Lyset

 

Lyset har værelser 

lyset giver tænderne sit udspilede gab 

lyset kommer indfoldet i tysthed 

lyset er syvarmet 

lyset har vindfløje af sne og müesli 

lyset surfer på en bølge af lav 

lyset gennem natten 

lyset kommer i din dybeste søvn 

lyset kommer ind gennem hver sprække 

lyset i blafrende faner 

lyset er syvarmet 

lyset har værelser 

lyset gennemborer natten 

lyset føder travbaner fra alle grave 

lyset har bundet døden med tintråd og kobber 

lyset er syvarmet 

lyset har telte i afgrunden 

lyset er evigt og pludseligt Houdini 

lyset har værelser 

lyset i gyldne dråber 

lyset sneer i kaskader 

lyset synker tusinde himle i sit hav 

lyset tømmer værelset for møbler 

lyset er syvarmet

lyset gennem natten 

lyset flyver som en albatros ud over nætterne 

lyset i gylden dug 

lyset er syvarmet 

lyset har tæerne dyppet i sin egen bølge 

lyset har værelser 

lyset gennem natten 

lyset nætterne elsker for latter og fest. 

 

Manifest over hverdagens død

 

Mine digte holder ikke af hverdagen 

i mine digte holder hverdagen fri 

kun for at tage ophold i ugæstfri ødemark 

hvor ånderne røntgenfotografere pøbelvældet 

der temmelig sikkert 

         med et mål af sålers tilfældighed 

ånder lys ind gennem røvsprækken. 

Ålegræs vil tage pokaler 

kyssefærdighed mime konkurrencesamfundet 

ja, alt det mine digte fordrager så lidt 

pottetræningens hårfine djævlehæl 

regentens pelsmål sidder i klemme 

i bagagebæreren som en gøgeunge. 

Mine digte holder ikke af hverdagen 

den gule sol er mit andet valg 

næst efter fuglekonger 

suger vi måne 

kan det lige så vel være omsorgskraften 

vi folder ud i sin yderste potens. 

I mine digte holder hverdagen fri 

og tusmørket åbner bøgernes æselører 

som kække tæer i vandskorpen 

fra en badebro med digterinkvisitionens 

mest jalouxe tyr. 

Vel, sammen læser vi tusinde uldsjal

som sjælenes bedste råd 

mine digte holder ikke af hverdagen 

de står udenfor den 

som et helt anderledes alfabet 

og ønsker kun at søge andre mål 

end marcherende såler 

og udstrakte spurvevinger  

de pylrer ikke

om tyve statsministerfødte kanofrøer

gaber over skidtfiskegæller eller kæmpe brød

de fylder potten med lys 

papegøjer nænner næsten ikke

at bruge digtet som rugekasse 

papegøjer - 

bruger de overhovedet det?

Men sproget, mand!

Det ånder gennem pipkassehuller

og piskysser lys i gule akvarier. 

Mine digte holder ikke af hverdagen 

digtet er ét stort akvarium

hvor hverdagen holder fri

vores gyvellyssti er digtenes kæde 

af stilhedens stormløb. 

Ja, digtene er måger på hver sin pæl 

vi skylder vores orienteringssans 

rugmarkens kapitel

at fremføre sikkerhedsprotokoller ved daggry 

hører ikke til 

for på vinger dier vi digte 

uanset om det sneer vildt 

rundt langs lemmernes viften. 

Mine digte holder ikke af hverdagen 

og er næppe de nygiftes tøj uden flammer 

og kurve af fosforiserende lys 

vil opfylde digtenes faner 

og svanernes lys gøgeklædt i tvillingetårn 

sprækkernes sølverne Traklfloder 

at bevæge paratheden handler det 

da om at sælge sin potte puha? 

Tæl dine isselys op mod togførerens knæhaser 

du indhenter vel nok fugernes kønne søstre 

for at flyve gennem morgengryet på din svane 

parat til at kysse strålerne

der pibler op

mellem gulvplankernes sprækker. 

Mine digte holder ikke af hverdagen 

de er kys røntgenfotograferet af kys 

i mine digte holder hverdagen fri. 

En stemme forsøger selv at nævne 

digtets rådighedsbeløb - er uendeligt

mine digte holder ikke af hverdagen 

mine digte holder stinkende lidt af hverdagen 

de ønsker ikke at give hverdagen det sidste ord.

