Fred i verden

Hvorfor er der ikke en eneste folketingspolitiker i kongeriget Danmark, der taler om fred. Der taler FOR fred? 

Efter den sidste, som i dét ovenstående perspektiv nærmere er den seneste, verdenskrig dannede en række lande ud fra deres da vundne lidelseserfaring FN - de Forenede Nationer (UN). Mange ildsjæle bar med på at gøre FN til det ideal for fred, som et stigende antal mennesker naturligt hungrede efter. Nogle gik i døden for denne drøm, dette ideal. 

Lad os ikke her dvæle ved det, som endnu ikke er lykkedes tilfredsstillende med dette projekt - eller de mange enkeltstående fiaskoer, skandaler - eller ved spørgsmålet - i hvor høj grad FN også er infiltreret af lobyisme og mørke agendaer. Men holde fokus på et enkeltstående længere varende projekt, som fx Cypern. Dette land blev i begyndelsen af 70'erne invaderet af tyrkiske tropper og græsk-cyprioterne blev trængt op i en afkrog af øen. Grækenlands styre valgte klogeligst at undlade en modinvasion - for ikke at eskalere konflikten til det endnu mere uoverskuelige perspektiv. Men græsk-cyprioterne blev ikke ladt i stikken. FN gik nemlig ind og trak en streg i sandet. Og så måtte tyrkere holde sig i det ene område og græsk-cypriotere i det andet. Denne skillelinie har med en vis succes været oppebåret lige siden. Men 'en vis succes' skriver jeg af den grund, at den jo har kostet ofre, for krigen er jo sådan set aldrig blevet afsluttet, men blot holdt hen. 24 danske soldater har i den forbindelse i de forløbne årtier sat deres liv til for opretholdelsen af det mindste onde. For de berørte implicerede pårørende er dette sandsynligvis en ringe trøst; for dem må det, der har ramt, opleves som urimeligt, al den stund - at ingen af de ofrede soldater sandsynligvis har nogen personlig del i konflikten. 

Men trods ofrene er FN løsningen stadig den man sætter sin lid til. Hvad skulle man ellers?

Hvorfor er en lignende løsning ikke sat på tegnebrædtet for Rusland-Ukraine konflikten? Og for Israel-Palæstina konflikten? 
Hvorfor er det, at verdenssamfundet accepterer disse helt utilstedelige begivenheder blive ved med at finde sted - med så store civile tab til følge? 

Hvorfor gennemtvinger FN ikke en løsning, hvor de russisk talende ukrainere får deres region - og de ukrainske ukrainere får lov at være i fred i resten af det store land? 

Svaret fra de, der ikke ønsker fred, er at så får Putin jo sin vilje. Men er det ikke akkurat også det samme Tyrkiet fik med Cypern? Man valgte jo ikke at trænge tyrkerne helt væk fra øen. Diplomatiet talte - og valgte som man ville gøre det i en børnehave. Der blev opstillet nogle regler, hvor under begge parter kunne leve i nogenlunde "fred og fordragelighed".

Hvorfor opretholder FN ikke også en sådan tilsvarende løsning for Israel-Palæstina?

Svaret på begge opstillede scenarier er - FORDI MAGTFULDE INSTANSER IKKE ØNSKER FRED.

Men hvad siger verdens befolkninger? Hvad siger europæerne? Hvad fortæller det seneste EU parlamentsvalg os?

Hvad siger intelligensiaen i U.S.A.? Tror man virkelig, at et amerikansk præsidentvalg bliver vundet på agitation for amerikansk deltagelse i endnu en optrappende krig?

Hvis verdenssamfundet skal videre uden en gentagelse af historien i opskaleret lidelsesniveau, så må den styrke sine organer for mulig fred. Og dette organ findes i øjeblikket ikke bedre, end hvad FN gøres til.