Showing posts with label Carsten Jensen. Show all posts
Showing posts with label Carsten Jensen. Show all posts

Friday, 9 January 2026

Nogle danske betragtninger omkring inuitternes Kalaallit Nunaat

 


Carsten Jensen udbreder her en "vision" for et Grønlandsforløb.

Jeg tvivler nu på, at amerikanerne er interesseret i at påtage sig de økonomiske udgifter, som, hvis visionen skulle føres ud i livet, måtte spenderes.

Amerikanerne kan jo lave alt den business med inuitterne, de overhovedet orker; det har de kunnet hele tiden. Men hvis driftige business firmaer spørger seriøse rådgivere, så vil de blive klar over, at det her drejer sig om kolossale store udgifter for at drifte fx minedrift - med et tvivlsomt udkomme. Teknologien er ikke udviklet til de nurnarputske  forhold (endnu). Det kan naturligvis komme. Men er amerikanerne parate til at vente og til i ventetiden at punge ud?

Og hvilke garantier gives der inuitterne for at deres nuværende sociale standard og mulige velfærd opretholdes? For fri uddannelse, sygehusvæsen etc ...

Hvis begge parter tænker sig om og forholder sig til det, der er realistisk og ikke bare luftkasteller og utopier, så ser landet anderledes ud.

Og det kan meget vel være, at det gør det allerede nu. I så fald så er de mange for en europæer (og for fornuftsbetonede amerikanere også) vilde udmeldinger med slet skjulte trusler nærmere en strategi, der har til hensigt, at få andre lande til at vågne op og betale for sikkerheden af Nurnarput. Den sikkerhed som U.S.A. længe selv egenhændigt har beskåret ret drastisk. Og hvorfor har de det, når området nu er så strategisk vigtigt.

Det har de fordi oplevelsen fra et amerikansk perspektiv er, at U.S.A. alt for længe har trukket et uforholdsmæssigt stort læs og det skal være slut nu.

Det er der jo også noget fornuft i, hvis man ser på en supermagt som en husholdningsøkonomi. Gældsvæksten i U.S.A. er helt astronomisk. Så der er god grund til at de søger efter, at slippe af med udgifter, som de gerne så, at andre bar i stedet.

 

Tom Jensen, Chefredaktør på Berlingske, skriver i et opslag på Facebook:

”Den verden vi lever i:

Præsident Trump vil have Grønland. På den ene eller den anden måde.

Trump siger, at det kan blive et valg mellem at få Grønland eller bevare NATO.

Trump siger, at det er et ‘psykologisk behov’ for ham at få ejerskab over Grønland.

Trump siger, at han ikke har brug for international lov.

Trump siger, at det eneste der begrænser hans magt er ‘min egen moral. Mit eget sind. Det er det eneste, der kan stoppe mig.’

Det er den verden, vi lever i.

Det er Trump selv, der siger det.”

 

Blandt flere kommentarer til dette opslag kommer Henrik Olsen med en kommentar på sine egne vegne:

”du beskriver korrekt den virkelighed, vi står i.

Det er den verden, vi lever i.

Men netop derfor er det afgørende, at vi ikke reagerer på Donald Trump ud fra, hvordan vi mener, verden burde fungere – men ud fra, hvordan han faktisk tænker og handler. Det har manglet i den grad fra regeringens side af.

Trump opererer ikke inden for klassisk international politik.

Han tænker ikke i folkeret, normer eller multilaterale spilleregler.

Han tænker i styrke, kontrol, ejerskab og psykologisk dominans.

Når Trump siger, at han vil have Grønland “på den ene eller den anden måde”, er det et presmiddel – ikke nødvendigvis en konkret plan.

Når han kobler Grønland og NATO, er det et forhandlingsgreb – ikke et opgør med alliancen.

Når han siger, at international lov ikke begrænser ham, er det et signal om, hvordan han tester modparter.

Et dansk modtræk må derfor være strategisk – ikke moralsk.

