Flaskedrengen trækker skeletter gennem halsen
nældefeber er det blæk brevet er skrevet med
rensebåndet trækker skygger ud af muren
den kraftige slinger i fyrretræernes pollensky
sætter sig tørstigt på en algeskov.
Tolvtonepatroner sprutter fra den udslåede arm
vi er for pentatone til at folde syndefaldet sammen
et karneval løber gennem rottekongens flæb
vores kranier er omvendte skåle
til at tygge de bukseløse skyer.
Det, der ligger af høvlede minder
fra hvilke det fosser som antændt døvhed
presset sammen i gustne havsyn
rundt om det muntre ørige,
bliver belyst af de der vogter
disse faldende masser.
Samtlige sfære læser fyrretræernes krogede grænse
ved den yderste øges duften af det sårede sind
dér ligger dit hus lagt køligt af storm
og vogterne koger suppe
af hvert stillestående blik.
I dine øjne ligger sammenkrøllede hvirvler
og snedrivers fugtige aftenbøn
dér ligger forhastelsen
du trak op af din lomme.
Benævnt af fortabelsen
strækker du hånden ud
mod det levende væld.
Det fosser i et stadigt og uafbrudt
lystogt mod dybet.
Den tætte tåge begraver bakkerne
i malede rammer
bulmeurten trækker vores løse ender
op af salmedigterens kiste
gennem almenvældets søvn.
På vores nøgne rygge
sniger gudesønnen verdener beboet af verdener
vores læber læser stumt
alt der bøjer sig ind mod nattens bløde bløde ler.
Og imens læberne langsomt bevæges
sænker en symfoni sine blommer
i den store taktmesters hånd
sneen fremsiger i søvne et tyndere tysh
påkalder på ny sine tyste søjler
der krydser hvert sit dobbeltkøn.
Søsteren læser vores stilhed
søsteren kommer med sin lyre
gennem lysende haver
og åbner øens irgrønne dør
ud til julenattens vemodige sang.
Piletræerne har vendt et gelænder mod husets gavl
snart svæver vindskederne løftet af gæslingefeber
kristuspilen peger mod nord.
Døden før våbnet ånder døden i nakken
med mavesyren printet ud som bon
døden før våbnet er helt ordentligt ladt
døv op til ørerne tysser hver bølge
døv i hvert hule host.
Havfruemorderen er ikke en havgud
med kæmpe fuldskæg
havfruemorderen er tre ansigtsløse skikkelser
hvor af den ene hedder David
og har en Davidsstjerne ridset i panden.
Salamitaktikken om nogen skulle vågne
de berusedes vej synker i en sprække
med de skiveskårne løgkuplers verdensorden
stoppet i kærvens grænsebom
ketoganers bogmærke i vedbendslyngning.
Havfruemorderen er ikke en havgud
med kæmpe fuldskæg
havfruemorderen er tre ansigtsløse skikkelser
hvor af den ene hedder David
og har en Davidsstjerne ridset i panden.
Kys sønnen der rejser nervetræet med kys
rygsøjlers høje løft
kys sønnen der rejser os rhododendron epik
hver celle er et kort til dit overvågningskamera
og kysset er kameraets maskinrum.
Havfruemorderen er ikke en havgud
med kæmpe fuldskæg
havfruemorderen er tre ansigtsløse skikkelser
hvor af den ene hedder David
og har en Davidsstjerne ridset i panden.
Der er en rytme bag de skæve atomer
som holder os flydende i sprudlende kildevæld
der er femfingersøm der spænder oktaven
ud i tungers nervestrenge
lyden af lav der farver himlen og
alle endestationer harpuneret
med bevidsthedens syge syge sørøverhval
luk nu bare dine øjne halvt i på klem
og den ansigtsløse kvinde smiler til dig
som et hestevæddeløb over ordet skraldespandsstativ
de landkort vi bapper på
har skildpaddevinger
lufferne tegner nye operaruter
med flammeravsgyldne coffeinstempler
på novembers helligste dage
koralkor dunker dine øjne
fra sunkne byer du har vundet
blot ved at være til.
