Januar og Yannayer og berbernes nytår.

 

I dag fejres der nytår i alle lande i Nordafrika. Den agrariske kalender og fejringen af nytår startede under berberkongen, der i Biblen kaldes Sésaq - i år 950 fkr. Altså 203 år før Roms grundlæggelse. Berberne (algerierne) kaldte (og kalder stadig) den første måned i året for Yannayer, hvilket slet og ret betyder 'en måned' eller 'den første måned'. Yannayer lyder i mine ører MEGET lig Januar. Så spørgsmålet er, om jeg skal have mine skolepenge tilbage. For i skolen lærte jeg, at Januar kan ledes tilbage til den romerske gud Janus, guden med de to eller nogle steder endda fire hoveder. Eller alternativt tilbage til Juno. Det pudsige er jo, at romernes nytår fulgte naturens cyklus, hvor safterne stiger i træerne, i slutningen af martsmåned, som vi i dag kalder Forårsjævndøgn. Så hvorfor valgte de at navngive Januar efter portvogteren Janus med de to hoveder, der stirrer tilbage mod fortiden og frem mod fremtiden?

Hvordan er de to kultures skikke forbundne, om det er det, de er - berbernes og romernes. Eller er det som så ofte før med romerne, i deres åndløse materialisme har de ranet alle andre folkeslags mytologi. I hvert fald finder guden Janus ikke - som så mange andre 'romerske' guder ellers gør - nogen reference til de græske guder.

Hvorfor skulle Januar ikke stamme tilbage fra berbernes Yannayer?

Jonathan Meese & Dr. Pounddaddy

 En kunstner skal naturligvis forholde sig til og give respons på den virkelighed han eller hun oplever. Det som jeg synes at se i Jonathan Meeses værk Dr. Pounddaddy, som er en fortolkning af sagnet om roms grundlæggere – tvillingerne Romulus & Remus, oplever jeg set i lyset af et skulpturværk af Rudolf Steiner som en blot og bar detalje - men en detalje som udtryk for noget reelt, som jeg personligt mener, det er farligt at fortabe sig i, for så vidt at den helhed, detaljen er en del af, tabes af syne. Den der ønsker, at se den helhed, som jeg oplever, denne detalje er en del af, kan gå på opdagelse i Rudolf Steiners totalskulptur Menneskehedsrepræsentanten, og der i det underste (rige) af skulpturen genfinde den ovenfor affotograferede væsensbeskaffenhed. Jeg tænker, at det vil være velgørende at se dette væsen sat ind i sin rette åndssammenhæng. Og kan kun håbe, at Jonathan Meese, når han nu kan genkende og begejstres for de store forgangsfigure i tysk ånds- og kunsthistorie - som Wagner og Nietzsche, at han også en dag vil åbne sine øjne for det store i en skulptur som Menneskehedsrepræsentanten; og derved ikke bare blive stående ved sin maniske pastiche af tysk sprog & kunst-militarisme men blive en positivt virkende shaman som fx Joseph Beuys, der virkede ikke kun for Tyskland, men for hele verden.