For det første skal man åbent anerkende USA’s sikkerhedsinteresser i Arktis. Ikke som eftergivenhed, men som signal om, at Danmark forstår spillet og ikke er naiv.

Manglende anerkendelse bliver hos Trump opfattet som svaghed.

For det andet skal man forstå, at Trumps fokus på “ejerskab” ikke handler om juridisk suverænitet, men om reel kontrol.

USA ønsker militær adgang, strategisk dominans og udelukkelse af Rusland og Kina i Arktis. Det kan leveres gennem samarbejde – uden at Grønland skifter hænder.

For det tredje skal NATO bruges som styrkeargument, ikke som moralsk løftestang.

Trump reagerer ikke på traktater, men på magtbalance. Argumentet skal være, at et samlet NATO styrker USA’s position i Arktis – og at splittelse gavner rivalerne.

For det fjerde skal der sættes en klar og urokkelig grænse: Grønland er ikke til salg. Punktum. Ingen lange forklaringer, ingen undskyldninger.

Trump tester altid grænser. Uklarhed inviterer til pres.

For det femte bør Danmark aktivt trække Canada ind som medspiller.

Canada deler både arktiske interesser, NATO-medlemskab og bekymring for russisk og kinesisk indflydelse.

Et tydeligt trepartssamarbejde mellem USA, Canada og Danmark flytter dynamikken væk fra en bilateral konflikt og ind i en fælles sikkerhedsramme, som Trump har lettere ved at acceptere.

For det sjette skal al offentlig moralsk forargelse undgås.

Når Trump selv siger, at international lov ikke begrænser ham, er det politisk meningsløst at gøre netop det til hovedargument. Det virker modsat hensigten.

For det syvende er det afgørende, at Danmark reagerer uden dramatik.

Panik og store ord eskalerer. Ro, forudsigelighed og institutionel tyngde dæmper. Trump presser hårdest dér, hvor han fornemmer frygt.

Og endelig bør Danmark tage et internt ansvar: Selvstyreloven skal op til revision.

I den sikkerhedspolitiske virkelighed, vi står i, er det uansvarligt at føre en åben diskussion om grønlandsk selvstændighed. De nationalistiske grønlandske politikere må tage det med ro i en årrække.

Al snak om løsrivelse bør parkeres, mens presset fra USA er så massivt.

Det er ikke en verden, man behøver at kunne lide.

Men det er den verden, vi lever i.

Og i den verden vinder man ikke ved at have ret –

men ved at forstå spillet bedre end den, der spiller hårdest og indtil videre har regeringen ikke forstået spillet i forhold til Trump.”

Til denne kommentar skriver jeg følgende kommentar:

”og tilføjes til den efter min mening helt korrekte liste af de rigtige tiltag og reaktioner at gøre : De danske politikere skal sætte handling bag ord, når de lover amerikanerne at øge beskyttelsen af Arktisk. Som et minimum skal der, såfremt inuitterne også finder det rigtigt, installeres et antal soldater og isenkram, der svarer til den mængde amerikanerne har ladet sive bort fra landet.”


Monday, 23 April 2007

AFR (Vl)

