Dagen efter haiku
kæntrede mit hus som et skib
med den ene ende
ned i sumpen
det var min skrift
der blev for tung
efter sidste stavelse.
Vandet stod ud for oven
mine fingre strøg gennem rugaksene
da jeg løb alt hvad jeg kunne
ind under de kølende kroner
hvor en stemme hvislede
hvorfor snød du så meget
hvorfor gav du dig til takke?
Dalene gav jeg jo min tydning
og selvom stemmer talte
solen hæst gennem huset
var jeg aldrig før så parat til at skubbe -
floder sprang fra mine drukne dyner
parate til at gennemføre slag
parate til at glide ud af søvn
parate til at slubre
vandets hvirvlende lussing.
No comments:
Post a Comment