AFR

 

Minimalstaten er svindlernes bedste ven

Hvordan går det til, at det er muligt for så mange umoralske personer uretmæssigt at svindle sig til så mange både millioner og milliarder af kroner fra den danske stat. 

Mangel på effektiv kontrol, er det helt enkle svar. 

Hvorfor er der opstået en sådan udbredt mangel på effektiv kontrol med statens midler. 

For få mennesker involveret i en egentlig kontrol - i mange og årevis gentagne tilfælde er det de samme mennesker, som rekvirere, som kontrolerer sig selv for det, der rekvireres, bruges ydeleser eller puljemidler til, det er det bedrøvelige svar. 

Hvorfor er der så forholdsvis få administrative personer ansat til den helt vitale daglige kontrol. 

Gentagne reformer har netop haft dette som sit helt essentielle sigte: Nedbarbering af statslige organer. Dette i en sådan grad, at den fremmeste ideolog bag de bastante neoliberale angreb på socialstatens institutioner af journalister og især karikaturtegnere blev omtalt som GRØNTHØSTER & HULEMAND. Han var ikke den første med ønsket om udlicitering, privatisering og nedjustering af statslige funktioner og opgaver. Den, der lagde de første parfurmerede spor i den retning, var den ellers konservative Poul Schlütter - godt fulgt op af de efterfølgende regeringer. Men ingen som Anders Fogh Rasmussen mejslede i stentavler, hvad hans ærinde var. I sin primitive bog Fra socialstat til minimalstat er der ikke fejet noget ind under gulvtæppet. Konklusioner er givet på forhånd ~ underbygget af få men udvalgte 'folkelige' eksempler på de store mangler og tvang ved den efter bogens hypotese umenneskelige socialstat. På den led udgjorde Foghs reformer fra starten af en selvopfyldende profeti. Mennesket blev hjemløst og protesterede nogen, var de blot socialistiske ballademagere. Dét er resultaterne og virkningen af det, der med dén ideologi blev sat i værk, der har skabt svimlende muligheder for svindlere af enhver afskygning. I socialstatens ruiner spinder visse mennesker guld på andre menneskers ulykke. Og fænomener som xenofobi henter næring deraf. Noget som i den grad blev netop Anders Fogh Rasmussens instrument og grundlaget for, at han over så langt et tidsspænd lykkedes med at finde råderum til til stadighed at sigte mod sit primitive mål. Dét, han beskyldte sine forgængere for, kom i den grad til at gælde, efter de af ham iværksatte reformer: 

Pengene fosser ud af statskassen.

Arne Herløv om NYSPROG:

"Aviserne skriver, at Fogh foretog "stramninger" i de oplysninger, han gav Folketinget. Han sagde det modsatte af det, der stod i de oplysninger, han havde. Han løj.

Pape siger, at hans lovforslag om indskrækning af ytringsfriheden er en "præcisering" af indholdet i den gamle lov. Den nye lov siger præcis det modsatte af den gamle. Han lyver."

                           Arne Herløv Petersen på facebook 5. februar 2019

THE EVIL TO LEAD

The inspiring flame of freedom that America represent can not escape its destiny:

Som om vi intet vidste:

Folk i Låsby gik forleden aften i fakkeloptog for at mindes deres to dræbte indbyggere, som var blevet slået til døde med knytnæve- og økseslag af deres egen søn. Drabsmanden, der er tidligere Kosovo udsending, nægter sig skyldig, og påstår, at han handlede i nødværge. Forældrene havde i årevis forsøgt at råbe myndighederne op, for at få hjælp til det traume, som de fandt deres søn i efter krigsdeltagelsen.

Nu kommer forskellige eksperter så frem i medierne og siger, at man den gang under Balkan urolighederne ikke var klar over, hvor svært det kunne blive for de udsendte landsmænd.

Men hvordan hænger sådanne udtalelser sammen med, at Traumecenteret og Center for Torturofre af den selv samme mand, der ledte os ud i to angrebskrige, blev nedlagt. På hvilket grundlag blev nedlæggelsen sat i værk? Og hvordan kan nogen overhovedet komme med den vanvittige påstand, at vi ingenting vidste, hvorfor skulle et traumecenter og et center for torturofre ellers i sin tid overhovedet være blevet etableret?

I generalsekretærens skygge:

"ROJ TV’s forsvarer har således fået afvist 11 af de 15 vidner, som man har ønsket, herunder formanden for Radio- og TV-nævnet, mens anklagemyndigheden har fået lov at føre alle sine, herunder vidner fra Tyrkiet.

