Det, der ligger af høvlede minder
fra hvilke det fosser som antændt døvhed
presset sammen i gustne havsyn
rundt om det muntre ørige,
bliver belyst af de der vogter
disse faldende masser.
Samtlige sfære læser fyrretræernes krogede grænse
ved den yderste øges duften af det sårede sind
dér ligger dit hus lagt køligt af storm
og vogterne koger suppe
af hvert stillestående blik.
I dine øjne ligger sammenkrøllede hvirvler
og snedrivers fugtige aftenbøn
dér ligger forhastelsen
du trak op af din lomme.
Benævnt af fortabelsen
strækker du hånden ud
mod det levende væld.
Det fosser i et stadigt og uafbrudt
lystogt mod dybet.
No comments:
Post a Comment