Drone-kursus som alibi og kattelem

 

En soldat lærer vel det samme af et militært drone-kursus afholdt i Danmark som hvis det blev holdt uden for Danmark. Så hvad er forskellen på at afholde et sådant kursus i Danmark i forhold til, at det bliver afholdt i Ukraine. Forskellen er - at i Ukraine kan danske soldater risikere at blive slået ihjel, fordi de i deres egenskab af at være danske soldater (hvor ubevæbnede de så end måtte være) træder ind på en kampplads udenfor NATO terræn og uden noget som helst FN-mandat. 

Så hvad er logisk set formålet med at sende danske soldater til Ukraine. Det er, at de kan blive slået ihjel. Hvorfor er "vi" interesseret i, at danske soldater bliver slået ihjel? Hvorfor ligger vores største interesse ikke i den højeste form for sikkerhed for danske soldater? Det må jo igen logisk set være - fordi "vi" skal bruge de danske soldaters død til et formål. Hvad kunne dette formål vel være - andet end at tjene som alibi for at kunne påberåbe sig en 'uretfærdigt begået ugerning', som der skal tages aktion på. Hvis denne logik ligger bag - så er drone-kurset en kattelem for at sluse danske soldater helt op til fronten - som dumhedens fortrop for et EU i fuld oprustningsekstace. 

-----

“Forward, the Light Brigade!”

Was there a man dismayed?

Not though the soldier knew

   Someone had blundered.

   Theirs not to make reply,

   Theirs not to reason why,

   Theirs but to do and die.

   Into the valley of Death

   Rode the six hundred.

 

Alfred Lord Tennyson : The Charge of the Light Brigade

Analyse af Den Kognitive Hjernevask

 

”Den kognitive hjernevask er umenneskelig, fordi den tjener til at få mennesker, der er fysisk og psykisk svage  til at føle sig skyldige, hvis man uforvarende træder op mod de gældende dagsordener i den linde strøm af nyheder, vi dagligt bombarderes med. Jeg har personligt, om end i få øjeblikke spurgt mig selv, om ikke det jeg siger er forkert på trods af, at dokumentation antyder, at jeg ikke tager fejl eller har uret. Når det jeg ser, ikke svarer til et tilsyneladende flertals ufejlbarlige meninger på diverse ”Folkelige portaler” som Facebook, Twitter og andre, er jeg som andre udsat for et gruppepres, som de færreste kan stå imod. Vi er alle sårbare, når vi udsættes for sofistikerede efterretningstjenester og magthaveres brug af manipulatoriske teknikker. At CIA faktisk har et hemmeligt CIA-program med den målsætning, at man vil hjernevaske offentligheden burde være noget, der ville interessere en kritisk journalist. Kritiske journalister er imidlertid så sjældne i dag, at man burde overveje at lade dem udstoppe og udstille på et museum for en for længst svunden tid i Pressehistorien.”
[...]
"Den altoverskyggende målsætning er, at man vil disciplinere en hel befolkning til underdanigt at indordne sig et samfundsmæssigt gruppepres. Du har værsgo at underordne dig. Du skal tro på, at Putin er den rumænske kong Vlad, prototypen på en blodsugende Dracula, der er ondskaben selv. Han skal have en tyk pæl hamret gennem sit hjerte. Han skal dø sagde en forsumpet alkoholiseret amerikansk politiker - er der ikke en Brutus, der er parat til at føre kniven mod denne moderne inkarnation af Adolf Hitler?  Og gruppen af lemminger skal naturligvis frådende følge trop og gøre, hvad gruppen beslutter i god underdanig orden. At ramme en pæl gennem ondskaben retfærdiggør ”humanitære interventioner”, som vi allerede så det, da Clintonadministrationen og NATO terror-bombede den serbiske civilbefolkning i det tidligere Jugoslavien. Vil man ikke underkaste sig det nyliberale verdensbillede hører man til i Draculas rige - i dag Putin, i går Milosevic mens bosniske muslimske krigsforbrydere gik fri. At man med held ødelagde det enestående jugoslaviske eksperiment med arbejderselvforvaltning, blev til babyen man kastede ud med det skidne badevand."

Fra artiklen Apokalypsens fire ryttere af Gorm Winther

Læs hele artiklen her.

