:::

Lav forsvinder ikke så let

langsomt breder det sig ud til alle sider

selv fra dybe sprækker lyser det op

i kølige kredse

kysser det sten og klipper

ru arme i oprette mundinger

samler på hvert fnug

de forkølede fnoks

farvede af aftenrøden

hager sig fast med stor, 

kirkeklokkeringende tysthed

til halerne der langsomt forsvinder

hejst op som scenetæpper

gennem den stejle skakt.