Jeg er gammel som en forkastet lanterne
druknet i verdens åndenød
mit medhør rømmer sig
næsegrus leder jeg efter tegn
at tåle alt hvad jeg har fået tilbage
og med tømt favn og smuldret bevidsthed
at dø lige før jeg ville kunne ånde
en pukkel af svømmetag
som pulveret i en kasseret brandslukker
og med alvor se nåden græsse
lige uden for min dør
fra køkkenvinduet se
det ene Hørbylundescenarie
efter det andet
som et fugleskræmsel går jeg
i en tyndhøvlet nærdødsoplevelse
og kender kun den renhed en hval besidder
finder I mig her vævet sammen
med et længe forberedt farvel
suser træernes kirke som vil den
sige jer noget
se blot de døve kys hoppe hinkeruder
og min stemme rækker ud
som en forvitret egegren
og alt er vel
som det skal være
vi åbner en flig i forhænget
og I vil få fortalt
om spidsen af en tå fra badebroen
men intet om alle
de alvorssider
en fødsel lægger bag sig.
Jeg ser verden samle sig
i en zoologisk have
og min stemme tømmer sig for hyl
og husker tydeligt
de fortabtes katedral
hvor vi stod
og jonglerede
med kærlighedens kegler
i den mosaik lyset gjorde levende.
No comments:
Post a Comment