Jeg kunne ikke give slip
på det jeg ikke kendte
og alligevel slap det,
som jeg ikke kendte, væk
og da det langt om længe
kom tilbage
kunne jeg ikke genkende det
som noget jeg kendte
jeg kendte det ikke
det var ukendt
men alligevel kendte jeg
det, som jeg ikke kendte
selvom det var sluppet væk
og jeg ellers havde sagt
at man aldrig skulle
at man ikke måtte
give slip på
det, som man endnu ikke kendte
som man næsten lige
var begyndt at kunne kende
og så lærte jeg det at kende
jeg kom til at lære det ukendte at kende
det ukendte
som hele tiden havde været der
og alligevel var sluppet væk
og nu vidste jeg
at jeg skulle give slip
både på det jeg kendte
og på det som jeg aldrig før
vidste, jeg kunne have kendt
men da jeg gav slip på det kendte
blev det kendte
ukendt igen.
Ro er den dovne uafbrudte
dans som løfter højt
de sjove umage sving
før du dør for nogens fødder
mor som glædesstrålende køber
de mange menneskers dufte
og følger syningen søsygt hjem
træt af dagens larm.
Svæveballoner over græssende køer
og du der peger stumt her op
floder under dovne fugle
synet fyldt med optisk støj
føler hvert et sandkorn falde
døvt til jorden for de døde
som dovenskaben nok befrier
ud af halsens pigtråds føde.
Kom blot nærmere stenlavs olding
helt så nær som du kan
med jomfruhåret mod din mave
her er intet søm der nagler
dig til købeglæden
hvilken støj har nogen sinde fået nok
der vælter bælter op som kaktus
fra den kurv vi sidder i.
I søvne læser jeg de dødes skrift
halsen strækkes for hver sætning
eftermælet har sin egen rebus at kysse
søstre løser vores violforvandling
her glider hvaler gennem blå hjælps kvinde
min blomst den står i Edens have
hvor søvnen sier mine tanker fra
så hjertet smager døgnets musik
hvor fornøjet føjer ranke kuffertkæber da
himlens tyttebær til havet
en rebstige af syner vokser
igennem stilken på min sjæleblomst.
De stille skal stadig søge gæstfriheden
i den niarmede lysestage
vores søsyge finder sin ro i.
Den ottende zone sidder på lokum
og tilbeder jeg'et eller egoet
som en lyskreds tapper drømme fra.
De bare fødders kykloptilværelse
risler med glasserede hvalpe-øjne
søer køligt gennem gardinet.
I lyset fra min datters værelse
får piletræerne den allerede beskrevne
midvinterglans.
Træernes grene kommer nærmere
i frostens kirsebærlys
der er et særligt skær
selv månen ikke kan ønske sig
mere klart.
Oblater af en anden årstids blomstring
hænger tæt og uforklarligt
løftet i heliumhulrum
foreviget postkortagtigt og sælsomt
- et menneske vågnet til drøm
naturens rosenbladsbryllup
vintersøvnens vågne genkomst
lige til at ånde ind
som sit eget sjæleblitz
strakt i kronbladefryd.
Hvordan vil du lande dine bare fødder i kornet
spindelvæv strækker oktavprismer
i hvert rebuskys
kærlighedens amfiteater
er køerne til Ø's fertile kyst
jeg-pistoler ridder de elektriske tosser
selv spøgelserne tager sig en enkelt tiltrængt pause.
Meldrøjelyn cementerer søens øje
fra en lang gangbro strækkes lyset gennem november
tråde får de berusede til at vågne
fødslen er allerede gået i gang
bassinet er fyldt til randen
vi går i solen i tusindtallige skare.
Du hører vel også disse fugle flyve gennem øret
den store tegning over stien banet for han som kommer
kysser honningbier på alle læbers kort
kiselfossen griber vores led
endestationen findeler hvert væsens port
ind til alles rum.
Du der nærmer dig i engleskarens salmekor
har flere cirkler end et kuffertbjerg
vi nærmer os, kom
veer er vores betaling
hyacinter holder torskegilde:
vil du venligst lægge din besked her
under mit ansigts tynde hud.
