:::

 

Fjordens hjerte er tre hvaler set fra en drone. Fra det objektive Grønlands næsetip peger en pil på dette hjerte som et langsomt svævende luftskib. Den midterste hval er en hvidhval. Den store blå - nærmest  Grønlands pande - er også et inuittandsæt. Den sidste er en dråbe i havet med glimt af isbjerge i sit indre. Det objektive Grønland er en anden slædehund end den vi ser som naturvildskab i en sort regnbueraket over fjorden. Det objektive Grønland er en fredelig slædehund, der med snudens pil peger på fjordens hjerte. 

 

:::

Hundeslæden glider over isen trukket af slædehunde. Meder gnides mod sneen og slæden glider frem. Måger skærer gennem lyset spejlet af sneens tusinde fnug. Hundeslæden glider over isen trukket af slædehunde. Landskabet griber solen; koger gløder af fuglenes flugt. Svømmeblæres gyldne poser fyldt med kildevand. Dryppende solvejrskirker toner et sprog så flydende, at ingen maskine kan holde det fast. Hundeslæden glider over isen trukket af slædehunde.  Isblokke kælver som en kæmpe moder fyldt med vølvekys og mågepæle, rykker tågen over landet som en kappe. Æggesnaps deler lysets hvirvler med din massagebiograf. Hundeslæden glider over isen trukket af slædehunde. Isens ringeklokker er som sædvanlig noget mågeskrig bladrer gennem. Hilser på nippet af gavmildt lys bygdens ansigter slikker sol. Hundeslæden glider over isen trukket af slædehunde.

 

......

 

Under den nodelinie-indspundne jomfru er der endnu en jomfru. Hun har fjordens kjole på og er mere inuit end inuit. Hun har ingen arme og ingen ben. Fjorden er hendes lemmer. Op foran ansigtet holdes en plantegrøn vifte. Det er koraløens urtid. Hendes hår er slangeånden, som slynger sig og bliver den anden jomfrus bjørnelab - fra den gang sortbjørnene vandrede over isen første gang. Den ene jomfru er den anden jomfrus glemte sind. Hvad den ene fanger, frigør den anden. Hvad den anden mangler druknet i sin fjord, favner den ene som guld i sin blotlagte livmoder. Det samme guld som hendes ansigt spejler livet med. Det nye liv hun som jomfru fik af slægten.

 

::::

 

Du kradser i indlandsisen til himlen bliver synlig. Du tegner lykken op med et hjerte af grundfjeld. Du nagler vulkaner fast til hestenes sko. Du prøver flodernes smeltevandsgargoiler. Du strammer remmen om solens bane. Du føder endnu en måge og den rekviemfødte skyld tegner dig løsnet fra dunenes tåge i en røgsky af denne verdens skønneste edderfuglesmil. 

 

:::

 

Slædehunden har slugt Danmark og gemmer sig i et fotoalbum på et magasin for tissetrængende hunde. Den røde løber står lodret klemt inde mellem valglokalernes lys og de sammensyede svaner. Der er intet billede at se i sin helhed længere. Alle vender ryggen til mågestellet, imens færgerne løfter sig over bølger, ingen så komme.

 

:::

På den anden side af springet kigger den gennemhullede piratkat sig over skulderen. Den har en alt for stor høvdingehovedfjerprydelse på.

Gabet står åbent med blottede zombietænder. Hver tand er filet til, så mellemrummene har maksimal udbredelse.

Smerten hænger isoleret som en elektrisk tupilak. Smertehalen er fletningefortættet. Stjerner og noder stråler fra den eksalterede dødedans. Piratkattens ører er i sig selv en hue til at opfange den elektriske knitren fra tupilakkens brøl. Sådan får huen fremdrift i et delfinglimt af fjer, der vender ryggen til ryggen der vender ryggen til ryggen.

 

:::

Et nodehav af hekseforsvinding. Fødder og hænder synger Georgia O'Keeffe skeletter over ryggen. Et nodehav af dæmonfragmenter. Den mørkeste af de vise emmer empati fra hundens snude. At bære ikoner på sin iltre ånde - for en jomfrufødsel fuld af skyldbetynget skattekiste. Julenatten sammepresset i en fosterhinde på vej op i juvelhimlens kransekagegrotte. Alle overfald gør kærligheden til ramme for sit glade vanvid. Fra hundens snude til den mørkeste af de vise.

 

:::

Ansigtet er en ild af janushestehoveder. En nakkefoldscanning har løftet skuldrene som en brystkasse fuld af luft. Fra mulen undåndes Søndre Strømfjord. En søhest er blevet selvstændig galionsfigur, der hvor arabiske tegn er jomfruens fod. Vi må klappe vores teknologiske udstyr sammen for at se det langstrakte land som en ramme af knæ og nodepisket graviditet. Skibshistorien bærer sin fødsel på ryggen. Livmoderen ligner jordkloden set fra rummet. Bjergene folder sig ind som vrangvendte handsker. Griber om struben, så hesten føder mere land, flere smukke, flydende øer.

;;;

Du stirrer kun igennem kattens døde-maske fra verdens ende. Alle slyngninger i fjorden er raske pile af sværdhug og pirateri. Nåede du aldrig til verdens ende, vil masken helt objektivt set bare være et lag opskyllet tjæretang. Men fra verdens ende stirrer du ud gennem øjnene og skuer et hjørne af verden, du allerede kalder dit. Så når du ikke længere. Selv alt det sorte kalder du en tilvækst af jomfrueligt land.