Når Morten Hartz Kaplers i forteksten til sin film AFR - i sandhed en utrolig løgn anbringer to citater af statsminister Anders Fogh Rasmussen, hvoraf det i det ene fra 30. oktober 2005 siges, at "det handler helt grundlæggende om, at oplyste og frie samfund kommer længere end uoplyste og ufrie samfund, netop fordi nogle tør provokere og kritisere autoriteter, hvad enten det er politiske eller religiøse autoriteter." Så er det ikke kun tyk ironi. Citaterne er velanbragte, idet de på den mest præcise måde understreger hele filmens bærende idé om brændende lidenskab mellem en undergrundsaktivist og en borgerlig statsminister. Med citaterne som grundlag kan man med rette sige, at begge har - eller får - samme livsmål. Ironien kommer imidlertid i første omgang imellem, idet vi som publikum véd, at selvsamme statsminister, der har udtalt sig om provokation og kritik som grundlag for sand, progressiv samfundsudvikling, om middelklassens kritik af og protest over forringelserne på børneinstitutions-området udtaler, at det jo bare er "en flok socialistiske ballademagere". Foghs divergerende udtalelser bliver fuldstændig tømt for al mening, når de således stilles op ved siden af hinanden. Som Carsten Jensen så vittigt skriver i sin anmeldelse af AFR i EKKO: "Hvis man sendte et helt hold af sprogforskere ind i statsministerens taler på jagt efter mening, ville de komme tilbage med samme resultat som FN's våbeninspektører, da de blev sendt ind i Irak for at lede efter masseødelæggelsesvåben. De ville intet og ingenting finde." At en statsleder kan slippe afsted med at tømme sproget så grundigt for indhold, kan kun ske, fordi tilværelsen efterhånden blot består af seperate situationer. Den historiske bevidsthed er hudløst udleveret til mediernes øjebliksbillede. ... Det situationsbestemte fandt imidlertid allerede for over fem årtier siden sit indtog i kunsten. Men det var før det fatale tab af almen historisk bevidsthed. Da havde den endnu nogen kraft. Situationisternes manifest ligger således udemærket i tråd med eller er sågar situationsbillede af vore dages fredløse fra Ungdomshuset, samtidig med at det passer overens med statsministerens eminente statement om provokation og kritik som en absolut nødvendig forudsætning for udvikling af frie, oplyste samfund. Således skriver situationisten Asger Jorn f.eks. i værket 'Held & hasard' fra 1952, at "når en samfundsform eller -ramme begynder at blive for snæver til at kunne anvende de kræfter, den har produceret, begynder der at flyve løsrevet ubrugelig energi rundt i samfundslegemet, en energi, der har karakter af ren sanselighed eller natur. Denne energi forsøger samfundsorganismen først at destruere, men kan muligvis ikke destruere i forhold til sin egen produktion. Overproduktionen af energi vokser og begynder at sprænge og nedbryde samfundsstrukturen som et indestængt raseri, et anarki, en nihilisme, som samtidigt søger mod sin form, sin natur, søger ophævelsen af sin egen tilstand af unødvendighed, løsrevethed og anarki. Dette er fornyelsens begynderstadium". Ja, det er det. Og det er det også i dag. ...

Wednesday, 18 April 2007

AFR (lV)

Det lader til, jeg skal have fat i nr. 37 af magasinet Ekko. Foreløbig kan jeg så orientere mig ud fra en kort artikel bragt i Information i dag under overskriften En fosforbombe af kærlighed. Det er forfatteren Carsten Jensen, der har skrevet en ovenud begejstret anmeldelse af filmen AFR. Jeg citerer fra Informations Lars Borkings resume af Carsten Jensens ord: "AFR er den største tillidserklæring, statsministeren kommer til at modtage i sit 'kuldslåede, kalkulerede liv'. Det er overrumplende og genialt, når instruktøren tror på statsministerens ord og lader ham tage konsekvensen af dem." Så megen ros til selve teknikken i filmen, som jo allerede har fået en del foromtale. Men Borkings Jensen-resume går videre: "I filmen bliver Anders Fogh til det nye årtusindes Gandhi, der med kærlighe(d)sforholdet til sin unge ven bryder igennem og på et politisk plan slås for nødstedte og fattige mennesker." Nå, da-da-da DADA! Og så bliver Borkings gennemgang mere hårdkogt, idet artiklen her går over i et rent Jensen citat: "På den blideste, mest underfundige måde gør Morten Hartz Kaplers opmærksom på det oversete forhold, at Anders Fogh Rasmussen nok er den mand i Danmarkshistorien, der egenhændigt har gjort den største indsats for at gøre det danske sprog meningsløst." Sådan; det kan se ud til, der lige godt er en grund til, at filmen allerede har høstet en pris. Jeg glæder mig ærlig talt mere og mere til at se filmen. & læse Carsten Jensens anmeldelse i fuld længde.