Under masken
at blive forelsket
i hån, spot og ironi
fuldmånen kunne
ikke have fundet
en bedre sol
at lyve sig lys til.
Gør intet træs honning til driver af sand
og saml ikke for tidligt
landkort under de bare fødder
de lykkeliges land
er den sociale norm
kufferter hungrer efter
som enhver senfølge rejser lig sig op fra døden.
Koranydelsen skvulper i de blå sakramenter
bogstavsbølger mere svungne
end solsortens greb om solens sidste stråler
en buttplug af solnedgange
at cirkle svimlende om
med alle de bølger kroppen har syet af hav.
Våben ladet med naftalinlæber
levner de vippende vandrefalke
billet til et fritgivent syn
en sæk fuld af tørrede berberisbær
klumper af myrra og sandeltræs røg
der er intet mere at fortvivles over
tomheden kæntrer i en bøtte mælk.
Den der svømmer ind i hvalen
er sin egen endestations afkom
du hvæsser elfenben med din kødbensenke
de syv hullers syner
holder bryllup i encyklopædien
køen er sit eget ophavs læber
en tinnitustornado falder på knæ
for kuvøsetrompeter
osteklokken slår en kolbøtte
vi drikker astralkaffe af opvaskebaljer
og bapper østerslisten på altanens kertelys
dit ærme er fra dette øjeblik helligt
som læberne selv
læbernes tynde erkendelse af desmerdyr
stikker cirklende reoler slanger
de seniles kroketbuer
lyser op som blotlagte vejsidebomber
ribben trækker isvolde
over kyklopens barselsuge
lopperne springer fra censuren
med sprængte irisstrenge
æblerne regner kentaursøvnen ud
sønnesolen åbner havet
og skyller sin snorken med en konge-eg
snart flyver Balis elefanter
gennem stempelkandens
arbejdspladsvurdering.
Før de syge katte
lod sig tryllebinde
af reformkolosser
og søerne lod sig falde
fra de to tusinde klatter
da Struense tabte masken
så hikkede hovedhår
højt over universets sorte halse
skråremme afskar idiotiens lyksalighed
fra at splintre sine spejle
i mulatvin og hundestejleheste
fæstebønder gled tilbage i sumpen
med munde fulde af opløst lovtekst
de blå øjenbryns fjamsede grin
over ligkisters flammeskæg
blev paraplyer for bødlens hug.
Hvor mange af klodens væsener har mon en fuld klar dags bevidsthed om en for dem bagvedliggende plan. Og kan der på én og samme tid være en plan og ikke en plan. Hvis ikke begge muligheder findes samtidig, hvis kun én af mulighederne findes, så ville det (for mig) være det samme som at sige, at livet er meningsløst. Hvis der er en plan og altså en planlægger som planlægger, hvad jeg og alle andre skabninger skal blive, hvorfor lod denne planlægger så terningerne opfinde. Hvis der derimod ikke er en plan, et sigte eller et mål med at være til, hvorfor lader et lille nyt væsen sig så føde, hvad driver overhovedet en sædcelle til at kæmpe sig vej ud af sit ophav og ind i en hel ny verden - kun med en plan, et sigte og et mål!
Kæmpeporesvamp er en af de trænedbrydende svampe. Det er
ikke en af de svampe, som svampesamlere almindeligvis går efter, når der er
andre mere smagfulde tilstede. Mange synes ikke, at den har nogen særlig smag
af værdi - og da den lever på træstubbe etc kan garvesyre-indholdet også være
forhøjet. MEN der er mindst to gode og væsentlige forhold ved den. Det
grundlæggende er, at den er en poresvamp. Ingen poresvampe i Danmark er
giftige. Men en del er hårde, seje og uspiselige eller smager bare ikke for godt. Den gode ting
ved Kæmpeporesvamp, når den vel at mærke er lys og ung - er konsistensen, den
trævlede konsistens, der kan give tekstur til en ret. En ung Kæmpeporesvamp er
som navnet siger stor og vokser i en klynge, hver svamp har lysende bådformede
bånd af sand-ferskenfarvet variationer på oversiden og har hvide porer på undersiden. Når du trykker på svampen kommer der
mørke plamager, hvor trykket har været, som går fra sodbrun til nærmest sort.
