Epsteinmaskinen

Når epsteinfilerne nu i øjeblikket i stort antal frigives til offentlighedens beskuelse, så vil det i første omgang ramme prominente, men for de centrale kræfter bag epstein-maskinen, periferer personer. At være en perifer person i epstein-maskinens greb betyder ikke, at man ikke har haft en (potentiel) rolle at spille. Der tegner sig et helt tydeligt billede af, at alle med (potentiel) magt har været interessante objekter for det projekt, som epstein-maskinen var og stadig er. 

Her er det vigtigt at holde sig for øje, at medieverdenen langt hen ad vejen kan være mere eller mindre kontrolleret fra samme maskinrum. Når der nu bringes prominente personer frem på offerbænken, så er der i pressen fokus på at udskamme, udstille og lægge afstand til disse mennesker. Imens de vidneudsagn, der jo faktisk er fra de virkelige ofre, de mennesker, der som børn i alle aldre er blevet handlet, misbrugt (og dræbt), står langt bag i mediebilledet.

Den maskine, der er tale om, er ikke bare et nymodens fænomen; der er tale om en kannibalistisk ofringskult, der bekender sig til gamle riter som de, der kendes fra Baal, Belzebub og Moloch dyrkelse.

Denne kult går ikke til grunde, fordi nogle af dens afpressede statister ofres. Det er udvendig stafage. Den dag seriøse journalister og seriøse, moralsk ansvarlige dagblade tager fat om det centrale maskinrum i denne kult, så bliver det virkeligt farligt og først der vil den virkelige og endelige udfrielse fra denne for jordkloden gamle bærme kunne finde sted ved at menneskeheden endelig finder ud af og beslutter sig for, at det er en anden herre end de ovenfor nævnte hver enkelt ønsker at tjene. Nemlig den med jordkloden forenede Kristus.

 

Apolonia Sokol vs. Karen Blixen og Niels Frank

 

Dokumentarfilmen Apolonia Apolonia er filmet gennem 13 år af Apolonia Sokols liv. Filmen dokumenterer, hvordan glidningen hen mod at sælge sin sjæl til gengæld for berømmelse kan foregå. Hvor svært det er at bremse op i den proces, når først den første 'pagt' er indgået. Hvilke omkostninger tidens jag efter udelukkende egen selvtilfredstillelse og berømmelse har.

Filmen dokumenterer, at det har omkostninger at indgå en pagt med den industrialiserede brug af menneskesjæle.

Men filmen dokumenterer også på samme tid, at det kan have lige så høje og smertefulde omkostninger, hvad enten man står i en pagt eller ikke.

Filmen rejser derfor spørgsmålet om menneskets skæbne. Hvordan menneskelig egoisme kan rette sig både indad mod familien som en i filmens tilfælde livstruende begivenhed og ud af familien som et brud med den æstetik, man stående på slægtens ryg - ellers ville kunne udfolde.

Undervejs i filmen morer Apolonia sig over, at de, der skal vurdere hendes afslutningsopgave på akademiet, interesserer sig mere for hendes personlighed end for hendes malerier. Noget der står i skærende kontrast til den kommercielle interesse hun møder, da hun senere drager fra Paris til New York, hvor der er mere interesse for, hvor mange døde malerier hun kan male - end for hendes personlighed og malerierne som udtryk for noget besjælet. Man ser godt nok, at det besjælede er fraværende, at malerierne fremstiller sjælenes snehvidetilstand, men godtager at det er sådan, når blot der kan produceres den ønskede mængde af død.
Apolonias læremester på maleskolen i Paris ser dødsprocessen netop som en proces, en fase og et udtryk, som han genkender som tidens tegn og dermed som trivielt og almindeligt, imens han ser på de malerier, som Apolonia malede før hun startede på akademiet, som noget han aldrig har set før. Og disse malerier, som tydeligvis tager et alvorstag med Apolonias besjælede slægtsrødder i de russiske aner, er rigtignok hjertegribende smukke og sande. Disse malerier er gennemarbejdede og fulde af sjælfulde og nærmest hemmelighedsfulde og poetiske detaljer. Denne poesi, som hun giver dødsstødet for at forsøge at opfylde omverdenens forventninger, går i første omgang tabt og om det vil komme tilbage for fuld blus er uvist, meget uvist. En pendant til denne livsproces ser jeg i digteren Niels Frank, blot med et andet udtryk. Hvor Niels Frank forlader poesien, fordi den med hans egne ord er løbet ud af ham, prøver han netop ikke at opfylde omverdensforventninger, men arbejder efter de to første poetiske udgivelser på at give omverdenen  og kunstverdenen  fingeren gennem en mere aggressiv og apoetisk tilgang til litteraturen og dermed kunsten. Apolonia Apolonia viser en personlighed, der gennemgår samme proces, men som dog i filmens slutning viser en form for belivet tilnærmelse til sit udgangspunkt. Jeg kan kun ønske for Sokol, at hun når fuldblown tilbage til dette udgangspunkt - nu på et højere spiralniveau.

For Apolonia Sokol når nemlig lige akkurat at give den industrialiserede udsugning af menneskesjælen fingeren på både konkret og symbolsk facon. Når man giver djævelen en lillefinger, så tager han hele armen, siger man – om Apolonia nåede at trække lillefingeren helt til sig, er den undren eller det spørgsmål, som filmen Apolonia Apolonia levner sit publikum.

At filmen der ud over også har temaer, der berører helt andre aspekter ved det at være menneske, vil jeg blot nævne, for at den interesserede kan vide, at der er mere at komme efter, end hvad jeg her sætter fokus på.