 

Drøms dåb gennem natlig rude

Du fylder spindelvævs dug med lys 

se hvordan bækken finder vej 

du ryster min seng imens jeg sover 

det lyder som en cd-afspiller i et raflebæger 

du filmer mine brist 

din nye jord øver sig ikke mere 

alle fejl er forduftet 

selv gråden har fundet sin kutte 

og ligene under tørven 

rapper til åkande hooka 

du kommer pludselig til syne 

som den eneste ene 

du løfter mig op og bærer mig ind 

i stjernernes vrimmel 

du folder dugdråber ud 

som lysende stjerner. 

  

Den gang jeg var Robert Smith

 

Vores såler kyssede hyazinternes tærskel 

lysets døende gavle gav os en rolle 

lyset som følte sig fanget i påfuglens fjer 

kunne ramme en tone så tom 

som en fyrretræspark i udkanten af Tarbes 

den gang jeg var Robert Smith 

og sov ved siden af Sct Hans 

og blomsterbørn stod 

foran de rullende tanks

på Den Himmelske Freds Plads 

den gang vi sov i fascismens vugge 

og lagde vores lyster til tørre i ild 

i genboens rastløse distrikt psykiatri 

og spindelvævshandsker 

       gned pytternes planker 

og kassettebånd fulde af ild og lyd 

foldede Stravinskij og Tjajkovskij ud 

i svungne smedejernssenge 

den gang jeg var Robert Smith 

voksede febertræer frem fra bogreoler 

og din nød faldt ud af en pose 

som en et-benet dværg 

den grønne nat løb langs bredden 

se bare i hvilken herlig regn 

dyr  vejrede vores kys 

i kisternes halvtomme pilleæsker 

det var kaffekoppens myntesejr 

i et tordenskralds fingerknips 

den gang jeg var Robert Smith.

 

Tårernes rebel

 Jeg falder gennem høstens segl 

sådan en dampende fures flok af måger 

som bærer det høje læs stemmer 

ind i mit sammenrullede loft; 

jeg er føddernes spanske kørvel 

jeg er tårernes rebel 

de ældgamle hengemte dyder 

afsindet der giver hylden sit rum 

hvem af de mange bødler tæller 

mine hænders vodbundne tegn 

personlighedens ånder 

       er ensemblets instrumenter 

jeg er tårernes rebel 

bygmarkens anskudte heste 

har tænder der skinner så smukt 

frihed er stadig at kunne tænke 

i sengenes kalenderudrevne syner 

ordene er min eneste redningsvest 

her hejser brisen sin trøst 

når dysfunktioner overmander skæbne 

og humper som rutebilsreparationer 

med miniaturevimpler af lyrik 

som kølerhjelmenes galionsfigure; 

i et knæfald for violer 

holder jeg slægtens rat 

i en skov af brændende biler;

det er stadig min søster jeg tilgiver 

jeg er tårernes rebel 

bygmarkens anskudte heste 

hører kun hovenes ekko 

og suset fra tusinde vinger. 

 

Digt til Djokovic

Væk den ydre verden af sin søvn 

hvert slag giver ånderne et valg 

husk på de lange luftskud 

over laguner af køjers kurver 

gå forbi alt som ikke er Gud 

de store indre billeder er dyppet i kærlighed 

issøjler til at holde flammeblade fast 

øjnenes horisonter ser hvordan 

hvirvelkvæget danser i sanseløse brøl 

blot at være jordbefæstet kys 

serbisk ild i hver tå 

tavler af vulkanske okser 

opsummerer os alle syvfold 

køer af kloder tæt på hermetisk 

til at malke korsets fod 

vej ikke farver på det rullende støv 

sorgens ar har sin egen krop 

nydelige arenaer for bannerfører 

den evige døvstumme dødedans 

mosbeklædte kobberskove 

ringer til dig stolte serber 

kun for at du kan irettesætte 

alverdens dæmoner. 

