:::

Støvsugerarm falder mod søvnsky

Familiealbum af komaskår.

Krystalkuglens syvende mumie.

Sådan at bytte kærlighedens bogstav

med et retarderet alfabet.

 

  

:::

Smerten har ingen maske

i sin knytnæve

af støv.

Smerten løfter

sine trækroner tilbage

fra visne fald.

  

:::

Bag svanernes tårn

udgør to

et helt århundredes afslutning

og et helt århundredes begyndelse.

  

:::

Tomheden mellem jeg og univers

er samme

svane blot

mere brudekjole

foran den sidste dom.

  

:::

Leen bag svanernes tårn

lyser på dit ansigt

som en skæv agurk.

  

:::

Rullende øjne i slingrende ryk

hen over åbnede brøndes dådyrknæk

for ærtesvansens hamsterkampagne

bider kyssetricket de brændende stammer

hvert birketræ ramt

af højmosens blitz

som en skare fans til det elskede hit.

 

:::

Et bogstav

er et brev

der venter på

at blive skrevet.

  

:::

Et hor er et hor

hunden gik fra sit knæ

som en mund af få mænd.

  

:::

Under masken

at blive forelsket

i hån, spot og ironi

fuldmånen kunne

ikke have fundet

en bedre sol

at lyve sig lys til.

  

:::

Før de syge katte

lod sig tryllebinde

af reformkolosser

og søerne lod sig falde

fra de to tusinde klatter

da Struense tabte masken

så hikkede hovedhår

højt over universets sorte halse

skråremme afskar idiotiens lyksalighed

fra at splintre sine spejle

i mulatvin og hundestejleheste

fæstebønder gled tilbage i sumpen

med munde fulde af opløst lovtekst

de blå øjenbryns fjamsede grin

over ligkisters flammeskæg

blev paraplyer for bødlens hug.

 

 

:::

Spejl dig aldrig

i stumperne

af andre

menneskers

tragedie.

  

:::

Én afklæder sig sine smykker

en anden tager dem på

enhver maske savner sit ansigt

før det modtager slaget

fra den ottende zones had.

 

:::

De døde er en perlekæde af tårer

du bærer om din hals.

  

:::

 

Februar er gennemhullet af skud.

 

:::

Stilhedens sult:

At hele kloden

min egen.

  

:::

Deres ansigter langs horisonten

som en fortryllet

mytologi så manisk

at du momentant tror dig indskrevet i den.

  

:::

Får med sorte masker

flokke af fugle

tegner på jorden.

  

:::

Den sorte jomfru

fik mig i gryden

med et lille skub

den lyse trak mig

op igen

sådan gik atten år.

  

:::

Du har gjort hende grim

og syg af vulkaner

du skulle ikke have 

gravet så dyb en spurv

du skulle ikke have

limet dem sammen

vinge ved vinge

eller have drysset

safran som en tynd stribe krudt

mellem pillernes kærv.

  

:::

Svævende græstørv

dit ansigt ruller

som presset fra en tube

skyerne ud.

Hvert sit tomme skib

af måner og stationer.

En smule varme

fra de kæntrende flag

vi hejser.