Sådan her forbereder jeg tilberedning af Kæmpeporesvamp.
Svampen skæres i strimler, som koges godt igennem i en gryde. Kogevandet hældes
bort og strimlerne lægger jeg i sød bærsaft i en beholder, som opbevares på køl
natten over.
Der på tages strimlerne op og steges på en varm pande med
planteolie. De steges godt igennem. Så tilsættes et fintsnittet rødløg samt ½
strimlet aubergine og ½ aubergine i tern. Det steges godt igennem til aubergine
og løg er brunede. Så tilsættes en håndfuld tomater + ditto majs. Til slut
tilsætter jeg ganske små ananasstykker og den søde bærsaft, som
svampestrimlerne havde som lage. Det hele får lov at snurre på laveste varme ½
times tid.
Selvom svampestrimlerne har været både gennemkogte og ditto stegte beholder de teksturen, der gør, at der er noget at tygge i på en velbehagelig måde og på en måde, der spiller godt op imod auberginens cremede blødhed.
Jeg har ventet næsten lige så lang tid
som en hund i sin midterste livsblomst
hoveder kappet fra den aller første spæde start
jeg har hvirvlet nedad
med næsten samme normalfart
gennem den nordligste bonsaihave
i Havnefjordens udkant
alle sætninger gennem en imaginær makulator
helt anderledes gyroskopisk
bare for at høre en gammel kælling hvæse
at jeg intet har at gøre
oppe på denne hellige klippe.
Dalsuget fyldes af pseudo afkom
fingerfligede nøgler står i hver sprække
storkenæb kommer for at åbne
de hermetiske alfabeter
hvilket sprog vælter mon bogstaver
ned i massegraves kratre
regnen vil aldrig standse
tudserne i at strømme fra halse
vores læseheste tysser på hændernes larmende syn
fimrehår til at gribe atomer
alle skørter er toldfrie søstre
det læskede kalk bag huset
som et bjerg af hvide pelse
kister er sovsekander for det gyldne fedt
en luksus båret gennem tunneler
Lots geder krydser stien
med våben ingen så
hospitalsmarkens grå stubbe
er kors for mågernes magre nåde.
Havet er graven
for helikopterkorsets hval
og i bølgerne åbner
hvalen sit gab
for at lade dig træde ud
i din lysende skikkelses
blikstille gang.
Én afklæder sig sine smykker
en anden tager dem på
enhver maske savner sit ansigt
før det modtager slaget
fra den ottende zones had.
Kornmarker druknet i hagl
er vores offergave
se kaffen vinker fra kolben
med dynen under sin arm
modertårer tørres op
af jeg ved ikke hvor mange hermetiske bokse.
Det tungeste hjerte i verden
er smertens barn
det tungeste hjerte i verden
er helt uerfaren
med det tungeste hjerte i verden.
Se kaffen vinker fra kolben
i det sammenfoldede køkken
modermørket er kausalt og kuldslået
i luftsikre cirkler
tømmermænd vifter møl i din pengetank.
Det tungeste hjerte i verden
er smertens barn
det tungeste hjerte i verden
er helt uerfaren
med det tungeste hjerte i verden.
Modermørket er kausalt og kuldslået
ret blot vores rebuslys ud
tømmermænd vifter møl i din pengetank
vi køber ønskelys
og planter dem dybt i vinterens mørke.
Det tungeste hjerte i verden
er smertens barn
det tungeste hjerte i verden
er helt uerfaren
med det tungeste hjerte i verden.
Vores vesterlands kurve er solnedgang
i den koldeste rille
paraboler i en pindsvineboble
det samlede samkvem
det triste hjertes hyacint.
Det tungeste hjerte i verden
er smertens barn
det tungeste hjerte i verden
er helt uerfaren
med det tungeste hjerte i verden.
