Sita

Jeg havde haft min hund i tolv år, da det pludselig gik stærkt skrånende ned ad bakke og dyrlægen sagde, at der ikke var noget at stille op. Jeg ved ikke, hvor gammel hun var, den gang da jeg fik hende af et par, jeg tilfældigt mødte på torvet, som lige stod og skulle til Ægypten dagen efter og ikke vidste, hvad hunden de skulle stille op med hunden, som jeg, uden at vide, at det var deres, fordi hunden var kommet hen til mig helt ud af det blå, lige havde sagt - vel nok var en sød én. Jeg hentede hende dagen efter, og hun gik efter mig uden snor og vente sig kun én gang og kiggede sig undrende tilbage. Aldrig før og siden i mit liv har jeg oplevet noget mere hengivent væsen. Derfor var det også min faste beslutning, at jeg ville sidde hos hende, og at hun skulle have lov at dø en helt naturlig død mæt af dage, men den dag, døden stod og bankede på, kunne jeg alligevel slet ikke holde det ud og måtte få dyrlægen til at vippe hende over tærskelen. Det var midt om dagen, og det mærkelige var, at få minutter efter luskede der en ræv rundt lige uden for mit stuevindue.

Spectrekids karatestrækmarch eller rygmærker:

иди на хуй Путин:

Sakral

Der er forskel på minder og chok. Det første kan have alle nuancer. Det sidste sidder som en kropslig-sjælelig forhærdelse, man måske ikke engang længere mindes, fordi det kom så tidligt, at jeg ikke har noget at mindes det med, så sidder det i lugtesansen eller dybere endnu

- i den senere

uforklarlige væmmelse ved situationer i livet.

Alt vi gør har en påvirkning, men blod er som pulserende liv

en særlig væske, og det der sker ved overgangen mellem liv og død er egentlig sakralt og har langt dybere grund end det er muligt at forestille sig; den, der endnu står uden en færdig bevidsthed, har ikke redskaber til at håndtere en sådan overgang, og må blot lade sig opsluge af oplevelsen med hud og hår; hvilket jeg, om jeg var viking sikkert ville have syntes, var befordrende for det at blive viking.

Da Leonardo da Vinci dissekerer døde dyrekroppe og ditto

menneskekroppe er det meget tys-tys; han risikerede faktisk sit liv ved en sådan helligbrøde. Men det er jo meget vigtige studier, han der påbegyndte, og det skal naturligvis ikke være noget, der er tabu, hvordan vi anatomisk er skabt. Men derfra og til at spædbørn skal med inddrages og tilmed i stadiet før - henrettelsen - der er der dog et stykke. Enhver ting til sin tid.

Vist vil det påvirke et barn i førskole-alderen at se et væsen, det for få øjeblikke så være levende, blive parteret. Men det betyder ikke at det er tys-tys; vi kan jo netop godt tale om det. Tænk bare på hvor grusomme Grimms eventyr er, hvor hovederne ofte ruller lysteligt på både drager og mennesker.

Ssssssssssssssssssssss smerte skrig:

Det egne behov er for mit vedkommende jo netop at slippe for at se den lide. Det må jo så være fordi det er en bedste ven  -  og fordi jeg på en eller anden måde identificerer mig med dens lidelse, fordi jeg genkender den, men det mærkelige er, at jeg selv, om jeg befinder mig i en tilsvarende smertetilstand, beder om ikke at blive ved med at blive pumpet med bedøvelsesmiddel.

Hvordan hunden har det, når den lider mod døden, kan jeg imidlertid i realiteten ikke vide meget om. Det jeg kan vide er, at det er så godt som umuligt for mig, at se en hund lide, og at det derfor først og fremmest er for min egen skyld, at jeg ville vælge, at den går bedøvet ind i døden, hvis det nu er det, den skal.

Spørgsmålet bliver tilbage, hvad er meningen med smerte, sygdom, død. På vores hospitaler synes fokus i stadig stigende grad at ligge på smertelindring;  succeskriteriet er,  at smerten ikke længere skal kunne registreres (på overfladen). Men er det meningen med smerten. Er det bedst at vi går bedøvede over dødens tærskel. Er smerten ikke også en ven? Dødsskriget en sidste simpel bøn (ja, til hvem?).

