små strøtanker imens musikken spiller

Akkurat nu syder, bobler og gærer Silkeborg by af jazzmusik og fadbamser. I Café Evald var der ved middagstid linet op til en trio; gasvarmerne er tændte og grillen oser, vandet står ned i lårtykke stråler med lyn og torden over floden. Selv i Kvickly sniger jazzen sig ind; et femmands råbe og blæsekor, gående, stående, småt hoppende rundt; og med gudhjælpemig en lømmel af Lars-Emilske dimensioner. På vej over Viborgbroen, med mave og sjæl fuld af Evalds MSR-lækkerier, slår det mig, at Søkildes idosynkratiske idyller udgør en præcis modpol til Skinnebachs postpunkede minimalismer. Det betyder sikkert ikke noget litteraturpolitisk set; for dybest set er der nok mere tale om, hvordan et givent talent forvaltes - end om et blivende standpunkt at politisere over. En syntese af ovenstående polarisering findes allerede givet i en meget tidligere generations ikon, nemlig i Klaus Høecks på én gang henkastede verdensvendthed og samtidigt idiosynkratiske systemstrenghed. Og hey, nu hvor jeg er ved tastaturet NB! - så udgør ordet okseøje, som jo ikke er et hjemmebakset ord opfundet af Søkilde, en trefoldighed af betydninger: oksens øje, blomsten okseøje og krystallet okseøje. ...