Medierne som kunstscenens forlængede arm

"Hvem eller præcis hvad The European Initiative er, ved vi ikke." "Søgninger på internettets kunstdatabaser melder imidlertid intet om The European Initiative." "The European Initiative er maskeret bag en ubestemmelig institutionel identitet. Ja, afsenderen er nærmest usynlig." "Eller er det simpelthen dér, kunstscenen er nu? På verdensscenen? I en 'revolutionscelle' i den nordvestlige del af Teheran, hvor en uidentificerbar organisation uden demokratisk legitimitet bag sig arbejder for at erstatte et utåleligt regime med demokrati?" Sådan skriver og spørger Ferdinand Ahm Krag bl.a. i dagens Information. På mig virker artiklen, der er én blandt flere artikler i en serie kaldet Yderpunkter, forstilt. Især når artiklen bringes af en medarbejder på en avis som Information. Véd vedkommende virkelig IKKE hvad der foregår på avisen. Personen, der på et dokument gengivet i artiklen står benævnt som Bob Nielsen, burde ellers være kendt både af journalister ved og læsere af Information. & hvorfor har hr. Ferdinand ikke gjort sig den ulejlighed at søge på netop navnet 'Bob Nielsen' i sammenhæng med det andet gengivne pseudonym: 'Thomas Altheimer'; så havde han kunnet finde følgende vel nok så interessante oplysninger. Han kunne endda have gjort et rigtigt godt stykke hjemmearbejde - ved tilmed at læse de derunder fremkomne publikationer. Nuvel, det har han måske så også gjort, og deri ligger jo så det forstilte; mediet slet og ret som en gren af kunstscenen, udemærket. I blogospheren ligger nemlig i.ø. en hel føljeton angående revolutionen i Teheran; Weekendavisen har, som det også fremgår af første link, tilmed også allerede bragt oplysninger i sagen; så medierne er godt turnet på. Og ydermere kan en murstensroman kastes med ind i mediemøllen. Så, nej, Ferdinand Ahm Krag, der er på ingen måde tale om, at afsenderen nærmest er usynelig. At der stiles video-stills til redaktionen (redaktionerne?) kunne vel også ses som en nødudgang, såfremt nogle af de implicerede pludselig skulle forsvinde under mere eller mindre mystiske omstændigheder. Men som det fremgår af Mission Iran, er ikke alting dikteret af diktatur, skal man tro bloggen og Claus (eller Bob - eller BOOB), så fejler de erotiske frekvenser bestemt ikke noget på de breddegrader; men måske er det netop det bestående regimes atmosfære, der gør det pikante ekstra pikant? Eller er det i bund og grund noget så gennemvædet patetisk, at revolutionen i sidste ende handler om et enkelt menneskes forsøg på at genantænde en ellers udsivende seksualitet? Fint nok med mig; sådan blir man ad bagvejen turnet på en moderne læge-roman.