Statsmantraets chokdoktrin

 

Når hver eneste nyhedsudsendelse frembringer det samme emne om trusler på den nationale og/eller individuelle sikkerhed og denne rituelle gentagelsesmani pågår i gentagende døgndrift, så véd man, at udsendelserne er udtryk for argumentfodring af en allerede fastlagt plan. Når vi får at vide, at unge bestilles fra vores naboland til at agere lejemordere i Danmark og vel at mærke ikke får noget direkte at vide om HVEM disse unge i virkeligheden er - så er det ikke sådan, at den løsning, der lægges mest vægt på, er, at disse unge formenes adgang til det danske rige via decideret grænsekontrol. Nej, den løsning, der betones, er, at der indføres øget overvågning og ansigtsgenkendelse. Og det er netop dette, der er grunden til strømmen af indslag om en angivelig 'øget trussel' - ønsket om at overvåge og kontrollere det danske folk. For de, der har dét som deres hedeste drøm, er mantraet: "Overvågning er frihed". 

 

Religiøsitet .... er et privat anliggende:

Religiøsitet og religiøst tilhørsforhold er efter min mening et privat anliggende, så længe den praksis der foretages ikke kolliderer med et lands love.  Og i Danmark vil dét sige, at man ikke kan praktisere en religion, der anvender vold og tortur som en del af sin religiøse opdragelse. Her under burde egentlig også høre legemsbeskadigelse af umyndige personer, som fx omskæring. Og personligt mener jeg også, at et eventuelt religiøst tilhørsforhold først skulle tages, når man er myndig - at et sådant forhold altså absolut burde være noget, man kan vælge til i frihed, når den tid kommer, hvor man selv kan vælge. Efter min opfattelse er den danske lovgivning allerede sådan, at det endvidere er strafbart at opfordre til vold mod andre, og en sådan paragraf bør være helt grundlæggende. Såfremt Grundlovens religionsfrihed og ytringsfrihed overtrumfer en sådan paragraf, bør det gøres mere præcist i Grundloven, at religionsfrihed og ytringsfrihed ikke giver fripas til agitation for vold og mord. Og at det ikke bare er enkelt personer, der stilles til ansvar for dette, men også de institutioner, der huser, fodrer og føder vold og voldspropaganda. En sætning som, at 'En god xxx er en død xxx', som vi fx for nylig har kunnet høre en tidligere dansk politiker ytre, er efter min opfattelse helt på kant med, hvad der er i orden frit at kunne udbasunere. Men det er i hvert enkelt tilfælde op til domstolene, og i første omgang, når det handler om politikere, det enkelte partis moral, at afgøre, hvor vidt noget sådant er gangbart. Såfremt en præcisering i Grundloven skulle vise sig at være nødvendig, kunne vi i samme ombæring tage stilling til, om ikke det er på tide, at religiøsitet netop bliver dét private anliggende, som jeg her anfører, at det er. Ved simpelthen at adskille kirke og stat helt og holdent.

Men når Grimhøj-imamen Oussama Mohammad El-Saadi

 d. 3. marts i Berlingske, giver til lyd for, hvad han og ligesindede agter at foretage sig, hvis deres ret til at prædike nødvendigheden af vold i den religiøse opdragelse forbydes:

»Hvis de gør det, så er Danmark jo ikke, som du tror. Så er Danmark ikke et frit land, så har Danmark grænser på alle ting. Så værsgo, gør det. Så vil vi bruge vores ytringsfrihed og vise danskerne og vesten, at vi er muslimer. Så vil vi sige se, alle muslimer, se, hvad det er, de gør her, det er snyd, det er et dobbeltmoralsk frit land, der siger en ting, og så praktiserer noget andet,«

så er der det at sige til det, at han tager fejl i, at Danmark er et land, hvor alt er grænseløst. Og det er heller ikke meningen at landet skal være uden grænser. Så længe danskerne i Danmark stadig vil betragtes som - og i realiteten være - en selvstændig nation, skal der naturligvis stadig være konkrete ydre grænser, som indre lovgivningsmæssige grænser for, hvad man kan tillade sig at sige og gøre. Det betyder ikke at vi skal have eller har begrænsninger på alle ting, forhold, handlinger eller ytringer. Det betyder, at der selvklart må være nogle spilleregler, der beskytter både nationen og dens indbyggere mod overgreb og vold, det er jo derfor vi overhovedet har en lovgivning.

