Steiner vs Vaccine:

 

Steiner var ikke decideret og generelt imod vacciner som sådan og han var jo også selv en stor impulsator til skabelse af et væld af nye mediciner og også medicin som skal injiceres. Han mente imidlertid, at et socialt og åndeligt udviklet menneske ingen brug har for vacciner. Men, tilføjer han, hvis der findes miljøer, hvor den sociale- og åndelige udvikling af en eller anden grund er stagneret eller er blevet udhulet, så kan vaccinering blive nødvendig at indsætte som surrogat for den manglende åndelige udviklingsstandard, for at forhindre det, som disse mennesker ikke ved egen kraft er udviklet til at forvandle.

Mht vaccine og afskæringen til det åndelige: så taler Steiner i mange sammenhænge om, at der findes en sådan åndsmagt, der ønsker at afskære mennesket fra den åndelige verden, ja, tilmed at afskære mennesket fra sin egen sjæl. Dette ser dette væsen, denne mentalitet komme mest effektivt i stand, når mennesket så tidligt som muligt og helst allerede i moders hule får afbrudt sin sjælskontakt. For et menneske, der først er kommet til en selvstændig tænkning, er det meget mere besværligt at manipulere med.

Det er i forbindelse med talen om denne åndskraft, at Steiner så nævner, at den nævnte åndsmagt vil impulsere til, at der bliver forsøgt skabt en vaccine, der netop bevirker en sådan sjælsløshed - så tidligt i menneskets liv som muligt.

Det er i lyset af dette, at de sidste to års begær efter at overbevise os om, at vores børn skal vaccineres med en genterapi, de ingen nytte har af og som vi allerede ser skadevirkningerne af, det er i denne skygge forståelsen for de kræfter, som myndigheder og befolkning har været og er grebet af - skal ses.

Læren om mennesket

"Antroposofi er en forberedelse til modtagelse af Kristus."

Citat fra Rudolf Steiners foredragsrække : De enkelte folkesjæles mission (11. foredrag).

At der overhovedet kan tales om folkesjæle og folkesjæles mission er i nutiden noget, der i den grad kan bringe universitetsfrekventerende individer i aldeles blindt raseri. Og jeg forstår dem i den efterfølgende histories belysning sådan set godt, men kan ikke bruge det til noget.

Hvilken kam til hanehåret end vi vælger, bevidstheden tæller alt andet end negationer med.

Antroposoffer og deres 'vi der går skolingsvejen' er mig til brækposen ad, men sådan er dog heldigvis ikke alle, som jeg har mødt, og heldigvis for det, for i det sociale liv er de jo repræsentanter for den verdensanskuelse, levende bevidsthedsforskning og kosmologi som Rudolf Steiner gav verden. Ret beset er det kun hans værk, der tæller og de veje til at nå indsigt, som han har givet til sammen med det.

Men når sådan én som Per Nørgård føler åndenød ved at besøge "førerbunkeren", (sådan som jeg er blevet det fortalt) så fortæller det mig at FRIHEDENS FILOSOFI ind til nu har været spildt mælk på Bolle Lars, omend netop dét værk, et det, Steiner selv skulle have sagt, ville være det eneste der stod tilbage, når århundrederne var rundet.

Antroposofisk Selskab startede som en selvstændiggørelse ud af Det Teosofiske Samfund. Så til starten var det især det adelige lag af hattedamer, som var aktørerne, men under første verdenskrig, hvor ejeren af cigaretfabrikken Waldorf, som var meget optaget af den impuls, han havde oplevet gennem Steiners foredrag, havde arrangeret, at der i hver cigaretpakke blev indlagt en seddel med citater, som soldaterne i deres tristesse i skyttegravene kunne tygge på, så strømmede de overlevende af disse mennesker, fortrinsvis mænd jo, til Steiner-bevægelsen med en ildhu, der havde en helt anden og livsnær impuls, end der tilforn havde været. Denne polaritet er op gennem den antroposofiske bevægelses historie gentagende gange og konstant kommet til udtryk, senest for henved to tiår siden, hvor der var et større opgør, som fra mit synspunkt, ikke synes at falde heldigt ud, og også var den direkte årsag til, at jeg meldte mig ud af antroposofisk selskab.

Skismaet er også kommet stærkt til udtryk i de kunststrømninger, der har været involveret i bevægelsen og som bevægelsen har været og er involveret i. Det er helt sikkert, at Steiner selv stod for en ekspressiv linje. Men idet han ikke kunne tage hånd om hver eneste detalje i det store værk, han havde pustet liv i, og med den enorme mængde af foredrag, impulser og grundlæggelser han var mand for, så overlod han ofte roret til andre, de fik ansvaret, men bølgerne kunne faktisk gå højt, og der blev vel også smækket med dørene, for Steiner var ikke ynder af skønmaleri og flæser for flæsernes skyld. Ligeledes var han jo også optaget af alle de kunstnere, der havde noget vigtigt på sinde, avantgarden - men også mange andre kunstnere var han ét med. Christian Morgenstern og Albert Steffen bør her tilføjes. Samt han har holdt foredrag om enkelte kunstnere - fx Hölderlin, som han stiller så højt, at ingen kunne have drømt derom. Udover naturligvis også den mere klassiske duo Goethe-Schiller, hvem der netop i lyset af Hölderlin må se noget af glorien pillet af. Robert Hammerling er også én af de digtere Steiner fremhæver sammen med sin modsætning Conrad Ferdinand Meyer - hele foredrag er viet disse - i Steiners Karma-betragtninger.

Steiner var ekspressionist, og havde han alene stået for udformningen af t.ex eurytmien havde den efter alt at dømme kommet ind i det 21. århundrede på en helt anden vis. Nu blev det (efter min mening) desværre Marie Steiner, som kom til at stå for udformningen, og hun stod for en slags græsk impressionisme, hvor ekspressionisme er næsten holdt helt ude af billedet. Hun båndlagde også store dele af Steiners eftermæle, og der pågik en efterfølgende kamp, hvor hun stod på et meget rigid standpunkt, der efter min bedømmelse har præget bevægelsen på en uhensigtsmæssig måde.

I Danmark står vi som et vægelsind mellem vores virkelig nordiske impuls og den tysk-græske apollinske formånd. Vi har ikke taget det selvstændige skridt, som fx. man ser komme til udtryk i den måde svenskerne har udformet den indre hvælving i deres store sal i Järna. Her har de vovet og ofret skønheden frem for et sandt men uskønt ekspressionistisk, revolutionært og næsten folkesocialistisk udtryk, som jeg ikke ved, hvad jeg skal mene om, men som alene, fordi det bryder med ovennævnte formånd, tiltaler mig.

At fuglene synger:

*

Den opløftelse næsten ethvert menneske oplever, når det hører fuglene synge, tror jeg, skyldes, at mennesket da påmindes, hvilken grad af frihed det kunne have, om det var ren og skær fuld bevidst til stede i sin tænkning - i samme grad som fuglene er til stede i deres sang.

*