Ja, når man har knyttet sig så meget til et væsen, som et menneske netop kan knytte sig til en hund - og omvendt ~ så er det klart, at man tager ordentlig afsked med hinanden. Spørgsmålet er så bare, hvad der er ordentligt. Vi mennesker har vores orden, naturen har måske en lidt anden. Og når folk flokkes i skønsang: må jeg ta hunden med mig ind i himlen. Nej, gu må du ej, du kan blive tilbage din flæskesteg, men derfor kan der jo godt være en hundehimmel med en hundeskole, hundekunster og alt, og hvem ved, hvad den frarøvede smerte betyder. I vores verden er smerte i sit udgangspunkt  = bevidsthedsopvågning.

Svið

Om jeg så tyggede 33 gange, så tror jeg nu heller ikke, jeg kunne få 'barn og mand' ned.

Det' nok derfor, der er så mange humørikoner på en mobil:

'Igordeller' er det mon en russisk inspireret egnsret á la spis klassefjenden?

Aha, Igor er et får! Det skulle russerne lige vide, næste gang de drømmer om at få sig en stor-zar.

Jeg blev engang som knægt sendt til slagteren så han kunne skære de hele fårehoveder midt over; jeg havde en hel sæk på ryggen. Den var lidt tung, så på vejen hjem ville jeg lige skifte skulder og satte sækken på jorden; men da jeg jo af natur er født nysgerrig, kunne jeg alligevel ikke undslå mig for at kigge ned i sækken, og der lå de så de halve hoveder med øjne, der stirrede lige op på mig. Jeg fik hurtigt lukket sækken. Hovederne blev svedet efter alle Svið foreskifterne og siden kogt i en kæmpe gryde nogle stykker af gangen. Men mærkeligt nok havde jeg ikke den store lyst til at smage, da den sorte skorpe brændt hud og uld blev krænget af og det lyserøde kød kom til syne. Nogle år senere var jeg til julemiddag hos min morbrors familie, og der blev serveret fårehoveder, det var jeg ikke lige omstillingsgearet til, og da min fætter rakte mig en god-bid af en hel kæbe med dejligt stærke fåretænder, så greb jeg straks en sprød majscrispy ting og sagde pænt nej tak til det favorable tilbud.

Men et barn på tre år sanser helt anderledes end et på syv; børn på tre og der under er helt ét med det, de sanser.

Før et menneske kan sige 'jeg' om sig selv, ser det sig ikke adskilt fra omverdenen, at opleve en hanes henrettelse er derfor ikke sjælelig anderledes end at opleve sin egen henrettelse.

Et barn på tre eller der under vælger jo ikke selv. Om det vil være empatisk eller hellere forhærde sig. Det er som udgangspunkt simpelthen 120% solidarisk med alt andet levende.

Ja, de kan tidsnok se det, men som spædbørn giver det ingen anden mening for dem end skræk og chok, som de ikke kan håndtere, men blot må leve i. Når verden ikke længere er helt så besjælet og bevidstheden træder i forgrunden, så kan de meget bedre håndtere det.

Normalt sætter vi jo heller ikke spædbørn til at kukke på tv-avisen, vel.

^'

En af de ting, der bør komme ud af det stigende antal vaccine-erstatningssager, er, at det næste vil være som logisk følge, at medierne får fokus på det spørgsmål, som må følge: Hvilke tiltag gøres der fra sundhedsmyndighederne for at tilrettelægge reelle behandlingstilbud til det stigende antal vaccine-skadede.

:::

Når efterretningsvæsenerne støvsuger vore skriblerier på internettet, så kommer tavshed jo til at betyde noget. For konstateres det om fx danskeres ytringer på nettet, at en given intervention ikke synes at have den store bevågenhed i den bredere befolkning, så må konklusionen jo være, at hvad så vidt angår danske interesser, så synes de ikke synderlig til stede i den givne intervention.