Nationen som en ruin; folket afbildet i én eneste mand; når denne mand åbner døren ind til sin ruin, fordobles befolkningstilvæksten, bare man trykker ham i hånden:

:

Om man vil opretholde sin eksistens som selvstændig organisme eller nation, så bliver man nød til at kende sin ydre grænse, og hvordan kommunikationen mellem det, der er indenfor denne grænse og det der ligger udenfor eller hinsides den, kan foregå på en måde, så både selvstændigheden over for
 og lydhørheden for det andet, de andre bevares. På den lange bane bliver hele kloden uundgåeligt én stor nation, for Lennons drøm er en virkelig drøm med rod i fremtiden. Men indtil da kan det stadig være en idé at opretholde forskellige og ulige nationers forskellige selvbevidstheder, således at der stadig er udgangspunkter for forhandlinger, samarbejde og forbrødring henimod mål, der netop fremkommer gennem dialog, som et på mange måder højeste menneskelige gode. Der skal med andre ord etableres en verdensorden på basis af alle nationers stræben henimod dette; ikke før de rette organer er helt udviklede kan idéen om nationalstaten endelig forlades. En sådan etablering må ske i rette tempo for at kunne være en demokratisk proces. Derfor skal afviklingen af nationalstaterne ske med en øget bevidsthed om netop nationalstaternes rolle, det vil sige, hver enkelt folk skal gøre sig bevidst, hvad er det vi kan bidrage med til verdenssamfundet. En sådan bevidsthed kan naturligvis kun eksistere, så længe man som folkeslag ikke lukker sig for verden ved at lukke verden ude, men ved at hævde sin suverænitet, for netop at kunne bruge den til at udføre det, som i det enkelte folkeslag ligger som mulighed for at kunne gøre verden et bedre sted at være.

'

Der er sikkert en masse håndværksmestre, der får travlt med at flikke nogle flygtningelejre og centre sammen. Men vi skal gentænke livet i sådan en lejr eller på sådan et center. Mennesker sådan et sted skal fra dag ét have mulighed for at leve et aktivt liv, og den omkringliggende lokalbefolkning skal med inddrages i at videre-stimulere et sådant aktivt liv.

Dernæst tænker jeg, at vi skal revurdere, hvor mange milliarder vi skal blive ved med at poste i bombetogter og nedkastninger, som i visse tilfælde jo også går ud over civil-befolkningen og kan være med komponent i at drive dem på flugt.

Og ikke mindst så kan jeg ikke forstå, at alle tænker, at grænsekontrol og medmenneskelighed udelukker hinanden. Jeg går ind for en absolut til stadighed skærpet grænsekontrol (dette indebærer, at der er nogle EU forordninger, vi må løsrive os fra). Vi skal naturligvis selv bestemme hvem og hvad vi lukker ind i landet. Men samtidig skal dette ikke hindre, at vi gør alt, hvad der står i vores magt for at hjælpe mennesker i nød - herunder ikke mindst krigs-flygtninge. Senere vil kategorien Klima-flygtninge højest sandsynelig og desværre blive lige så aktuel.

I følge vort lands grundlov GRUNDLOVEN er Danmark et ikke-angrebs-land, vore militære enheder er et FORSVAR. Mange af de krigs lignende operationer vi deltager i bør ophøre, og styrkernes kapacitet i højere grad benyttes til at kontrollere vore egne landegrænser - og til humanitær hjælp i nær-områderne også i vore egne nær-områder - flygtningelejrene, som uværgelig må vokse de kommende år qua de enorme folkemasser som krige og klimakatastrofer vil sætte i bevægelse - især fra det afrikanske kontinent.