Deres ansigter langs horisonten
som en fortryllet
mytologi så manisk
at du momentant tror dig indskrevet i den.
Du har gjort hende grim
og syg af vulkaner
du skulle ikke have
gravet så dyb en spurv
du skulle ikke have
limet dem sammen
vinge ved vinge
eller have drysset
safran som en tynd stribe krudt
mellem pillernes kærv.
Svævende græstørv
dit ansigt ruller
som presset fra en tube
skyerne ud.
Hvert sit tomme skib
af måner og stationer.
En smule varme
fra de kæntrende flag
vi hejser.
Den underste skuffe
støver skinnerne
af for sprog.
Også de sår
der åbnes indefra
kalder på bødlernes lugtesans.
Skyggerne er
sommerfuglens
flygtige glemsel.
Kroppen lyser
ud af sin grav.
Et hjerte går bag et bjerg
som skyerne foran solen.
Blide sø langt inde
i Paradis
findes kun i virkeligheden.
De udeblevne kirsebær
kan ikke fratage os
glæden ved vrimlen af børn.
At bære flaskecontaineren
som et nys gennem næsen.
At erindre en flammebirk
imens blishønen jogger
flere meter vandspejl
frem under sig.
At mærke lugten
af forrådnelse
snige sig op
mellem alle de brombær
jeg ikke fik spist.
Skyerne smider tøjet
det hænger og blafrer
på din tørresnor.
Foldes sammen i det uendelige
hvor alt er.
En god veninde
kan jo også være
en skæv agurk
i en fremmedfjendsk forstad.
Kradser hul på mit hjerte
med et månesegl
et smil så smalt
og stramt
som en af sytråde stranguleret fugl.
Gud drukner i menneskestrømmen
hvem kaster mon en redningskrans
stor som ødemarkens tørst
ud i den mægtige flok.
Han æder banestrækningerne
mellem sig selv og Utopia
sådan at forestille sig
en hel kurvfuld ord
til at adskille
adskillelsen
fra
samvær.
Frøerne hopper ud af din maske
i det prinsen kvækker
som en grønbroget tudse
hans kindposer
spiler sig ud
som en skraldecontainer
hvor i han kan give dig lidt husly
i de skæve uger
hvor hans retaderede unge
er i aflastning
hos en familie
som kunne være din.
Giver ikke også en meningsfuld organisme
masser af larm
men hvor meget mening
kan der være
i den vilkårlige og planmæssige støj?
Alle har vi noget med os
uanset hvor blanke skyer
vores hjerner spejler.
Ingen kan kende
den uendelige historie
uden at være i stand til
at drømme.
En saftig himmels ekstase
fylder mine smagsløg
med glimt af Klimt Eastwood
og sydlandsk romantik.
Mit hjerte er sneglens følehorn
under dit blik.
Her er vi samlet
i en enhed af ild.
Såfremt Folketinget skulle nå frem til en bærbar beslutning om at få nedsat en kommission til at granske omstændighederne angående de nu frafaldne sigtelser mod Claus Hjort Frederiksen, Lars Findsen og pet-agenten Jesper, så kunne en sådan kommission med fordel som supplerende studiemateriale sætte sig ind i sagsakterne i den ligeledes droppede sag mod den spionsigtede forfatter Arne Herløv Petersen. Sagerne har en del lighedspunkter. Det gælder indblandingen af fremmede landes efterretningsvæsener samt anklagen om at lække statshemmeligheder til eller om fremmede magter. Men på et punkt adskiller de to sagskomplekser sig fra hinanden. For hvor pet-agenten Jesper på forhånd har erkendt sin skyld i anklagen mod ham angående at have lækket fortrolige oplysninger til danske journalister, så har Arne Herløv Petersen hele vejen og til stadighed erklæret sin egen uskyld i de vidtløftige spionanklager mod ham. Ved at holde de to sagskomplekser op mod hinanden vil det være muligt for en kommission at nuancere bedømmelsen af det aktuelle sagskompleks, som de i så fald bliver sat til at forholde sig til. I sagen om Arne Herløv Petersen får jeg som læser af sagsakterne det indtryk, at sagen mod ham alene er sat i verden for at statuere et eksempel til afskrækkelse - og at det aldrig var en reel hensigt at føre sagen til doms, da en sådan proces kun ville have afdækket - dels hans uskyld, dels bevæggrundene til overhovedet at anklage ham og i sidste ende - efterretningsvæsenets og det politiske niveaus bagvedliggende intentioner og arbejdsmetode. Kunne noget lignende tænke sig at være tilfældet i det foreliggende sagskompleks?
