Du lukkes i ryggen hjertefanget
lige før det sidste hug
skygger flyder i riller
og foregiver sundhed ved at summe
så vildt tilgiveligt.
Vores nød er floder
floder, der har fat i ånder
selvom solen gav os følelsen og synet
rakt ud over enkle døgn.
Kilder rækker ud hvor synet skrider
månen ruger stadig over regn
elven tøver i sin gus så ganske kirkefødt.
Sølvstrå er tårnets rum
her går floder sig døve
og rene står de nu og sover
her hvor tenen venter.
Tællehuller sniger skygger ud af
tudsens bulne fjæs
og vokser sig væk i rug
halve stemmer omfavner verden
vi gror regnfødte op over marken
og suger hove af haners gal.
Sådan må vi tie i ældede novemberstole
for vi vågner først når vi har redet
gennem natten
på forfædrenes gyngeheste.
No comments:
Post a Comment