– Der har været en ensidig fremstilling af sagen og det billedmateriale, som er blevet fremlagt er ikke repræsentativt for vores arbejde, lyder det fra Imdat Yilmaz." 

                                      fra Modkraft.dk

Regeringens kamphund

Dansk Folkeparti er det parti, der mest utvetydigt og igen og igen har givet udtryk for, at det ser ud til at være mest hensigtsmæssigt, at kommunerne kommer under administration. De udtrykker dermed, hvad der ligger som en naturlig følge, af den linje, den tidligere statsminister og nu generalsekretær, søsatte med sine idéer om at bevæge samfundet væk fra det sociale; minimalstaten bliver hurtigere en hundrede procents realitet, når kommunernes selvstyre er sat endegyldigt ud af spillet. At halvere dagpengeperioden og fjerne fradagsberettigelse for fagforeningskontigent - vil ganske snart skubbe endnu flere udgifter over på kommunerne; det må derfor ses som endnu et led i strategien om (også) at få nedlagt samtlige af landets tilbageværende stordriftskommuner. & de såkaldte STORDRIFTSFORDELE viser sig i disse dage at blive til intet andet end en social massegrav.

*

Da Johan Kirkman fik besked om sin søns død under Irak-krigen, fik han et syn, hvor han i fugleperspektiv så det sønderbombede Tyskland, som det så ud efter anden verdens krig. Hvorfor får han et sådant syn? Hvilken sammenhæng er der mellem Irak-krigen og det tidligere, sønderbombede Tyskland? Og hvorfor holder det tyske efterretningsvæsen hånden over manden der løj verden i krig - mytomanen Rafid Ahmed Alwan alias Curveball?

*

AFR (Vl)

Når Morten Hartz Kaplers i forteksten til sin film AFR - i sandhed en utrolig løgn anbringer to citater af statsminister Anders Fogh Rasmussen, hvoraf det i det ene fra 30. oktober 2005 siges, at "det handler helt grundlæggende om, at oplyste og frie samfund kommer længere end uoplyste og ufrie samfund, netop fordi nogle tør provokere og kritisere autoriteter, hvad enten det er politiske eller religiøse autoriteter." Så er det ikke kun tyk ironi. Citaterne er velanbragte, idet de på den mest præcise måde understreger hele filmens bærende idé om brændende lidenskab mellem en undergrundsaktivist og en borgerlig statsminister. Med citaterne som grundlag kan man med rette sige, at begge har - eller får - samme livsmål. Ironien kommer imidlertid i første omgang imellem, idet vi som publikum véd, at selvsamme statsminister, der har udtalt sig om provokation og kritik som grundlag for sand, progressiv samfundsudvikling, om middelklassens kritik af og protest over forringelserne på børneinstitutions-området udtaler, at det jo bare er "en flok socialistiske ballademagere". Foghs divergerende udtalelser bliver fuldstændig tømt for al mening, når de således stilles op ved siden af hinanden. Som Carsten Jensen så vittigt skriver i sin anmeldelse af AFR i EKKO: "Hvis man sendte et helt hold af sprogforskere ind i statsministerens taler på jagt efter mening, ville de komme tilbage med samme resultat som FN's våbeninspektører, da de blev sendt ind i Irak for at lede efter masseødelæggelsesvåben. De ville intet og ingenting finde." At en statsleder kan slippe afsted med at tømme sproget så grundigt for indhold, kan kun ske, fordi tilværelsen efterhånden blot består af seperate situationer. Den historiske bevidsthed er hudløst udleveret til mediernes øjebliksbillede. ... Det situationsbestemte fandt imidlertid allerede for over fem årtier siden sit indtog i kunsten. Men det var før det fatale tab af almen historisk bevidsthed. Da havde den endnu nogen kraft. Situationisternes manifest ligger således udemærket i tråd med eller er sågar situationsbillede af vore dages fredløse fra Ungdomshuset, samtidig med at det passer overens med statsministerens eminente statement om provokation og kritik som en absolut nødvendig forudsætning for udvikling af frie, oplyste samfund. Således skriver situationisten Asger Jorn f.eks. i værket 'Held & hasard' fra 1952, at "når en samfundsform eller -ramme begynder at blive for snæver til at kunne anvende de kræfter, den har produceret, begynder der at flyve løsrevet ubrugelig energi rundt i samfundslegemet, en energi, der har karakter af ren sanselighed eller natur. Denne energi forsøger samfundsorganismen først at destruere, men kan muligvis ikke destruere i forhold til sin egen produktion. Overproduktionen af energi vokser og begynder at sprænge og nedbryde samfundsstrukturen som et indestængt raseri, et anarki, en nihilisme, som samtidigt søger mod sin form, sin natur, søger ophævelsen af sin egen tilstand af unødvendighed, løsrevethed og anarki. Dette er fornyelsens begynderstadium". Ja, det er det. Og det er det også i dag. ...

