Angsten er slået fra
kærlighed ingen plukker
ryster sig selv helt åbnet
ord finder sammen
som de eneste to
troende hviler vi i samfundsmusik
imellem og i
kærlighed til alt der har hængt
over ilden i et evigt kys
ned til paradisko
til de hvide fnugmælkebøtter
resten blødt som din græsmark
ansigtet ikke længere bortvendt da.
No comments:
Post a Comment