Når Morten Hartz Kaplers i forteksten til sin film AFR - i sandhed en utrolig løgn anbringer to citater af statsminister Anders Fogh Rasmussen, hvoraf det i det ene fra 30. oktober 2005 siges, at "det handler helt grundlæggende om, at oplyste og frie samfund kommer længere end uoplyste og ufrie samfund, netop fordi nogle tør provokere og kritisere autoriteter, hvad enten det er politiske eller religiøse autoriteter." Så er det ikke kun tyk ironi. Citaterne er velanbragte, idet de på den mest præcise måde understreger hele filmens bærende idé om brændende lidenskab mellem en undergrundsaktivist og en borgerlig statsminister. Med citaterne som grundlag kan man med rette sige, at begge har - eller får - samme livsmål. Ironien kommer imidlertid i første omgang imellem, idet vi som publikum véd, at selvsamme statsminister, der har udtalt sig om provokation og kritik som grundlag for sand, progressiv samfundsudvikling, om middelklassens kritik af og protest over forringelserne på børneinstitutions-området udtaler, at det jo bare er "en flok socialistiske ballademagere". Foghs divergerende udtalelser bliver fuldstændig tømt for al mening, når de således stilles op ved siden af hinanden. Som Carsten Jensen så vittigt skriver i sin anmeldelse af AFR i EKKO: "Hvis man sendte et helt hold af sprogforskere ind i statsministerens taler på jagt efter mening, ville de komme tilbage med samme resultat som FN's våbeninspektører, da de blev sendt ind i Irak for at lede efter masseødelæggelsesvåben. De ville intet og ingenting finde." At en statsleder kan slippe afsted med at tømme sproget så grundigt for indhold, kan kun ske, fordi tilværelsen efterhånden blot består af seperate situationer. Den historiske bevidsthed er hudløst udleveret til mediernes øjebliksbillede.
...
Det situationsbestemte fandt imidlertid allerede for over fem årtier siden sit indtog i kunsten. Men det var før det fatale tab af almen historisk bevidsthed. Da havde den endnu nogen kraft. Situationisternes manifest ligger således udemærket i tråd med eller er sågar situationsbillede af vore dages fredløse fra Ungdomshuset, samtidig med at det passer overens med statsministerens eminente statement om provokation og kritik som en absolut nødvendig forudsætning for udvikling af frie, oplyste samfund. Således skriver situationisten Asger Jorn f.eks. i værket 'Held & hasard' fra 1952, at "når en samfundsform eller -ramme begynder at blive for snæver til at kunne anvende de kræfter, den har produceret, begynder der at flyve løsrevet ubrugelig energi rundt i samfundslegemet, en energi, der har karakter af ren sanselighed eller natur. Denne energi forsøger samfundsorganismen først at destruere, men kan muligvis ikke destruere i forhold til sin egen produktion. Overproduktionen af energi vokser og begynder at sprænge og nedbryde samfundsstrukturen som et indestængt raseri, et anarki, en nihilisme, som samtidigt søger mod sin form, sin natur, søger ophævelsen af sin egen tilstand af unødvendighed, løsrevethed og anarki. Dette er fornyelsens begynderstadium".
Ja, det er det. Og det er det også i dag.
...
