Der var fredag aftens show
danskheden blev trukket frem
nu skulle danskheden slagtes
danskheden blev stemt hjem
danskheden sang falsk
det tostemmige røg ud
af hver sin forkert indstillede beatbox
danskheden var det ikke eksisterende dumme svin
der som en pint og plaget underdog rotte
røg ud af øjenkrogene
som forstøvede krokodilletårer
danskheden var så fint
og samtidig bombastisk til
stede
danskheden gik med skrårem og seler
som et spøgelse gennem lokalet
som et frisk pust over landet
danskheden blev stemt hjem
den fik ben at gå på
den strakte arm for de udsendte soldater
den var Askepots vrælende søstre
danskheden var international
du så den på lur i hvert hjem i den ganske verden
danskheden tog det hele til sig
og svulmede og voksede
danskheden var stemt hjem
og stod forvandlet tilbage i sin smukkeste klang
adopteret fra alle steder i universet.
No comments:
Post a Comment