Religiøsitet .... er et privat anliggende:

Religiøsitet og religiøst tilhørsforhold er efter min mening et privat anliggende, så længe den praksis der foretages ikke kolliderer med et lands love.  Og i Danmark vil dét sige, at man ikke kan praktisere en religion, der anvender vold og tortur som en del af sin religiøse opdragelse. Her under burde egentlig også høre legemsbeskadigelse af umyndige personer, som fx omskæring. Og personligt mener jeg også, at et eventuelt religiøst tilhørsforhold først skulle tages, når man er myndig - at et sådant forhold altså absolut burde være noget, man kan vælge til i frihed, når den tid kommer, hvor man selv kan vælge. Efter min opfattelse er den danske lovgivning allerede sådan, at det endvidere er strafbart at opfordre til vold mod andre, og en sådan paragraf bør være helt grundlæggende. Såfremt Grundlovens religionsfrihed og ytringsfrihed overtrumfer en sådan paragraf, bør det gøres mere præcist i Grundloven, at religionsfrihed og ytringsfrihed ikke giver fripas til agitation for vold og mord. Og at det ikke bare er enkelt personer, der stilles til ansvar for dette, men også de institutioner, der huser, fodrer og føder vold og voldspropaganda. En sætning som, at 'En god xxx er en død xxx', som vi fx for nylig har kunnet høre en tidligere dansk politiker ytre, er efter min opfattelse helt på kant med, hvad der er i orden frit at kunne udbasunere. Men det er i hvert enkelt tilfælde op til domstolene, og i første omgang, når det handler om politikere, det enkelte partis moral, at afgøre, hvor vidt noget sådant er gangbart. Såfremt en præcisering i Grundloven skulle vise sig at være nødvendig, kunne vi i samme ombæring tage stilling til, om ikke det er på tide, at religiøsitet netop bliver dét private anliggende, som jeg her anfører, at det er. Ved simpelthen at adskille kirke og stat helt og holdent.

Men når Grimhøj-imamen Oussama Mohammad El-Saadi

 d. 3. marts i Berlingske, giver til lyd for, hvad han og ligesindede agter at foretage sig, hvis deres ret til at prædike nødvendigheden af vold i den religiøse opdragelse forbydes:

»Hvis de gør det, så er Danmark jo ikke, som du tror. Så er Danmark ikke et frit land, så har Danmark grænser på alle ting. Så værsgo, gør det. Så vil vi bruge vores ytringsfrihed og vise danskerne og vesten, at vi er muslimer. Så vil vi sige se, alle muslimer, se, hvad det er, de gør her, det er snyd, det er et dobbeltmoralsk frit land, der siger en ting, og så praktiserer noget andet,«

så er der det at sige til det, at han tager fejl i, at Danmark er et land, hvor alt er grænseløst. Og det er heller ikke meningen at landet skal være uden grænser. Så længe danskerne i Danmark stadig vil betragtes som - og i realiteten være - en selvstændig nation, skal der naturligvis stadig være konkrete ydre grænser, som indre lovgivningsmæssige grænser for, hvad man kan tillade sig at sige og gøre. Det betyder ikke at vi skal have eller har begrænsninger på alle ting, forhold, handlinger eller ytringer. Det betyder, at der selvklart må være nogle spilleregler, der beskytter både nationen og dens indbyggere mod overgreb og vold, det er jo derfor vi overhovedet har en lovgivning.

Sandhedens subjektive øjeblikke:

Der er vel ingen forskel på at være religiøs og at være troende; man kan være både religiøs og troende uden at tilhøre noget kirkesamfund eller uden at sværge til en bestemt dogmatik. Men nogle opfatter det at være troende som at man så opfylder et regelsæt, som en religiøs autoritet har stadfæstet som uomgængeligt for at være troende. Imidlertid kan enhver tro lige præcis, hvad pokker han eller hun vil. Det religiøse område er der ingen, der i virkeligheden har patent på, selvom mange bilder sig selv og andre ind, at de har.

At tilhøre eller bekende sig til en bestemt religion er ikke pr automatik ensbetydende med, at man så nødvendigvis har religiøse oplevelser. Så på den måde set kan der måske alligevel være en forskel. At være troende inkluderer vel også så at være tvivlende. Blind tro er jo netop blind. Imens en personlig religiøs oplevelse kan finde sted helt uafhængigt af tro, trossystem eller religion. Og for én, der har en sådan oplevelse, må dette opleves som værende det øjebliks absolutte sandhed.

Og hvad er så en religiøs oplevelse.

Er det en oplevelse, der overskrider oplevelsen af alt, jeg opfatter som 'mig'?

At se et uidentificeret flyvende objekt.

At opleve noget, der synes, at ligge udenfor, hvad man almindeligvis kan forklare indenfor fysikkens lovmæssighed.

At være i mørket omgivet af et uforklarligt lys uden nogen fysisk registrerbar kilde.

At glide ud af sin krop og se den ude fra.

At mærke en sten eller anden fysisk genstand fortælle én om for længst passerede hændelser, man ellers ikke kendte til.

At opleve livskraften konkret i alt levende.

At elske et andet menneske på trods af dets helt tydelige fejl og på trods af de givne omstændigheder.

At opleve et menneske med down syndrom fortælle én, at man er gravid, når man endnu ikke selv vidste det.

At mærke rummet udvide sig og føle sig ét med naturkræfterne.

At modtage varsler, som senere viser sig at være sande.

At opleve to sjæle og én tanke.

At se et lysende væsen stå foran vinduet i 5. sals højde.

At møde en frø, der giver en menneskeligt lignende lyd fra sig.

At erfare dyrene ser dine tanker.

At opleve mellemmenneskelig synkronitet.

At have deja vu oplevelser.

At drømme sig ind i et andet menneskes jeg.

At opleve at man er et vidne, der trækker vejret.