Alle vores ønsker blæser
syltede gennem hullede sokker
kul efter kul af knirkende links
videregiver tanker;
tusinde tossede tons
af politisk korrekte normer
kysser overvågningskameraerne.
Lige så højt du bygger
lige så dybt graver du din grav.
Indsmeltede pest
i hvide hatte af skum
viser floden krum.
.
Det vil være den specielle service
hjælpens endestykker oversat til kefir
det drejende emne om kætterens rem
øsken i ækvator set i frøperspektiv
mens kloden begynder sin evighedsspaltning.
Fagotten giver os sin blide dominans
tirsdag i tæt slynget es
med grønne navne
nævner nogens udlændingefar
tidevandet
og den store mirakelfisk
på øens ellers nøgne minebinderstrand.
Jeg ligger her
i et nu der øges
i indisk skræk
en smerte inde i øret
et hæsligt år af fnug
få det ud af jordens em
en rude ind til
dagens slutning
at rejse sig
på grund af
overjordisk skønhed.
Nej, recepten er ikke Nemesis
eller et bofællesskab af løbebånd
de samme fejl lægger Furesøen safranskyldig
bådenes blodrøde ræling
stryger bløde muler mod den grønne brink
solkyssede floder er pladens rille
et nys fyldt med violette pindsvin
triller som strubernes fuglesang
i en kælder fuld af tårer
bæres svaner bort på bårer
og en stråles banken
vejrbidt sækkeløb
løfter suppen
hopper fra hver voldgrav
alle kys rystet med honnør
er en filtet kulstang væske
førerbunkeren er ristet
helt op i kip strækkes sokken om en stork.
Tomt kommer de frem skulder ved skulder
kun lige nøjagtigt festglade
uønskede måbningers o-munde lukkede
lykkeligt glade og sammenbidte
med urbegær buret inde i ordene
nede i døgnrytmen bliver de ført rundt
i amerikanerøser
men læberne klæber nationalhymnen fast til skammekrogen
moppekulturen mopper Lolitatsunami
dukkekøleren overlever din døvhed
dukkekøleren gør dig darlingdøv
cykluslykkelige dybthavskøler
så februar forladt
tanker moderen dig op med sejr.
Nede under havoverfladen svømmer hvalerne
med hjerter store som dukkehuse;
hen til den hemmelige rede
næsten i en lige linies
sammenvævede fuglestemmer
går deres grammofonhud
ret gennem åndehullet med stor kraft.
Førerhunden åbner
dåsen og dåserne og døden
får motorstop
og daler fra karme og sprækker
og spredes som dufte
gennem myggenet.
Dåseøl og søvndøgn dømt som sovetryner
drysser dafniejulens blege skær
ned over sneen.
Tomme sømmåtter
er nu din læsesal.
Spøgelsesbilisterne har taget fri.
Det eneste du aldrig mistede
og som du havde med dig
lige fra starten
var din kynisme
det, som kun den
der har oplevet
at blive aborteret
rigtig kender
og har som sin eneste
drivkraft.
Jeg vil have alle bogstaver med
også selvom de ikke kommer
i den orden du finder interessant.
Bjerget bjerger kun sig selv.
Lav og stille er bracycardien
du ligger foldet i
egetræets første kryds
skåret med en blondekniv
naren i sin skemaret
får røffel for sin flomme
stort er februarlampens skær i hvalens bug
knojernsregnen hamrer fortsat løs
som at pisse i en rhododendronskov.
Kroppen er ikke bare en rumdragt;
den er også et tempel for åndens lys
eller drømmenes dyriske mørke.