 

Glastegnets tag

Støv stiger fra de åbnede gæslinger 

hvert våben er sin vægt værd i fravær 

ål suger sig fast til mørket 

hvert våben beder snobber blive gopler 

Senegal sælges for en skrårem 

græstørv skamsælges for en enkes søvn 

påskeæg sælges for blå smølf 

gruk-æg, lægge-æg - stolthedens catwalk 

såler lægger søm som nymferne ånder 

hør æggene krakker i blå nødblus 

muler prydes med Senegalglimmer 

zyles gældsæbler falder gennem månestråler 

søgræs beboet af blankål 

Hotel Senegal ånder alarmer 

som solpaneler kæler sidevejs 

pollenstøv stiger fra de åbnede gæslinger 

og lægger sig med vellyst 

på byens skrå velux.

  

 

 

Skovens Personlighed

 

Skovens personlighed spørger 

Er I det nødstedte folk 

kys føder? 

Følelsen taler sig ud gennem næser 

sol vil fæstne tusinde padders sorg 

når lys bevæger spådommens før 

lys smager de kølige mils svøb 

med støvlerne fulde af kroge. 

Og skovens navngivne skalp 

er den skygge 

kys føder. 

Lysets tone kan fosse kaos ud af sin glæde 

skovsyre udgiver 

posernes personfølsomme anonymitet 

parate skal vi være til at die. 

Vi er dråber 

vi er dryppenæser 

snevølvens forvredne ansigt føder 

det lys egeløv ruger 

lys mandelformet af vores dryppenæser 

følger kildevæld pible 

ud af skovens navngivne R.

 

Digter

 

Jeg er digter. Jeg ved, når en sætning hører til i et digt. Jeg forsøger at give hver sætning sin rette plads, så eventuelle modsætningsfulde udsagn finder sig harmonisk afbalanceret - eller bliver drivfjeder til fortsat dynamisk drift mod rytme, klang og dans. De ofte modstridende udsagn er i sig selv væsensenheder, der med ud fra sig skabte ringe i æteren omgiver sig med andre efter dem tilsyede sætninger - lommer som en aura, der selvstændiggøres og bliver lemmer, hvor fra de oprindelige sætninger rækker ud mod hinanden - eller drukner eller clasher i en sump af togstammers infernalske sammenstød og spring.

 

Glastagets tegn

 

 

Snog hænger over pumas fødsel

i udestuens smeltevandsjungle

rum koger æblemos for svovlede klokker

modløshedens bekymrede molotov cocktail

navngiver Sions gyde for synd

aldrig håndens beskidte flod

når havne vikler varaner om skibe

de altid parate løgne lærer guillotinen at synge

i stempler af glas og skyllemiddel

rabarberhuen klager sin nød

en hummer klædt i muldvarpepels

lader pæderaster sidde på pæle

her sejler Noah gennem nåleøjet

og alt der lever kun i nat

roterer i en revne i muren

sten omviklet hvert eneste ran

sten som øjet sender sine sekunders døgn.

 

 

 

 

 

 

Juni hæder sår

 

I den ydre verden fænger tyvene 

tyggede tegns fastfood

lys kysser den som gifter sig med elefanter

lys pløjer sig til egetræets rod.

 

Grænsen snyder dig med våde sko

lys vil lægge lyn til den døve verden

tusinde lys glider som gyvelgrene

sjælelys har fænget grænser an.

 

Tusinde lys glider som gyvelgrene

sjælelys har fænget grænser an

lys lyser gennem regnens dråber

gravøls gaver næppe skubbet 

            mere ned end skræk.

 

Lys dier ved lysets vågevrimmel

hvor stemmer smittes så ømtåleligt

lys dier ved lysets vågevrimmel

hvor stemmer smittes så ømtåleligt. 

Vel render udsovede farver

gennem pilfingres rislende gys

lys vil vække egestrimler 

selvom barken den er døv. 

Nu fødes udødelighedens sørgesang

 

i gyvelslangens birkekobberham.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Lemniskatlazaret

 

Den døde luft under din fane 

din fane du svinger i luften 

lader skibene dale 

glorier lig måner 

overmander dig bagfra 

du bøjer urskiver som kobbersøm 

og bliver selv til skibe af hestenes sko. 

Svaner har indkaldt dig for tidligt til te 

du får intet tilbage af den brækkede vinge 

du bøjer urskiver som kobbersøm 

du hører viserne overmande dig 

lys snurrer i snurretoppe 

de søger det nederste trin.

 

Fra værkstedet kommer sømfødes glasøjne 

de frugtsommelige afveje 

på vej gennem kornet i cirkler 

du triller den nubrede børe 

og navngiver en dronningehånd 

stadigt vinkende fra det mørke rum. 