AFR (V)

Atten personer var mødt frem til premieren på AFR - i sandhed en utrolig løgn i den lokale biograf. Ikke nogen stor tilstrømning - i lyset af den megen og rosende foromtale filmen ellers har fået. Af de fremmødte var ti, så vidt jeg kunne observere, femininum. Deraf kan jeg vel - ihvertfald ud fra det foreliggende tilfælde - med en vis ret slutte, at i denne udgave er statsministeren mere tiltrækkende på kvinder, end hvad han ellers synes at være ifølge opinions-undersøgelser. Filmen AFR er, som de fleste anmeldere da også er enige om i dagens diverse aviser, på ingen måde et ondsindet angreb på statsministeren; tværtimod. Man må spørge sig selv - eller rettere statsministeren - hvorfor han ikke forlængst fik idéen til et lignende manuskript. Måske endda under titlen Fogh bag facaden - eller, nå nej - endnu bedre: Foghs sande jeg. Det er en bedrift, at instruktøren Morten Hartz Kaplers har formået at fremmane en guddommeliggjort statsminister, der virkelig vil gå over i historien for sin skelsættende, humane dagsorden. Af filmens forord fremgår en advarsel om filmens mulige skadevirkninger på mindreårige. Men trods filmens klokkeklare mediemanipulation kan man - selv som voksent fornuftsvæsen - godt tørre det ironiske grin af. Satiresiden blegner - for sandheden er, at inderst inde ved vi godt, hvordan verden ER, hvis det var det højere jeg og medfølelsen, der havde føringen.

Statsministeren bør finde plads i sin kalender, og måske endda invitere sin gode pizza-elskende ven med en tur i biffen. Filmen kan absolut kun udvide feltet for en statsmands fremtidige ambitionsniveau. Fogh, du har diciplinen og måske også forvandlingskraften til det. Her får du lejligheden til at se en autentisk gengivelse af det egentlige livsmål for dit inderste jeg.

...

AFR - i sandhed en utrolig løgn er alt andet end en amoralsk film. Det burde både Holger K. og Pia K. kunne medopleve ved et evt. selvsyn.

__________

AFR (lV)

Det lader til, jeg skal have fat i nr. 37 af magasinet Ekko. Foreløbig kan jeg så orientere mig ud fra en kort artikel bragt i Information i dag under overskriften En fosforbombe af kærlighed. Det er forfatteren Carsten Jensen, der har skrevet en ovenud begejstret anmeldelse af filmen AFR. Jeg citerer fra Informations Lars Borkings resume af Carsten Jensens ord: "AFR er den største tillidserklæring, statsministeren kommer til at modtage i sit 'kuldslåede, kalkulerede liv'. Det er overrumplende og genialt, når instruktøren tror på statsministerens ord og lader ham tage konsekvensen af dem." Så megen ros til selve teknikken i filmen, som jo allerede har fået en del foromtale. Men Borkings Jensen-resume går videre: "I filmen bliver Anders Fogh til det nye årtusindes Gandhi, der med kærlighe(d)sforholdet til sin unge ven bryder igennem og på et politisk plan slås for nødstedte og fattige mennesker." Nå, da-da-da DADA! Og så bliver Borkings gennemgang mere hårdkogt, idet artiklen her går over i et rent Jensen citat: "På den blideste, mest underfundige måde gør Morten Hartz Kaplers opmærksom på det oversete forhold, at Anders Fogh Rasmussen nok er den mand i Danmarkshistorien, der egenhændigt har gjort den største indsats for at gøre det danske sprog meningsløst." Sådan; det kan se ud til, der lige godt er en grund til, at filmen allerede har høstet en pris. Jeg glæder mig ærlig talt mere og mere til at se filmen. & læse Carsten Jensens anmeldelse i fuld længde.

AFR (lll)

I Ekstra Bladets særtillæg Flash! af 15. april d.å. er der et par sider med overskriften *Foghs forbandelse* - om de rygter, der i årevis har gået om statsministerens særegne privatliv. Nu er der det med disse rygter, at de da kun kan være med til at styrke hans position, idet de jo netop - om sande - beviser, at statsmedisteren ikke er nogen robot, men et menneske med farverige drifter og lidenskaber i behold. Men Flash! lægger da heller intet nyt til rygtestrømmen, gentager den blot med en undertone af, at sådanne rygter er der naturligvis da ingen, der kan tro på vel, ha ha.