Om Sæde 97 - og metaplanet som udtryk for momentan præstationsangst og gæld som drivkraft i Katrine Marie Guldagers forfatterskab

I 1994 debuterede Katrine Marie Guldager med digtsamlingen Dagen skifter hænder, og allerede året efter var hun tilbage med endnu en hårdtpumpet og originalt komponeret digtsamling Styrt.  Lige siden da har hun så godt som hvert år udgivet mindst én - og nogle år endda flere bøger. På nær altså i 1997 og 1998. Listen over hendes talrige og mangeartede udgivelser - hvad genre angår, tyder således heller ikke i udpræget grad om ligefrem skriveblokering eller præstations angst. Og i de to nævnte afvigende år har hun da heller ikke ligget på den lade side, for i  antologien MOD NUL - NOVELLER FRA ET ÅRHUNDREDES SLUTNING, redigeret af Erik Skyum-Nielsen, har der faktisk sneget sig en novelle ind, som Guldager netop har skrevet. Den hedder Sæde 97, og handler på real-planet om en tog-tur ca. fra Middelfart og til København. Sæde 97 synes således at udfylde det hul årene 97 og 98 ellers udgør i værkfortegnelsen, hulrummet mellem romanerne Blank (96) og Det grønne øje (99). (Nuvel et mindre astroidt nedslag af nul-udgivelse ses også i året 2000, men lad det nu hvile). Sæde 97 handler på real-planet om en kvinde, der er på vej i toget til en jobsamtale. I toget kommer hun i kontakt med en med-passager, som hun låner penge af til billeten; hun lover at betale disse penge tilbage, men får det aldrig gjort. 

Når kvindens navn imidlertid bliver taget i betragtning, er det svært ikke at se den ellers prosaiske togtur som en tur gennem metaplanet. Kvinden hedder nemlig Kirsten Lis Goplev, og ud over de associationer man kan få ud af det sammensatte efternavn (Gople + oplev) i retning af den ubegrænsede oplevelses-økonomi, den grænsesøgende opdagelsesrejsende, så synes navnet også at mime noget anagrammatisk i forhold til forfatterens eget navn. Når så med-passagerens navn med-inddrages, så synes plan-perspektivet at komme til syne. Denne hedder nemlig noget så ordinært som Henny Jensen. Et navn, der synes langt mere anonymt end forfatter-pseudo-anagrammet Kirsten Lis Goplev. Henny Jensen bliver således udtryk for den anonyme læser. Hendes brillestel er som et andet eksamensbord grønt, og hendes tilstedeværelse gør at Kirsten Lis Goplev alias Katrine Marie Guldager ikke længere kan samle tankerne om sin roman. Ikke den forrige roman, som ganske vist netop hed Blank, men den kommende, som netop kommer til at hedde Det grønne øje (det grønne øje bag den anonymiserede læsers grønne brillestel?). Novellen kommer således til at handle om vadestedet mellem to romaner, og følelsen af at skylde sin læser noget. Læser-forventningerne tårner sig op, presser sig på, på turen til forlæggeren (manden som Goplev skal til jobsamtale med hedder Hans Høj Jacobsen, og her er betydningen nok ikke, at han er høj som i skæv, men at han tårner sig op). Og tager man novellens udgangsreplik til troende Brevet til Henny fik hun aldrig sendt, så rummer novellen en erkendelse af det umulige i nogensinde til fulde at kunne indfri læsernes forventninger; forfatteren står da tilbage med en vedvarende skyld, hun lærer at leve med – lige som så meget, der næsten pr naturlov er nødsaget til at gå i glemmebogen. Den stadige produktion af udgivelser kan da næsten ses som udtryk for en stadig skyld, der forsøges betalt tilbage, som et enormt rullestens arbejde, der ingen ende får i og med gælden måske endda synes at vokse, så der skal produceres endnu flere bøger; et perpetuum mobile med gælden som brændstof. 

Efterlønnen blev oprindeligt indført for at afhjælpe den på daværende tidspunkt høje ledighed hos især ungdomsårgangene. Derimod var og er, det vi i dag kalder, førtidspension, beregnet for folk, der af fysiske eller psykiske årsager ikke kan eller ikke længere vil kunne passe et arbejde. At afskaffe efterlønnen i en tid, hvor ungdomsarbejdsløsheden atter topper, p.t. på vej over de 15 % (i visse fag går hver tredje nyuddannede ung ud til lediggang), det synes ikke nødvendigt. Økonomer siger da også, at en reform ikke for nuværende er nødvendig - og først i så tilfælde vil blive aktuelt nødvendig i 2020. (Omend økonomer ikke har samme naturlovmæssigheder at gå efter, som ellers må være forudsætningen inden for almindelig gængs konventionel tænkning for overhovedet at kunne komme med forudsigelser om fremtidige hændelsesforløb)). Hvorfor skyder regeringen så et valgår igang med bombastiske udtalelser om at afskaffe efterlønnen helt og aldeles? Det gør den ikke bare for at vise handlekraft i forhold til en påstået samfundsnødvendighed. Eller alene for at få frigivet flere midler til yderligere skattenedsættelser. Det gør den først og fremmest for at tage luften ud af partiet Liberal Alliance i et forsøg på at få nogle af de i et valgår for regeringen så nødvendige liberale vælgere tilbage i folden.

[

[

note

}[

[