jeg oplever, denne detalje er en del af, kan gå på opdagelse i Rudolf Steiners totalskulptur Menneskehedsrepræsentanten, og der i det underste (rige) af skulpturen genfinde den ovenfor affotograferede væsensbeskaffenhed. Jeg tænker, at det vil være velgørende at se dette væsen sat ind i sin rette åndssammenhæng. Og kan kun håbe, at Jonathan Meese, når han nu kan genkende og begejstres for de store forgangsfigure i tysk ånds- og kunsthistorie - som Wagner og Nietzsche, at han også en dag vil åbne sine øjne for det store i en skulptur som Menneskehedsrepræsentanten; og derved ikke bare blive stående ved sin maniske pastiche af tysk sprog & kunst-militarisme men blive en positivt virkende shaman som fx Joseph Beuys, der virkede ikke kun for Tyskland, men for hele verden.

Læren om mennesket

"Antroposofi er en forberedelse til modtagelse af Kristus."

Citat fra Rudolf Steiners foredragsrække : De enkelte folkesjæles mission (11. foredrag).

At der overhovedet kan tales om folkesjæle og folkesjæles mission er i nutiden noget, der i den grad kan bringe universitetsfrekventerende individer i aldeles blindt raseri. Og jeg forstår dem i den efterfølgende histories belysning sådan set godt, men kan ikke bruge det til noget.

Hvilken kam til hanehåret end vi vælger, bevidstheden tæller alt andet end negationer med.

Antroposoffer og deres 'vi der går skolingsvejen' er mig til brækposen ad, men sådan er dog heldigvis ikke alle, som jeg har mødt, og heldigvis for det, for i det sociale liv er de jo repræsentanter for den verdensanskuelse, levende bevidsthedsforskning og kosmologi som Rudolf Steiner gav verden. Ret beset er det kun hans værk, der tæller og de veje til at nå indsigt, som han har givet til sammen med det.

Men når sådan én som Per Nørgård føler åndenød ved at besøge "førerbunkeren", (sådan som jeg er blevet det fortalt) så fortæller det mig at FRIHEDENS FILOSOFI ind til nu har været spildt mælk på Bolle Lars, omend netop dét værk, et det, Steiner selv skulle have sagt, ville være det eneste der stod tilbage, når århundrederne var rundet.

Antroposofisk Selskab startede som en selvstændiggørelse ud af Det Teosofiske Samfund. Så til starten var det især det adelige lag af hattedamer, som var aktørerne, men under første verdenskrig, hvor ejeren af cigaretfabrikken Waldorf, som var meget optaget af den impuls, han havde oplevet gennem Steiners foredrag, havde arrangeret, at der i hver cigaretpakke blev indlagt en seddel med citater, som soldaterne i deres tristesse i skyttegravene kunne tygge på, så strømmede de overlevende af disse mennesker, fortrinsvis mænd jo, til Steiner-bevægelsen med en ildhu, der havde en helt anden og livsnær impuls, end der tilforn havde været. Denne polaritet er op gennem den antroposofiske bevægelses historie gentagende gange og konstant kommet til udtryk, senest for henved to tiår siden, hvor der var et større opgør, som fra mit synspunkt, ikke synes at falde heldigt ud, og også var den direkte årsag til, at jeg meldte mig ud af antroposofisk selskab.

Skismaet er også kommet stærkt til udtryk i de kunststrømninger, der har været involveret i bevægelsen og som bevægelsen har været og er involveret i. Det er helt sikkert, at Steiner selv stod for en ekspressiv linje. Men idet han ikke kunne tage hånd om hver eneste detalje i det store værk, han havde pustet liv i, og med den enorme mængde af foredrag, impulser og grundlæggelser han var mand for, så overlod han ofte roret til andre, de fik ansvaret, men bølgerne kunne faktisk gå højt, og der blev vel også smækket med dørene, for Steiner var ikke ynder af skønmaleri og flæser for flæsernes skyld. Ligeledes var han jo også optaget af alle de kunstnere, der havde noget vigtigt på sinde, avantgarden - men også mange andre kunstnere var han ét med. Christian Morgenstern og Albert Steffen bør her tilføjes. Samt han har holdt foredrag om enkelte kunstnere - fx Hölderlin, som han stiller så højt, at ingen kunne have drømt derom. Udover naturligvis også den mere klassiske duo Goethe-Schiller, hvem der netop i lyset af Hölderlin må se noget af glorien pillet af. Robert Hammerling er også én af de digtere Steiner fremhæver sammen med sin modsætning Conrad Ferdinand Meyer - hele foredrag er viet disse - i Steiners Karma-betragtninger.

Steiner var ekspressionist, og havde han alene stået for udformningen af t.ex eurytmien havde den efter alt at dømme kommet ind i det 21. århundrede på en helt anden vis. Nu blev det (efter min mening) desværre Marie Steiner, som kom til at stå for udformningen, og hun stod for en slags græsk impressionisme, hvor ekspressionisme er næsten holdt helt ude af billedet. Hun båndlagde også store dele af Steiners eftermæle, og der pågik en efterfølgende kamp, hvor hun stod på et meget rigid standpunkt, der efter min bedømmelse har præget bevægelsen på en uhensigtsmæssig måde.

I Danmark står vi som et vægelsind mellem vores virkelig nordiske impuls og den tysk-græske apollinske formånd. Vi har ikke taget det selvstændige skridt, som fx. man ser komme til udtryk i den måde svenskerne har udformet den indre hvælving i deres store sal i Järna. Her har de vovet og ofret skønheden frem for et sandt men uskønt ekspressionistisk, revolutionært og næsten folkesocialistisk udtryk, som jeg ikke ved, hvad jeg skal mene om, men som alene, fordi det bryder med ovennævnte formånd, tiltaler mig.

*

Kriminalitet er udtryk for kreativ energi, der ikke er kommet imøde på den rigtige måde.

*