Frifindelse

Den franske forfatter Louis-Ferdinand Céline er kendt for at skrive personlige bekendtskaber ind i sit skønlitterære virke, men at gøre det på en sådan måde, at mennesker, som der er forlydender om, har været søde og rare overfor Céline i virkeligheden, fremstår som deres modsætning i Célines værk; altså ondskabsfulde og perfide. Céline opholdt sig en tid i Danmark og havde naturligvis ikke meget godt at sige om landet og ikke mindst dets befolkning. Det kan vi jo så vælge at oversætte, som vi vil. Men om Céline har været en tur på Fejø, ved jeg ikke.

Hvilket jeg blot skriver som optakt til udfaldet af den dom, der i dag kl 13:00 blev afsagt i tvisten som en Fejø borger havde anlagt mod forfatteren Thomas Boberg, romanen Insula og Forlaget Gyldendal. Den sag burde have været tabt på forhånd og er det da også nu. Når jeg tænker på Claus Beck-Nielsen sagen fra 11. marts 2011, hvor roman-lighed med navngiven dansker var langt mere konkret og hvor sagen ligefrem blev proklameret til at være en sag om identitets-tyveri. Dér blev der også tale om en frifindelse!

Nå, men tillykke på litteraturens fortsatte eksistens' vegne! 

 

Claus Beck-Nielsen & James Joyce:

Om man leder efter litterære forbilleder, hvad angår litterær metode for forfatteren Claus Beck-Nielsen, er det da ikke nærliggende at stirre tilbage mod James Joyce. Også han gennemspillede, iscenesatte og orkestrerede scener i sit liv, som han netop stod foran eller var i færd med at skrive.

Dobbeltdigt til Claus & Franz

' Mellem billedet og jeg sanser strømmen sit eget ansigt tærskelsøgte vandring mellem to ens du er begrænsningsscene med et frelserfjæs ingen hører latteren du søgte fra den mindste enhed foran loven så gammel som du blev. '

Medierne som kunstscenens forlængede arm

"Hvem eller præcis hvad The European Initiative er, ved vi ikke." "Søgninger på internettets kunstdatabaser melder imidlertid intet om The European Initiative." "The European Initiative er maskeret bag en ubestemmelig institutionel identitet. Ja, afsenderen er nærmest usynlig." "Eller er det simpelthen dér, kunstscenen er nu? På verdensscenen? I en 'revolutionscelle' i den nordvestlige del af Teheran, hvor en uidentificerbar organisation uden demokratisk legitimitet bag sig arbejder for at erstatte et utåleligt regime med demokrati?" Sådan skriver og spørger Ferdinand Ahm Krag bl.a. i dagens Information. På mig virker artiklen, der er én blandt flere artikler i en serie kaldet Yderpunkter, forstilt. Især når artiklen bringes af en medarbejder på en avis som Information. Véd vedkommende virkelig IKKE hvad der foregår på avisen. Personen, der på et dokument gengivet i artiklen står benævnt som Bob Nielsen, burde ellers være kendt både af journalister ved og læsere af Information. & hvorfor har hr. Ferdinand ikke gjort sig den ulejlighed at søge på netop navnet 'Bob Nielsen' i sammenhæng med det andet gengivne pseudonym: 'Thomas Altheimer'; så havde han kunnet finde følgende vel nok så interessante oplysninger. Han kunne endda have gjort et rigtigt godt stykke hjemmearbejde - ved tilmed at læse de derunder fremkomne publikationer. Nuvel, det har han måske så også gjort, og deri ligger jo så det forstilte; mediet slet og ret som en gren af kunstscenen, udemærket. I blogospheren ligger nemlig i.ø. en hel føljeton angående revolutionen i Teheran; Weekendavisen har, som det også fremgår af første link, tilmed også allerede bragt oplysninger i sagen; så medierne er godt turnet på. Og ydermere kan en murstensroman kastes med ind i mediemøllen. Så, nej, Ferdinand Ahm Krag, der er på ingen måde tale om, at afsenderen nærmest er usynelig. At der stiles video-stills til redaktionen (redaktionerne?) kunne vel også ses som en nødudgang, såfremt nogle af de implicerede pludselig skulle forsvinde under mere eller mindre mystiske omstændigheder. Men som det fremgår af Mission Iran, er ikke alting dikteret af diktatur, skal man tro bloggen og Claus (eller Bob - eller BOOB), så fejler de erotiske frekvenser bestemt ikke noget på de breddegrader; men måske er det netop det bestående regimes atmosfære, der gør det pikante ekstra pikant? Eller er det i bund og grund noget så gennemvædet patetisk, at revolutionen i sidste ende handler om et enkelt menneskes forsøg på at genantænde en ellers udsivende seksualitet? Fint nok med mig; sådan blir man ad bagvejen turnet på en moderne læge-roman.