Nu er der imidlertid én bemærkelsværdig notits i artiklen, nemlig en lille notits om Peter Brixtofte, med overskriften *Brixtofte spreder mystik*, her står, at Peter Brixtofte i forbindelse med den netop afsagte dom "erklærede, at en af grundene til hans deroute var, at Fogh mener, han har skabt 'rygter' om ham."

Det er en interessant udtalelse! Idet jeg erindrer, at Brixtofte i forbindelse med den første dom, der blev afsagt, udtalte at hele sagen skyldtes at statsministeren ville have ham ned med nakken; altså en decideret konspirationsteori. I Flash-citeringen går Brixtoftes erklæring imidlertid således videre:

"- Anders Fogh har desværre den opfattelse, at jeg har medvirket til at lave en masse rygter om ham. Det har jeg ikke. Men der var så mange, der bragte rygter om ham." Adspurgt af Ekstra Bladets journalist angående disse rygters beskaffenhed svarer Brixtofte: "- Det vil jeg ikke udtale mig mere om. Det må I selv gætte jer til."

Men hvad er det igrunden, der gør, at Peter Brixtofte kommer med disse to mærkværdige påstande - dels om en konspirationsteori rettet mod ham selv som offer - dels med Fogh som offer. Det virker som om, der er noget i klemme, noget følelsesmæssigt, der kan sætte skred i paranoiaen. Og der er efter mit skøn ikke bare tale om en rivalisering; der er andet end politik på spil. Det er personlige følelser, der kan få en mand til at sige noget så sært og udokumenteret.

...

AFR (ll)

