Hastelovgivning som præventiv revselse:

At man bruger gamle paragraffer, der i sig selv vel skulle være fyldestgørende nok (qua en i danmark tre-deling af magten), til at klampe en hastelovgivning igennem, der betyder "skærpet straf for lovovertrædelser med baggrund i eller sammenhæng med covid-19 og blokering af hjemmesider, hvorfra der begås visse lovovertrædelser, som har baggrund i eller sammenhæng med covid-19" betyder, at hastelovgivningen i første omgang skal virke øjeblikkeligt afskrækkende og pacifiserende på evt. kritiske røster og om dette ikke har sin virkning, så er gældende lovgivning endvidere både blevet specifiseret og skærpet, således at der kan indstiftes en regulær praksis med at lade al kritik forstumme. 4 måneders fængsel for at udtale sig på en måde sundhedsmyndighederne ikke finder korrekt. Og 6 års fængsel for at stille op for anden behandling, end den sundhedsmyndighederne anviser - fx i form af den almene tvangsvaccine, som det også har været tvingende nødvendigt at folde ud af tidligere gældende epidemilovgivning, vidner om en sundhedspolitik med en helt anden agenda, end der synes at være sundhedsfaglig belæg for.

Gradvise ændringers radikale katastrofe

Det er rigtig, at det er vanskeligt at ændre adfærd. Til gengæld er det ikke svært at bringe frygt frem i folkemassen. Men et opmalet trusselsbillede får ikke hele folket til radikalt at ændre adfærd fra den ene dag til den anden. Til gengæld sløre frygten hver enkelt menneskes evne til at se klart. Og under et sådant manglende klarsyn accepteres enhver gradvise justering, der foretages i henhold til den opmalede frygt. Glidningen fra sundhedsfaglige tiltag over til såkaldt sundhedspolitiske tiltag sker om ikke umærkeligt så dog vedvarende. Ord som MENTALHYGIEJNE, TANKEKONTROL og ENSRETNING synes at være ord, der ligger på tungen, som beskrivende for den retning en sundhedspolitik, der mere og mere bliver sig sit eget væsens vilje i stigende grad frigjort fra sundhedsfaglige belæg, bevæger sig både i sit sprog, sin ageren og sine lovgivningsmæssige tiltag. Magten udstiller således sig selv, som det, den er.

Vi står foran eller midt i fundamentale samfundsmæssige forandringer; og vi skal glæde os over, at en ny kultur nu er ved at blive født.

Det er ikke politisk vilje til handling, der mangler, det kan vi se af den foreliggende situation. Spørgsmålet er blot, hvilken idé det egentlig er politikerne (tror) de har spændt sig for.