:

Det er forbudt at vende ryggen til et menneske, der forsøger at aflive sig selv, om man er vidende om, at det er det, man gør - ignorerer en i vores samfund kriminel handling; og indberetningspligt gælder vel egentlig også for alle borgere?.... Ligesom det er strafbart, at forlade eller køre forbi et ulykkessted, når der ingen andre end den eller de forulykkede er til stede. Dette gjorde jo i øvrigt Brian Mikkelsen engang, og det var efter min opfattelse kun med nød og næppe og nødløgn med nødløgn på, at han snoede sig ud af den fadæse.

Men vil i øvrigt udtrykke min forundring over, at der kort tid efter, at livslinjens formand kastede håndklædet i ringen (efter 21 års tro tjeneste!), blev lavet en genbevilling. Hele miseren kommer dermed næsten til at se ud som en øvelse, der har haft det ene formål, netop at få ham fjernet fra posten. Men hvad ved jeg; underligt ser det i hvert fald ud.

æbenrest:

"Eugenikken som ideologi opnåede stor popularitet på verdensplan i første halvdel af det tyvende århundrede, og det kom til at ligge til grund for lovgivning, der fratog mennesker med uønskede arvetræk deres borgerrettigheder eksempelvis ved at forbyde ægteskab og seksuelt samkvem imellem mennesker fra forskellige racer, eller ved at tvangssterilisere mennesker med uønskede arvetræk så som psykiske sygdomme og mental udviklingshæmning, og i nogle tilfælde som i Tyskland i 1930erne og 1940erne ved at udrydde de mennesker der ansås som bærere af uønsket arvemateriale. Eugenik praktiseredes i Danmark fra 1929 til 1967, hvor tvangssterilisering blev forbudt ved lov." (fra wikipedia)

Så kort tid, at mellemrummet puster os i nakken:

Forskellen er så, at hvor datidens eugenik til dels havde sit udspring i videnskabelig forskning, som alt for mange den gang anså for evident, så er disse tanker for længst modbevist gennem statistisk materiale, der viser, at nedarvning IKKE foregår, sådan som påstået af tilhængere af race-hygiejne. Når vi ser statistisk på det, så søger arvestrømmen altid mod en balancering af de tilgængelige muligheder, det som kaldes 'regression mod midten'. Et folk kan således ikke degenerere på grund af "uønsket arvegods", fordi der altid i det store og hele vil være en regression mod midten, der netop er det modsatte af degenerering.

Og indavl siges jo så godt nok at være degenererende, hvad vi som befolkning nok bedst kender fra kongefamilien (hvorfor rigets dronning da også må antages at have rådet sine to sønner til at få tilført gener til slægten fra en hel anden kant af verden). Men faktisk findes der nok også egne i landet, hvor incesttilfælde udgør en større procent end andre steder i landet, og ja - tag de steder hen - og du får mange bøvede mennesker at se. Regression mod midten handler populært sagt om, at fx. intelligente forældre ganske vist oftest får kloge børn, men børnene vil for det meste aldrig være lige så intelligente som forældrene, imens mindre intelligente forældrepar ganske vist får børn, der måske ikke er de klogeste, men dog oftest altid er noget klogere end deres forældre - og lige sådan gælder det efter samme princip, hvad angår anatomiske proportioner.

Som eksempel kan lige med tanke på dagen nævnes John Lennon - begge hans sønner er ganske vist musikalske og har også opnået en vis popularitet, men faderens store fodspor kommer de nok aldrig til helt at udfylde. Imens han jo må siges at have udviklet sig ud af sine ret beskedne kår på en helt anden måde, end man ville have forventet. På den måde sprænger han jo som et unikum i virkeligheden rammerne eller ihvertfald overliggeren for den gennemsnitlige regression mod midten.

Men Danmark har i 38 år praktiseret en poleret og skjult form for nazisme!

Vor tids nakkefoldscanning og deslige overlader i det mindste valget til den enkelte, om end samfundets undertoner stadig taler for, at det handler om samfundets hygiejniske ve og vel samt den særlige asocialliberalistiske og usolidariske vinkling på samfundsøkonomi.

