:::

Slædehunden underlægger sig i et spring sin jubel under en stoisk ulv i fåreklæder nok til at dække venstre øre - det højre galloperer som høj hat i forvejen og oplyser dermed hele den dunkle fjord så meget, at det bliver muligt at se, der sidder et menneske der inde under fjordens tårn. Et formalistisk menneske indspundet i sin nodehat med ører som lyskryds lader alle sine emotioner være karikerede dyr - selv det længe ventede og alligevel overraskende skrig kan ikke rokke ved den ro, hvor med hele maskineriet drives frem. Bag fra kommer rygradshugget. Det kan ikke være anderledes. En slags kontrast til stoiskhed og jubel. Den hale af ild hvor fra alt udspringer.