Men omend anklagerne hænger uafviste i retsalsluften, så burde folkedomstolen ret enkelt kunne se, at Claus Hjort Frederiksen og Lars Findsen IKKE kan have udtalt noget komprimiterende eller strafbart angående kabelsamarbejdet med det amerikanske efterretningsvæsen, hvor igennem alle danskeres elektroniske og telefoniske samtaler potentielt aflyttet af det amerikanske efterretningsvæsen, for disse oplysninger VAR ALLERDE offentligt kendte før ovennævnte personer udtalte sig offentligt. De var gjort kendte gennem Edward Snowdens afsløringer og blev bragt til torvs af flere danske dagblade - herunder Dagbladet Information.
Følsomt hvor regneark cirkler
følsomt hvor stier rykker rundt
i hårnålesving og ørkensandsbølger
tusmørkestien, den varmefølsomme
sværdmesters lære, veksler tiden
med ørerne fulde af lærdom er vi urets visere
til andet bønfalder det andet
kald karavanerne
til vi solopfyldte cirkelskærmede tysser
fædre til storm
hør dette andets snorken
snorkestien ind i noget andet
er noget andet er noget andet.
Din hånd er bønnens mirakel
den endnu dybere bøn
er dine søstersnørrestøvler til halsen
efterve og ekstace
stien som løfter dig stumt
op over din selvfølelse
de sorte huller af velkendthed
nøgler til torve og pladser og mønstre
stien er støvets hvirvler
de kulørte gråtoner
dine øjnes evighedskald
stien bagom døgnets ophør
det er Abrahams røst
faraoernes umulige drømme
af tornefyldte flammebrønde
haver beklædt med mos
hvor du opbevarer din sorte perle
folkets oplysning i solskørtets hvirvler
selv bøgerne snorker på reolen
bøgerne vi bragte fra Alexandria
safranhundes gjalpen i din opiumsmund
åbner sufidansen
du er doven sne, se, du er noget andet
når du løfter dine øjnes våde blade
som selve stjernehimlen på vej op
af kældetrappens mørke
er du noget andet, du er
noget andet andet noget.
Her er stien markeret, stien karavanen følger
er usynlig
larvefødder synker slægters fatamorgana
orker de vantro de vantro orker de
virkelig den nederste flig
af skriftens ruller
orker frugtsommelighed, orker frugtsommelighed
sne som aldrig falder
når bomberegn er nær
når bomeregn er her
sneen fyldt med folkets smerte
under vores dyner
under vores tusmørkeliv
orker frugtsommelighedens snorken
orker den frugtbare vinbjergsnegl
som lige nu krydser grænsen
med følehorn strakt ud i natten
det andet noget andet
det andet noget andet
det andet er lige her.
På den anden side af springet kigger den gennemhullede piratkat sig over skulderen. Den har en alt for stor høvdingehovedfjerprydelse på.
Gabet står åbent med blottede zombietænder. Hver tand er filet til, så mellemrummene har maksimal udbredelse.
Smerten hænger isoleret som en elektrisk tupilak. Smertehalen er fletningefortættet. Stjerner og noder stråler fra den eksalterede dødedans. Piratkattens ører er i sig selv en hue til at opfange den elektriske knitren fra tupilakkens brøl. Sådan får huen fremdrift i et delfinglimt af fjer, der vender ryggen til ryggen der vender ryggen til ryggen.
Åben konvolut
noget med et sort bånd om
højeste tinde
stykke for stykke
ind i din mund.
おにぎり
開いた封筒
周りに黒い帯があるもの
最高峰
一つ一つ
あなたの口の中に。