AMMETRÆ:

Elletræet har en meget smuk farve indeni. . .  Og i dag, netop i dag, tænkte jeg på min far og min bror, som begge er døde.  Jeg tænkte, at der nu er gået lige så længe, siden min far døde, som han nåede at leve.

 Jeg savner ham lige så meget i dag, som jeg har gjort det i alle de år, der er gået.

Jeg mærkede også, at de begge var nærværende i dag, det var derfor, jeg begyndte at tænke på dem.

Når bladene falder ned i vandet, hvad de ofte gør, for elletræet kan nemlig vokse helt ude i vandet, så vil det have en klargørende virkning på vandet, for bladene indeholder et stof, som frigives i vandet, og modvirker alger.

Naturen ved det ikke selv, sådan som vi tror, vi ved noget for os selv, når vi glemmer, at der er så uendeligt meget mere vi ikke ved; men alligevel har den en visdom og en hukommelse, der rækker langt ud over, hvad vi kan begribe.

En nat vågnede jeg og kunne mærke fire væsener stå bøjede over mig; det var som om de rystede opgivende på deres hoveder, og så fortrak de og opløstes. I tiden, der er gået siden denne nat, har jeg været indlagt 4 gange på hospitalet. To gange akut-indlæggelser og to gange indlagt til operation.

Jeg kan ikke lade være at tænke, at det var engle, der besøgte mig den nat, og at de forsøgte, hvad de kunne, men at de måtte opgive. Der var en gennemlyst ægyptisk-arkaisk stemning omkring dem.  Jeg ved ikke, om jeg mødte dem under de langvarige narkoser. Men jeg er overbevist om, at det under den sidste var mig en hjælp at tænke på havens sommerfugle, inden min bevidsthed slap op.

: Om civilisation og fascisme:

At civilisere sig vil sige at holde sig ren ved at udskille det man bestemmer sig for er urent. Derfor er civilisation og det at blive såkaldt civiliseret egentlig ikke det højeste gode for menneskeheden. Faktisk er det netop civilisationstanken, der er grundlaget for at fascisme og nazisme kan fremtrives.

Hvis det skal kunne betale sig at arbejde, som de siger politikerne, hvorfor kæmper de så ikke for at HÆVE mindste lønningerne!  Det gør de ikke fordi det er en løgnesætning, der gennem frygten som kunstgreb, får den virkning at SÆNKE mindste lønningerne. At bilde folk ind, at de skal civilisere sig, at det skal betale sig (for arbejdsgiveren) at du arbejder, at arbejde er frihed, at når blot man udsulter folk tilstrækkelig meget og længe nok, så skal de nok indse, at denne form for arbejdsmoral er den ENESTE RIGTIGE moral, at bilde folk dette ind - er

nazismens første trin (og såkaldte kommunistiske styreformer har vi jo set også kan antage selv samme fascistiske mønster). . . Reaktionen mod disse 'RENHEDSIDEALER' er rigtig nok at bevare sin fornuft og proportionssans og arbejde for BRODERLIGHED frem for udstødelse.
Da Joseph Beuys første gang stod foran BERLINMUREN udtalte han om murens æstetiske dimensioner ud fra Winckelmanns proportionslære, at muren egentlig burde bygges fem centimeter højere, for så ville dens proportioner bedre passe til den omgivende virkelighed - var det naturligvis en provokation - men også et vink med en vognstang om at det ydre ikke kan ændres, før hvert enkelt menneske har forvandlet sig selv i sit indre.

Og den manglende sætning i nutidens liberalistiske dogmer er og bliver:

Solidaritet eller frit fald.

Når man går hånd i hånd, er der ikke nogen, der behøver at gå forrest.

  Civilisation kommer aldrig til at have noget med lighed og frihed at gøre. Antikkens romere ville betragte grækerne som 'vilde' dvs uciviliserede. Hvor det græske tog sit udspring i kultur og fællesskab grundlagdes der med romerriget ansatsen til civilisation. Kultur er det, der giver fællesskab - fællesskab er den kultur, der inkluderer, og lighed og frihed bliver først komplette når en sådan grundlæggende broderlighed er en selvfølge.