Monday, 30 March 2026

Den nat du elskede mig

 


Den nat du elskede mig for første gang

sitrede du med en saks gennem din t-shirt

selv skyerne skælvede så meget som skumringen

Lukas Evangeliet sov 

ved siden af luften og lyset helt tæt på

livet syntes at gå ind

det var en læges fjerne fødselsdag 

og du sagde hov og ville sove dine spørgsmål 

havnens skibe føltes 

som tyve på et tango dansegulv

byen red nøgen og rød over dine læber 

byen binglede os 

som skitser i et rosenbed kvalt af efeu

rusens blod og tis

kuglernes måde at spille lut

var vand foldet til rene pensler af uskyld

vi trak striber af sandpapir gennem vores badekar

og lavede bobler som en saftig bøn

vi lå på skråningen neden for 

Risskovs Psykiatriske Afdeling

og modellerede med fingrene 

bølger på havets skum.


Den nat du elskede mig for sidste gang

løb alle englene hen for at se din stumhed

skyerne drev som grå sko ud af mørket

det var en læges fjerne dødsdag

Lukas Evangeliet sov og du lyttede helt tæt på

til en gentagen remse for alle år

livet føltes i viljen som hove der sopper i intetheden

skibe gled som filmstrimler over himlen

dine ben nød ufrivilligt hele turen

helt tæt på var tempoet 

som en bevægelse gennem tungt vand

roserne kom sørgende men stadigt fromme 

op over vinduesrammen

for at beskytte dråberne af tis

kuglerne bar høsten gennem bly

løvet hang hen over det femte barns mund

vi lå og var såler nogen havde slidt silkebløde.


Den nat 

du elskede mig 

for sidste gang

var den nat 

du elskede mig 

for første gang.











 



No comments: