Den gule huggeblok føler sit væsen
du giver gyvelbusken sølverne øjne
den tykke vase antænder tårnværelsets violiner
tusmørket fremsiger rammen
hvor i med selvfølge
strøs løv, løv du tyder stemmens goddag med
nedad drypper dine tynde fingre
sover gyvelsvøbt, skælvende i sjælesorg, nyfødt
nikker til gul sol indbundet i græs
ligfølgets kys i kålroemarken
flår daggryet op som gavepapir
under sølvglinsende egeløv
ånder de åbne gavle muslingers døvedans
for hver bevægelse du snyder
synes en væge at drukne havet
floden genlyder af kålsommerfuglens vingeslag.
No comments:
Post a Comment