Lyserødt nattesyn

Træernes grene kommer nærmere

i frostens kirsebærlys

der er et særligt skær

selv månen ikke kan ønske sig

mere klart.

Oblater af en anden årstids blomstring

hænger tæt og uforklarligt

løftet i heliumhulrum

foreviget postkortagtigt og sælsomt

- et menneske vågnet til drøm

naturens rosenbladsbryllup

vintersøvnens vågne genkomst

lige til at ånde ind

som sit eget sjæleblitz

strakt i kronbladefryd.

  

:::

Når solen går ned

står solen op

med de sovendes sjæle

i tusinde tal stiger de op

i søjler af lys.

  

(Hvem skal muren mellem os og de døde egentlig beskytte. Måske mest de døde. De skal vide, de ikke kan gå baglæns, at de skal give slip. Men i de korte sprækker, der opstår, samler vi brevene op - i form af den afdødes flygtige aftryk af sin skikkelse, som den blev husket og her genset som en fremmed og pludselig besked.)

Gabrielvinge

*

Mariahovedets andagt over usået ager.

*