#

Hvis forfatteren grundet kritik føler sig såret på selvfølelsen , kan det jo enten skyldes, at vedkommende er lidt for nærtagende – eller det kan også skyldes, at kritikken er lidt for perfid – at kritikeren går efter manden i stedet for bolden. Jeg vil mene, at hvis en kritiker med god samvittighed skal kunne trække på skulderen af, at hans kritik har såret en andens selvfølelse, så skal hans kritik også have haft fokus på værket frem for på en tilsvining af personen.

Men som forfatter kan man jo også blive ramt på andet end selvfølelsen. Og man kan også som almen læser af anmeldelser opleve ærgrelser over en kritikers behandling af et givent værk. Fx finder jeg det ærgerligt , når et værk dømmes ude alene grundet sin genre. Da mener jeg, at man som anmelder burde have meldt pas og have ladet en anmelder - med forståelse og måske endda begejstring for den givne genre - komme til.

Det handler om, at fx krimi-hadere anmelder krimier - eller inden for malerkunsten, når Leo Tandrup, der grundlæggende mener, at et maleri, for at have en kulturbærende betydning, bør være figurativt, anmelder abstrakte malerier. Af sådan nogle anmeldelser får jeg jo mere at vide, om den verdensanskuelse anmelderen har, end jeg får at vide om værket i sig selv. Er man i forvejen enig med én af denne slags anmeldere, så får man den gevinst, at 'her er noget lort, jeg slipper for at forholde mig til eller bruge tid på'. Men er man i forvejen principielt enig med den anskuelse én sådan anmelder har og alligevel med forhåndskendskab på trods af dette synes om værket, så står man i et frugtbart dilemma, hvor skråsikkerheden måske synes at fordampe, og man står med en ærgrelse over, hvorfor pokker en anmelder ikke bare kan opleve værket i stedet for sine egne principper. Og endelig - véd man på forhånd, at man ikke deler en sådan anmelders anskuelser, så må der for søren kun være rent professions årsager til overhovedet at læse sådan en anmeldelse til ende, sådan er det ihvertfald for mig, at det er begejstringen, jeg søger at med-opleve, ikke den på forhånd givne skuffelse eller principielle afvisning.