 

~~|}

Tæt på er det, der før var et levende afbillede, slagger hobet op i kager lag på lag. De fine dekorative prikker på landkortet er mærker efter præsidentens stiletter. Alle nodeark ikke andet end kuldsejlede ballonbåde. Prøveballoner før annektering. Volden bliver i familien og djævelen er hvalernes motor, når de i et spring forvandler sig til slædehunde, frådende slædehunde, der trækker og trækker med grinende flabe gennem det jomfruelige landskab, der minut for minut dukker frem af ekspansionernes tryllebundne kandis.  

~~~

Neden under slædehunden sidder en kat med menneskehoved. Den er skabt af en af fjordens bølger. Ansigtet er et surfbrædt, der er blevet bølgens ansigt og bølgen er en kat, der krænger sig ud i et ansigt helt ude, hvor bølgen er krænget over i surfbrædt og ansigt og kat og alt kommer rullende og der vokser sælkløer ud under jomfruens bug. Menneskekattens ansigt stirrer helt roligt ind i de udstrakte kløer, imens lufferne synes gemt under sejrskåber og indlandsisens hinder.

:::

Slædehunden underlægger sig i et spring sin jubel under en stoisk ulv i fåreklæder nok til at dække venstre øre - det højre galloperer som høj hat i forvejen og oplyser dermed hele den dunkle fjord så meget, at det bliver muligt at se, der sidder et menneske der inde under fjordens tårn. Et formalistisk menneske indspundet i sin nodehat med ører som lyskryds lader alle sine emotioner være karikerede dyr - selv det længe ventede og alligevel overraskende skrig kan ikke rokke ved den ro, hvor med hele maskineriet drives frem. Bag fra kommer rygradshugget. Det kan ikke være anderledes. En slags kontrast til stoiskhed og jubel. Den hale af ild hvor fra alt udspringer.

:::

Det er med din isse, du kysser uhyrets ånd. 

:

Dit underliv ender i en olm shamanånds fjæs. Hermes' torso ånder slædehundens ånde i nakken. Pukkelhvalens regnbueslyngning gennemborer struben med et enkelt slik. Så mange toner hvirvles fra det vilde ridt. Tungen er sin egen skygge. Rimfrosten står fra et sidste brøl.

;

Om det nu var Rachmaninov, der kom her forbi på hundeslæde, så kan det fint have været netop ham, der smed disse noder op i luften, så de stod og svævede som iskrystaller over bugten og stadig kan sanses i fragmenter af bastante lydstumper fra en flygtende gejstlig på hundeslæde. Lad dig ikke skræmme af, at enkelte passager tager sig  ud som krid hvide kranier - renheden er her stadig - de præcise anslag fra galloperende poter. Det er lyden af slædehunde forstørret til fanfare:

:::

Det er overliggeren. Den vej det er at gå ud i intetheden. Det er den, der gør dit gab til et gab indeni et gab. Du er selv slugt. Bliver selv spyttet ud af dine egne indvolde. Fra en svovlpøl springer monstrene. Fra deres rod du selv. Som en stor liderlig pukkelhval. Ud over de knælendes skuldre. Som nytårsraket langt ud over bugten. Der er intet enkelt. Alt er helt enkelt. Tonerne bliver hørbare ud af alt, der forsvinder.

:~:

Sagnhelte driver i land på din kyst. Det handler alt sammen om rygrad. Menneskeheden er verdens længste bro. Om du så valgte violinkasser, kunne du ikke dæmpe historiens vingesus. Over for slædehundens spring kan du kun krumme dig sammen til en klode. Din sorte fod så ubehjælpelig over for hundens slips af savl.

:::

Slædehunden snapper efter din tupilak og du knæler i din bjørneklo. Tupilakkens øjne er dobbeltsole. På langs er den det øverste af et fuglevæsen, som ubådsagtigt dykker. Der kommer slædehunde ud af slædehundens gab og de bløder. Alle snapper efter din mod bølgerne kastede tupilak, imens du knæler krummet om din kloderunde vom, der rummer frugten af dit offer. Tupilakken stikker den, der i brændingen griber den. Men den er tavs som sneuglens vinger gennem luft. Den kan ikke påføres yderligere smerte, men kan altid vende tilbage, når du mindst venter det. Og giver dig da din egen smerte retur, som nu fordobles som to kredsløb omkring din død. Den er det indre af din hjerne adskilt fra dig af en tynd stribe fjord.

:::

Det er ufoer af mexicanske dødemasker, du har hængende lige under din ånde. Du har selv shamanmaske på, hvor du knæler foran vilddyrets brøl. Kun verden kunne aldrig, ville aldrig se din uskyld som evig. Mere end kranier griner slædehunden; dens ånde er spidsen af en ækvatorial sædstrøm. Jeg kan se, hvordan alting i mørket er syet sammen. Fald fra bygninger har sin egen isblok at fortære. Alle malerier er knuste noder på en krystalblå himmel. En tegneserie grævling spiller bold med dit hjerte. Så mange G-nøgler forbinder fantasi og fabel. Ballonudvidelser er prikken over det gyldne snit.

~

Jomfruens tyngde er en af Jorns dybhavsfisk
på vej til at tippe billedet
som en isblok
der river sig løs
fra en kælvende gletsjer.