......

 

Under den nodelinie-indspundne jomfru er der endnu en jomfru. Hun har fjordens kjole på og er mere inuit end inuit. Hun har ingen arme og ingen ben. Fjorden er hendes lemmer. Op foran ansigtet holdes en plantegrøn vifte. Det er koraløens urtid. Hendes hår er slangeånden, som slynger sig og bliver den anden jomfrus bjørnelab - fra den gang sortbjørnene vandrede over isen første gang. Den ene jomfru er den anden jomfrus glemte sind. Hvad den ene fanger, frigør den anden. Hvad den anden mangler druknet i sin fjord, favner den ene som guld i sin blotlagte livmoder. Det samme guld som hendes ansigt spejler livet med. Det nye liv hun som jomfru fik af slægten.