Biografien *FOGH Historien om en statsminister* af Anne Sofie Kragh er et paradoks. I bogen fokuserer Anne Sofie Kragh ned i mange dokumenterede detaljer på Anders Fogh Rasmussen som ekstremt kalkuleret politiker, et helt igennem gennemkontrolleret menneske med nærmest hysteriske og autistiske træk. Men når det kommer til Anders Fogh Rasmussens privatliv ses ikke den samme detalje-dokumentation. Tværtimod forekommer teksten her at være fuld af lakuner og ubesvarede spørgsmål, som den skøjter henover. Et af de helt centrale spørgsmål kunne lyde: Hvorfor interviewer Anne Sofie Kragh ikke Anders Fogh Rasmussens aller bedste ven, den polske læge Marek Stawowy om, hvordan han oplever Anders Fogh Rasmussen som menneske. Bogen er jo en biografi, så statsministerens nærmeste ven måtte vel have et og andet at sige, som ikke mange andre måske ville kunne udtale sig om. Hele afsnittet, hvor Foghs polske ven introduceres, er højst besynderligt. Forinden formulerer Anne Sofie Kragh sig således om Fogh: "Det ironiske var, at hans image efterhånden var sådan, at hvis han begyndte at slappe mere af offentligt og dyrke de bløde sider, ville det virke kalkuleret og dermed kun forstærke indtrykket af robotmennesket. Det var nu ikke noget, der bekymrede Anders Fogh Rasmussen voldsomt. Han vidste selv, at han kunne være anderledes, hvis han ville. Men det passede hans blufærdighed fint, at han fik lov til at holde det for sig selv." Herefter springer teksten direkte over til at fortælle, hvordan statsministeren som privatmennesket Fogh mødte den polske læge Marek Stawowy i Paris. Med tekstens ord er venskabet med Marek altså det, som det passer Foghs blufærdighed fint, at han kan holde for sig selv. Eller rettere sagt den måde som Anders Fogh Rasmussen er anderledes sammen med Marek Stawowy - dén passer det hans blufærdighed fint, at han kan holde for sig selv. Men hvorfor så overhovedet fortælle om ham? Nu bliver det jo så netop alligevel sporadisk beskrevet, hvordan han er anderledes sammen med Marek: "Når Anders besøgte ham, tog de nogle gange ned på stranden og grillede, eller de sad på gulvet hjemme i Mareks lejlighed, drak øl og spiste pizza fra bakken." Nok tegnes her et noget anderledes billede af Anders Fogh Rasmussen, end det, der ellers har været tegnet i bogen, hvor det tidligere er blevet beskrevet, hvordan politikeren Fogh f.eks. ned i mindste detalje laver skitseringer over hvordan organisationen Venstre bør indrette deres lokaler, og med hvilken begrundelse de bør møblere med f.eks. madrasser, der gives nemlig kun én begrundelse: den politiske; det har altså være beskrevet at Fogh absolut ikke er til tant og fjas medmindre det kan være et middel til at nå et politisk mål. Og man spørger her sig selv, har lægen Stawowy da ingen møbler i sit hjem? Jamen, hvorfor skal to mænd så sidde på gulvet og spise pizza! Men det er altså ikke dette som det passer Anders Fogh Rasmussens blufærdighed fint at holde for sig selv. Men hvad da? Hvad er det i hans forhold til den polske læge, som det ville berøre Anders Fogh Rasmussens blufærdighed at indvie offentligheden i? Hvordan er det lige han ellers er anderledes sammen med Marek Stawowy? Selve Anders Fogh Rasmussens første indledende møde beskrives i biografien sådan her: "Han gik hen mod triumfbuen. Ved den evige ild, der brænder for faldne franske soldater, stod en gruppe turister. Der blev udvekslet høflige almindeligheder på engelsk og mest på fransk. Ham, der talte bedst fransk, var fra Polen, men boede i Paris med sin kæreste. Hun arbejdede som meteorolog på en af de franske tv-stationer, og han var læge. Anders Fogh Rasmussen faldt i snak med den polske læge, der viste sig at hedde Marek Stawowy, og efter at de havde sludret lidt frem og tilbage, spurgte Marek, om de ikke skulle gå hen et sted og drikke en øl. Anders Fogh Rasmussen sagde ja, selvom det også for ham selv var lidt overraskende." Herefter hører vi ikke mere til Marek Stawowys kæreste. Ikke det mindste. Vi får dermed intet svar på, hvorfor han pludselig forlader hende til fordel for Anders Fogh Rasmussen og et job i Århus, som vi heller ikke får at vide, hvordan Anders Fogh Rasmussen skaffer ham. Alt vi får som forklaring på emigrationen til Danmark er: "Marek havde altid gerne villet være læge i Vesten." En paradoksal påstand - al den stund vi jo fra den forudgående tekst ved, at Marek Stawowy allerede boede i Vesten, da Anders Fogh møder ham i Paris. Udsagnet synes at være hentet ind som en dårlig funderet forklaring. Det kan ikke passe journalisten ikke har kunnet se dette. At hun alligevel bringer det, som en enkelt stående forklaring, må skyldes, at hendes strategi er at overlade det til læseren selv at drage sine konklusioner på det ellers mangelfulde udsagns-grundlag. Det synes at være en uskreven regel for journalister i Danmark, at man ikke skriver direkte om folks private orientering, før de pågældende selv har bragt direkte officielle erklæringer desangående. Jeg kan ikke finde anden forklaring på Anne Sofie Kraghs tilsyneladende noget mangelfulde research/fremstilling af Anders Fogh Rasmussen som privatmenneske i sit forhold til Marek Stawowy, der "... var blevet en ven af huset, men først og fremmest af Anders." Nu bliver det blot til freudiansk-betonede antydninger som udtrykket. "Hr. Rasmussen i Lemvig". Anne Sofie Kragh går helt tydeligt ikke i dybden med det foreliggende materiale. Udsagnene får lov at surfe og toner ud i uforpligtende generaliseringer: "De to talte aldrig om politik og kom heller ikke til det. I stedet tog de på vandreture i bjergene, på cykelture, på skiferie og gjorde alt det almindelige mennesker gør." _______ Nu lander filmen *AFR* så snart i landets biografer, 20. april vistnok (godt en måned senere end planlagt), hvor Anders Fogh Rasmussen bliver fremstillet som bøsse. Det er i den forbindelse nærliggende at tro instruktøren må have læst 'Fogh - Historien om en statsminister' og gjort sig de samme overvejelser og spørgsmål, som her fremført. Set i dét lys virker postulatet om, at alt i filmen jo bare er ren fiktion, som afprøver hvor megen ytringsfrihed, der vitterligt er i DK, temmelig lakonisk. Virkeligheden overgår som bekendt ofte al fiktion. _________________________________ FOGH Historien om en statsminister Anne Sofie Kragh People's Press, København 2004 ISBN 87-91293-27-8

AFR (l)

I spalten Standpunkt skriver Rune Skyum-Nielsen i Nyhedsavisen d.d.: "Pludselig drejer 'AFR' sig ikke om et tænkt mord på en statsmand, men om Anders Fogh Rasmussens privat- og underliv. Den går fra at ligne et spektakulært miks af fiktion og fakta til bevidst, men politisk ligegyldig, spekulation i en konstant rygtestrøm om statsministerens seksualitet." Vi lader den stå et øjeblik.