Jeg bider et isnende fis i hyldens beske bark 

det falder over mit mæle 

jeg putter en goples vældige tysthed 

sølvglinsende gennem mit hår 

en flod af muldens sange 

ånder sine fulde tonearter 

bag de uudsprungne knopper 

jeg bevæger stemmen 

   og stemmen bevæges af en tone 

jeg skræller et isbjerg for november 

jeg ridser i stemmen for at starte en fødsel 

og sådan startes uforståelige bevægelser 

jeg berører stemmens ru landskab 

jeg taler og tæller til tyve 

en isnen vælder lodret gennem kraniet 

hvorfor viser hun sig først nu? 

Jeg befinder mig 

   indeni bevægelse og atter bevægelse 

som kun en mistet stemme rigtig forstår 

jeg kan næppe die endnu flere væsener 

mærker jo hvordan jeg er det vældende 

jeg bider i hvælvingen og hvælvingen raller 

og bevæger det vældende 

jeg kærtegner nedbøren og ser ligfølget der nede 

kan jeg virkeligt åbne denne isnen, 

                      som drypper så hæftigt nu? 

Jeg skræller disen 

   og piller en goples tråde ud af mit hår 

jeg æder vældige, aktive stemmer 

for hvem stemmen er egeløv og stilhed 

jeg ser det skride 

og kan åbne fostertilstanden 

og nå mørkets halvø 

jeg er alle væsener lige nu 

jeg kradser et rum af vældig ro 

jeg bevæger stemmens stemme 

parat til at være røntgenfotograferet 

jeg tager lys ind, som jeg gider åbne for ånderne 

jeg øser kys ud over hvert fæ 

vingerne klaprer i lindetræerne 

duften er lysets tømmer 

på ny går det amok 

et tag af dufte og nærvær 

kommer og vil åbne sig nu.