Den tætte tåge begraver bakkerne
i malede rammer
bulmeurten trækker vores løse ender
op af salmedigterens kiste
gennem almenvældets søvn.
På vores nøgne rygge
sniger gudesønnen verdener beboet af verdener
vores læber læser stumt
alt der bøjer sig ind mod nattens bløde bløde ler.
Og imens læberne langsomt bevæges
sænker en symfoni sine blommer
i den store taktmesters hånd
sneen fremsiger i søvne et tyndere tysh
påkalder på ny sine tyste søjler
der krydser hvert sit dobbeltkøn.
Søsteren læser vores stilhed
søsteren kommer med sin lyre
gennem lysende haver
og åbner øens irgrønne dør
ud til julenattens vemodige sang.
No comments:
Post a Comment