Magten og Medierne

 

Mediernes overdrevne kritik af de magtkritiske er som regel orkestreret af magten og handler for det meste om alt andet end magtkritikken.

 

Mediernes rolle er ofte at fjerne fokus fra det væsentligste til detaljernes dramaturgi. Med mindre det væsentligste er orkestreret til netop at indbefatte medierne til at holde fast i den ønskede krisestemning.

 

Der hvor to magters interesser divergerer, vil det orkestrerede mediebillede skulle dele sig efter forholdet mellem magten og mediet.

 

Hastelovgivning som præventiv revselse:

At man bruger gamle paragraffer, der i sig selv vel skulle være fyldestgørende nok (qua en i danmark tre-deling af magten), til at klampe en hastelovgivning igennem, der betyder "skærpet straf for lovovertrædelser med baggrund i eller sammenhæng med covid-19 og blokering af hjemmesider, hvorfra der begås visse lovovertrædelser, som har baggrund i eller sammenhæng med covid-19" betyder, at hastelovgivningen i første omgang skal virke øjeblikkeligt afskrækkende og pacifiserende på evt. kritiske røster og om dette ikke har sin virkning, så er gældende lovgivning endvidere både blevet specifiseret og skærpet, således at der kan indstiftes en regulær praksis med at lade al kritik forstumme. 4 måneders fængsel for at udtale sig på en måde sundhedsmyndighederne ikke finder korrekt. Og 6 års fængsel for at stille op for anden behandling, end den sundhedsmyndighederne anviser - fx i form af den almene tvangsvaccine, som det også har været tvingende nødvendigt at folde ud af tidligere gældende epidemilovgivning, vidner om en sundhedspolitik med en helt anden agenda, end der synes at være sundhedsfaglig belæg for.

Brexit og Invasionen af Irak:

Alle, der har så travlt med at pege fingre af England for deres Brexit og kalde flertals beslutningen for taget af en dumpkopfbefolkning, skulle hellere se op til det engelske demokrati, der tillader en kritisk gennemgang af egne beslutninger med så vidt rækkende konsekvenser som invasionen i Irak. Det såkaldte demokrati vi bryster os af i Danmark blegner ihvertfald hundredefirs grader ved siden af det britiske.

Måske verdens dummeste parti:

Faktisk får den nuværende regering topkarakter, når det gælder om at være verdens dummeste parti til at kommunikere. For et land som Schweiz har længe haft regler, der er endda mere vidtgående end de danske regler, og også i Sydtyskland har mindst to delstater indført restriktioner, der går i samme retninger. Men de nævnte parter har ikke været ude med så fordummende og fordømmende paroler, så de tiltag, der dér er indført, er ikke noget, nogen himler op om. Men med den retorik og den strategi den danske regering har lagt for dagen, får de nogenlunde samme tiltag her i Danmark et helt andet fælt skær over sig. Sådan er det når en regering lader sig lede af sin skygge og for at kunne overbevise sin skygge om stadig støtte, prøver at overgå sin skygges svinehundeagtige mentalitet gennem en svinehundeagtig propaganda. Men boomerangen vender tilbage med endnu stærkere kraft, og enten besinder regeringen sig nu, og holder lav profil, eller den tager det videre skridt ad hvilken, der nødvendigvis må indledes klapjagt på personer, der tillader sig at ytre kritik som fx den undertegnede her giver udtryk for. Til dette formål benytter skyggen og dens efter min mening alt for store bagland sig allerede af begreber som 'Landsforræder', 'Pladderhumanist' o.l. - det er jo lige før at begrebet 'Misbruger af ytringsfriheden' også snart kommer på banen.

#

Hvis forfatteren grundet kritik føler sig såret på selvfølelsen , kan det jo enten skyldes, at vedkommende er lidt for nærtagende – eller det kan også skyldes, at kritikken er lidt for perfid – at kritikeren går efter manden i stedet for bolden. Jeg vil mene, at hvis en kritiker med god samvittighed skal kunne trække på skulderen af, at hans kritik har såret en andens selvfølelse, så skal hans kritik også have haft fokus på værket frem for på en tilsvining af personen.

Men som forfatter kan man jo også blive ramt på andet end selvfølelsen. Og man kan også som almen læser af anmeldelser opleve ærgrelser over en kritikers behandling af et givent værk. Fx finder jeg det ærgerligt , når et værk dømmes ude alene grundet sin genre. Da mener jeg, at man som anmelder burde have meldt pas og have ladet en anmelder - med forståelse og måske endda begejstring for den givne genre - komme til.

Det handler om, at fx krimi-hadere anmelder krimier - eller inden for malerkunsten, når Leo Tandrup, der grundlæggende mener, at et maleri, for at have en kulturbærende betydning, bør være figurativt, anmelder abstrakte malerier. Af sådan nogle anmeldelser får jeg jo mere at vide, om den verdensanskuelse anmelderen har, end jeg får at vide om værket i sig selv. Er man i forvejen enig med én af denne slags anmeldere, så får man den gevinst, at 'her er noget lort, jeg slipper for at forholde mig til eller bruge tid på'. Men er man i forvejen principielt enig med den anskuelse én sådan anmelder har og alligevel med forhåndskendskab på trods af dette synes om værket, så står man i et frugtbart dilemma, hvor skråsikkerheden måske synes at fordampe, og man står med en ærgrelse over, hvorfor pokker en anmelder ikke bare kan opleve værket i stedet for sine egne principper. Og endelig - véd man på forhånd, at man ikke deler en sådan anmelders anskuelser, så må der for søren kun være rent professions årsager til overhovedet at læse sådan en anmeldelse til ende, sådan er det ihvertfald for mig, at det er begejstringen, jeg søger at med-opleve, ikke den på forhånd givne skuffelse eller principielle afvisning.