En person, der i dansk kontekst mere tydeligt giver den hele armen i djævelsk forstand, er tilfældet Karen Blixen. At give sin sjæl væk for berømmelse - er ikke noget som bare kan affejes som pjat. Det er en virkelig eksisterende realitet.

En sådan realitet i skandinavisk kontekst er som sagt ganske nøje beskrevet fra mange sider - og ikke mindst fra fænomenet selv. Ud over sin egen skrifts belysning af temaet - står vidnesbyrd fra professor Aage Henriksen, digter og miljøforkæmper Thorkild Bjørnvig - samt ikke mindst Aage Henriksens søn Morten Henriksen, der i både film og litterært har behandlet og belyst, hvilke ofre og tragedier det medfører, at sælge sin sjæl til det onde - til gengæld for sin egen berømmelse.

I følgende artikel skrevet af Mikkel Vigilius behandles med et kristent blik både fænomenet Blixen og efterfølgende popstjernernes aktuelle besværgelser: HER.

:::

 

Fred mellem mennesker, grupper og nationer 

er en trussel mod dem, 

der skal forestille at have magten.

 

A Cure For Wellness

 

Anti-moralen i filmen A cure for wellness er, at når et menneske med en af magthaverne indbildt sygdom rejser sig op og siger til alle de andre mennesker med en af magthaverne indbildt sygdom - at de ikke er syge, at det er noget, som de bliver bildt ind, så vil de ikke rejse sig op mod magthaverne, men rejse sig op og vende sig imod den revolterende for at tilintetgøre vedkommende.

 

Hvem der regerer i Danmark:

 

"Derudover mødtes vi jo ca. en gang om måneden til statsråd, da vi sad i regering. Det foregår på den måde, at ministrene læser de lovforslag op, som de ønsker at fremsætte for Folketinget og beder om Hendes Majestæts tilladelse til dette, hvorefter hun skriver dem under og vi derefter kan fremsætte dem. For som det hedder i Grundloven: "Den lovgivende magt er hos kongen og folketinget i forening". Og derfor kan ingen lov blive gældende, hvis ikke Hendes Majestæt har godkendt den.

Mange danskere tror, at Dronningen ikke har politisk magt i Danmark. Sandheden er mere, at hun ikke bruger den magt, som Grundloven stadig giver hende men i stedet blot følger Folketingets vilje. For det er jo fortsat Dronningen, som udskriver valg, udpeger regeringen og bestemmer om lovene skal træde i kraft, og der er der potentielt ganske meget magt i." 

Rasmus Jarlov på sin facebook væg i forbindelse med Dronning Margrethes 50 års jubilæum.

Kontrol stavet bagfra

 

Man kan ikke kontrollere en virus med et pas, 

men man kan kontrollere en befolkning.

 

 

Elementært om socialisme, socialliberalisme, liberalisme og anarkisme:

 

”Spekulation i profit er ikke problemet.

Magt over andre og tvang er problemet.

Socialisme er problemet.”

Magt over andre og tvang foregår i alle højeste grad også i højre orienterede regimer.

 

”i så fald er der ikke tale om et højreorienteret styre.

Men stadig et tvangskollektivistisk regime. Og derned venstresocialistisk.”

 

Den styrende elite er totalt lige glade med om et styre er det ene eller det andet, så længe det kan styres igennem indgydelse af frygt i befolkningen.

”nu er alle styrer bare baseret på tvangskollektivisme, hvorfor ethvert styre altid vil være socialistisk.

Det modsatte af tvangskollektivisme er individualisme, hvor man hylder friheden og det enkelte individ.

Et styre kan derfor ikke eksistere i et liberalt samfund.”

"nu er alle styrer bare baseret på tvangskollektivisme, hvorfor ethvert styre altid vil være socialistisk.

Det modsatte af tvangskollektivisme er individualisme, hvor man hylder friheden og det enkelte individ."

Ja, i den ganske vist sort/hvide generalisering, der i er vi enige. Det er en kendsgerning.

"Et styre kan derfor ikke eksistere i et liberalt samfund".

Er imidlertid ikke den logiske følgeslutning af det foranstående, som det ellers lader til syne. Uden nogen som helst styreform taler vi ikke liberalisme men anarkisme. Hvis vi vil hylde frihed og det enkelte individ, så er vi også nød til at sørge for, at det enkelte individs frihedsrettigheder respekteres. Der til behøves der, som menneskehedens nuværende stade er beskaffent, både forfatningsdomstole, domstole og politi. Ligesom vi behøver en overordnet international domstol for samme anliggender. Disse instanser fungerer næppe uden under både regulering og styring.

Sygdom som alibi for fascisme

 

Regeringen har med sit revideringsforslag til epidemiloven ophøjet og personliggjort begrebet 'sygdom' med udtrykket:

SAMFUNDSKRITISK SYGDOM.

Det er nu en sygdom, der er samfundskritisk. For underlagt den nye epidemilovs magtstruktur og udskamningskultur bliver det nok ikke længere muligt for mennesker at være det.

I socialdemokraternes verdensbillede findes der ikke længere samfundskritiske borgere. Disse antager man nemlig elimineret ved hjælp af frygt, udskamning og tvang. I stedet har man indsat begrebet "samfundskritisk sygdom". Nu er det en sygdom at være samfundskritisk og dét er sygdommen, vi alle skal bekæmpe, for det er en sygdom at være samfundskritisk.