:::

 

Som om vi fastspændt diede

svøbt ind i uld og ulveskind

stod grottens modermur i fuld resonans

lullet i søvn af nattens sange

løb vi ud befølt af klippenæver.

Forgiftet af Herodesbajer

så dødskrystaller nytårsfælden klappe

hver celle begyndte straks at lyse

i raketfart helt strakt ud

mod himlens dunkle rum.

Se hver gang endnu en stjerne funkler

på sjælens bomuldsbløde kort

vippet fri med æselørers palmegrene

fra tunnellerne 

Kyklopen holdt os fanget i.