Om skovflåt:

Skovflåten siges i visse tilfælde blandt andet at kunne bevirke centraleuropæisk hjernebetændelse hos mennesker, hvilket skal være sket her i landet i 2009. Skovflåter synes at være blevet mere og mere interesseret i at suge blod på mennesker. Imidlertid har det lille kræ og mennesket øjensynlig levet side om side lige så længe, der har levet mennesker på kloden.

Men hvorfor er det først blevet et problem de senere år. Jeg erindrer ikke et eneste tilfælde fra min barndom, hvor skovflåter sugede sig fast på mennesker, imens det nu om dage og de sidste tyve år er noget der sker meget ofte. Det angives at stigningen i flåt forekomsten skyldes en fordobling af rådyrbestanden over de sidste ti år. Men dette forklarer jo ikke, hvorfor flåtbid mig bekendt overhovedet ikke forekom på mennesker her i Midtjylland for halvtreds år siden.

Da jeg var barn boede jeg midt i totalt fredet natur med masser af råvildt og harer.

Her i Midtjylland begyndte flåterne at bide så småt på mennesker i 70'erne; men der hvor jeg boede i 60'erne var der intet som helst om flåtbid på mennesker.

Har også læst på nettet, at flåter har været hverdag for folk på Bornholm i mindst halvtreds år, og at skovarbejderne har opnået en vis grad af immunitet overfor centraleuropæisk hjernebetændelse. Spørgsmålet er så, hvorfor udviklingen på Bornholm er så forskellig fra resten af landet. Har der for halvtreds år siden været betydeligt større rådyr bestande på Bornholm. (Men altså igen - jeg så mindst lige så mange rådyr på min barndomsegn, som jeg gør nu - og jeg bor stadig i nogenlunde samme område, så der er et eller andet, der ikke stemmer- i forhold til, at jeg overhovedet ikke har kendskab til ét eneste flåtbid op gennem tresserne).

Det kan jo ikke udelukkes at forholdet skyldes mutationer eller i det mindste ændrede svedlugte hos mennesker frem for hos flåterne.

Hvorfor oplevedes der tidligere ikke flåtbid overhovedet, men mange nu? (At rådyrbestanden er fordoblet - er givet som én forklaring - flere rådyr = flere flåter --- men det forklarer jo ikke hvorfor der for et halvt århundrede siden slet ikke forekom flåtbid (ihvertfald her i Midtjylland).

Før i tiden kunne vi jo gå timevis i skoven uden at møde andre sjæle end dyrenes; mødte jeg med års mellemrum en stor gruppe mennesker i skoven, så fór tanken jo uværgeligt igennem én, hvad pokker laver de mennesker i "vores" skov.

Vi fik hund i 1967, og der var aldrig en eneste flåt på den og heller ikke på nogen af os. Hunden fik en hvalp, og ud over den fik vi endnu en hund, og ingen af disse blev hjemsøgt af flåter, men med den fjerde hund, som vi fik, begyndte der at være flåter, men først i 90'erne begyndte flåterne også tilmed at bide på os. Flåterne begyndte først at optræde, da der var kommet mange får ude fra til området for at afgræsse de fredede arealer. Der havde før den tid også været nogle få lokale får. Men det var først med de ude fra kommende får, at jeg bemærkede, hvordan får kan være fuldstændig invaderet af de blodsugende kræ.

Men at flåtbid skulle være farligt, blev vi først bevidste om med Mimi Stilling Jakobsens ansigtslammelse.

Imellemtiden har jeg fået underretning om, at en jeg kender, som bor her på egnen, oplevede de første flåtbid i 70'erne. Men denne har også en oplevelse af at forekomsten er øget, ja, på det seneste eksploderet.

Op gennem 90'erne og i 00'erne blev jeg i stigende grad bidt af flåter; og ofte var området omkring bidet helt rødt. Jeg husker én gang, hvor jeg ringede til lægen, fordi det røde område var blevet sådan femkrone stort, og lægen sagde, at jeg kunne komme ind og få en sprøjte med antibiotika, eller jeg kunne se tiden lidt an, om området øgedes. Jeg valgte det sidste og det gik heldigvis langsomt i sig selv igen.

Essensen af den film her er egentlig, at det er adskillelse og individualisme som forårsager opblomstringen af den nævnte bakteries spredning til og inkorporation i mennesker.

Her er imidlertid et noget andet perspektiv på, hvordan det kan være at skovflåter er gået hen og blevet til så stor gene: [opdatering af 26.07.19]: statslig spredning af borrelia 

At noget er invasivt, er for mig ikke et argument for at det så absolut skal udrydes. Der var jo også områder med Bjørneklo, da jeg var barn her i dk, vi legede tit imellem dem, rørte ved dem og skar i dem, vel, jeg er ellers tyndhudet nok, og har også fået eksem af f.eks. Bjørnespinder (natsværmerlarve), måske har jeg været varsom mht til Bjørneklo, og har undgået at få saft på mig, det husker jeg ikke så nøje. Synes så her så mange år efter, at planten ikke udgør en størere population, end det forekommer mig, at den gjorde i min barndom. Hvor længe skal noget have været her i landet for stadigt at kunne betragtes som invasivt? Jeg skal ikke underkende, at planten kan være stærkt allergi fremkaldende for visse personer. Men det er der en del planter og dyr i den danske natur, der er. Har f.eks. ved selvsyn erfaret virkningerne af et hugorme- eller flåt-bid. Det tredje argument om at den breder sig så voldsomt, at andre planter bliver udrydet - tja, men i kulturlandskabet har vi jo udbredt adskillige afgrøder, vi lader vokse på en sådan måde, at intet andet har mange eller gode muligheder. Og også andre vilde planter end Bjørneklo breder sig på en sådan måde, at de dominerer på det sted, de står, dette gælder f.eks. Tordenskræppe eller Pestilens-urt, som den også kaldes, men den regnes åbenbart ikke for invasiv mere. Det tætte dække sådanne planter yder er iøvrigt til gavn for stålorme, snoge, salamandre, frøer og den slags. Jo, jeg har naturligvis set forholdvis store mono-kulture af Bjørneklo, men jeg har også set det modsatte: da det her hysteri med at den danske natur er så og så truet af Bjørneklo-invasion begyndte, havde jeg allerede af medicinske årsager bragt to forskellige typer af Tordenskræppe (en europæisk og en japansk) som jeg havde fundet her i Midtjylland - ind i min have, tordenskræpperne udviklede sig over en ti-årig periode ret voldsomt, den europæiske tordenskræppe invaderede i pæn grad en nabo-grund, jeg senere forpagtede, imens den japanske udbredte sig meget langsommere; så besluttede jeg ligeledes af medincinsk interesse at implantere Bjørneklo, jeg gravede et eksemplar op, og omplantede det til min have - et andet sted end tordenskræpperne, men næsten klods op af den formation af Kvan, som jeg havde fremavlet fra frø; de følgende år bredte Bjørnekloen sig ikke, der vedblev kun at være den ene plante, imens både Kvan og som allerede nævnt ISÆR Tordenskræppe fortsat formerede sig i kaskader. Til sidst endte det med, at den enlige Bjørneklo efter en vinter - slet ikke kom igen. Siden da har jeg ikke observeret Bjørneklo på nævnte parcel eller ude i det omgivende vilde land.