:::

 

Haren stirrer gennem en lille glug

i sikkerhed under sneen

lige vågnet og straks mimrende

bønfalder saftstigningen.

Haren vugger måner i sig

som var den ophængte

lagener til tørrer med fastfrosne klemmer

mere stille end vinden selv.

Figentræets stramtsvulne knopper

spurvene gør hvide

står næppe kranset af vandskud.

Dværgfyren bøjer sine nåle

for frossen dug

kaffegrums venter på ormenes mod

som haren på gårdspladsens kløver.

Og nu springer den fremad

som en pirat i sit tov

ombord med verdens mindste par krykker.

Stopper kun op

for at sluge vitaminpiller

fra verdens anden ende.