Du springer fra tømmerflåde til tømmerflåde 

som var hver tømmerflåde 

en messengerbesked. 

Du står i gæld til halsen 

med din uskyld sitrende 

på hver side af lighedstegnet 

du har et bjerg af mølposer 

for alt du har prøvet. 

Du læser dig blå 

før søvnen endelig får dig bøjet 

kysk tristhed er din skræk 

ganske lavt hører du en stemme 

den vil dig så meget. 

Det er dit mentale sammenbrud 

bøjerne føder dig bølger 

bølgerne føler dig og 

spiller sådan her på vandet 

med din ene hånd. 

Sorgen er et væsen 

du ikke må forlade 

hvis du spørger Sorgen. 

Nu går du under.