små strøtanker imens musikken spiller

Akkurat nu syder, bobler og gærer Silkeborg by af jazzmusik og fadbamser. I Café Evald var der ved middagstid linet op til en trio; gasvarmerne er tændte og grillen oser, vandet står ned i lårtykke stråler med lyn og torden over floden. Selv i Kvickly sniger jazzen sig ind; et femmands råbe og blæsekor, gående, stående, småt hoppende rundt; og med gudhjælpemig en lømmel af Lars-Emilske dimensioner. På vej over Viborgbroen, med mave og sjæl fuld af Evalds MSR-lækkerier, slår det mig, at Søkildes idosynkratiske idyller udgør en præcis modpol til Skinnebachs postpunkede minimalismer. Det betyder sikkert ikke noget litteraturpolitisk set; for dybest set er der nok mere tale om, hvordan et givent talent forvaltes - end om et blivende standpunkt at politisere over. En syntese af ovenstående polarisering findes allerede givet i en meget tidligere generations ikon, nemlig i Klaus Høecks på én gang henkastede verdensvendthed og samtidigt idiosynkratiske systemstrenghed. Og hey, nu hvor jeg er ved tastaturet NB! - så udgør ordet okseøje, som jo ikke er et hjemmebakset ord opfundet af Søkilde, en trefoldighed af betydninger: oksens øje, blomsten okseøje og krystallet okseøje. ...

Café Evald hedder én af caféerne på Papirfabrikkens areal. Den er hverken den dyreste eller billigste af spisestederne, der ligger lige klods op af Gudenåen. Det var her på Papirfabrikken H.C. Andersen fik inspiration til sin fortælling om kludene. Det var temlig sikkert også her papiret til ti-krone-sedlerne med hans motiv i sin tid blev lavet. Nu er fabrikken lukket. Og det har gavnet åen og dens liv. Det er ikke mere end et par dage siden, at der få meter fra Café Evald blev fanget en laks på omkring de to kg. På den anden side af åen ganske vist, for her hvor caféerne ligger tæt må man ikke fiske. Men man kan nyde sin brunch på nogle flydebroer* i vandet og se direkte ned på stimer af aborre og skaller. Da Fabrikken stadig blev drevet var her mest brasen. Men nu er her alle mulige slags - og i rigeligt tal. I år er der fanget en del ørred. Sidste år var her en del sandart. Men det bedste ved Café Evald er næsten, at de har en tjener, der grangiveligt ligner Martin Snoer-Raaschou. Og sammen med den lifligt perlende bowle er det jo alletiders storartet en søndag formiddag. ,,, * note, 31. maj 2007: nu hvor vandstanden er sunket en hel del kan jeg se, at der ikke er tale om nogen form for FLYDEbroer; næ, det er nogle helt ordinære nogle på pæle; jeg må have haft kigget for dybt i brunchbowlen...