 

Dagen uden tid

Syvsover sliber sin ovale færge 

savl parat til at tælle søens nymfer 

lys fæstner skygge 

til sengelinned snavs 

og glider færgestolt 

over søen i et kys 

her kommer vores kys 

i skibet hvor fingerbølleblomst og tigerlilje gror. 

Hvor fingerbølleblomst og tigerlilje gror 

glider båden ret igennem 

dagen uden tid. 

Flammehavets facit lægger øret til sin lyre 

tiggermosen strækkes ud fra tand til tand 

Sofiavejen støbes ind 

i øjenvippernes åretag 

i dit kogende dyb 

dit kogende dyb 

længst nede mod syd. 

Hvor fingerbølleblomst og tigerlilje gror 

glider båden ret igennem 

dagen uden tid.  

Oksespandet kysser din fod 

løber syngende synsk 

gennem sammenlappede huse 

sindssyge vasen rejst 

som din hellige moder 

luksus løv om alle hoveder 

puster os læ 

lørdagshullet galer 

lavmælt i rugens røllikegøg. 

Hvor fingerbølleblomst og tigerlilje gror 

glider båden ret igennem 

dagen uden tid. 

  

Smorf dolen intibat 

gvartdolin wynnel elfizaf 

fassiliktuk stermose hyllenpuk 

kuppelkutnik bøllenlang smyrf 

movenpick zewelnorm fryms 

promfitz tabilut flodrom 

urkusof stifmorp flaws. 

  

Bier, jordbier, myrer, deres skæbne, deres udviklingsvej i sammenhæng med jorden

 

Der er nok 5 % tilbage af insekter i forhold til i min barndom. Og svalerne har heller ikke her hos os indfundet sig for at bygge reder i laden.

Grunden til, at insekterne forsvinder, er kun tilsyneladende alene grundet i miljø påvirkninger - selvom den elektromagnetiske smog helt sikkert har en afgørende rolle. Den egentlige grund for biernes vedkommende er, at de er ved at have nået et stadie, hvor de skal videre; derfor diskarnerer de i stor tal. Hvordan hænger det, at bierne rejser bort, mon virkelig sammen med udbredelsen og stigningen i elektromagnetisk aktivitet? Jeg tror at årsagssammenhængen er omvendt af det vi almindeligvis antager. Jordbierne, som ikke har nået deres fulde udviklingspotentiale, vil formodentligt i en vis og stigende grad udfylde tomrummet efter bierne. Men bierne rejser ikke kun fordi det elektromagnetiske gitter sænkes over kloden - men det elektromagnetiske gitter sænkes FORDI bierne SKAL rejse og bierne hjælpes på vej på deres videre færd. Den elektromagnetiske 'sygdom' er biernes gelænder eller fraflyvningsrampe. Myrerne har også et højt udviklet stade, men de ser ikke ud til at have begyndt at pakke deres kufferter. Måske for mange sammenhænge ville klappe sammen, hvis myrerne bare forsvandt med det vuns. Hvis myresyren forsvandt helt fra vores skove. Der synes endnu intet i sigte, der vil kunne erstatte myrernes virke.

 

Pyrrolizidin og Honning

 

Pyrrolizidin alkaloider er lokaliseret i 350 forskellige plantearter. Flere af disse plantearter besøges af bier, bl.a. engbrandbæger, slangehoved, hjortetrøst, hjulkrone og kulsukker.  Planters produktion af Pyrrolizidin alkaloider afhænger bl.a. af jordbundsforhold og klimatiske forhold. Således fremmes produktionen af varme og tørke. Engbrandbæger er ikke en specielt god trækplante, og bierne foretrækker andre trækkilder, hvis sådanne er til stede. Honning udgør ikke en trussel for sundheden, og der er ikke fastsat grænseværdier for, hvor meget Pyrrolizidin alkaloid der må være i honning. Selvom honning måtte indeholde alkaloidet, så vurderes det, at honning spiller en stærkt underordnet rolle i forhold til det samlede indtag af Pyrrolizidin alkaloider for både børn og voksne. Der eksisterer som allerede nævnt ingen grænseværdier for indholdet af Pyrrolizidin alkaloid i honning, og en betydelig andel af Pyrrolizidin alkaloiderne i honning nedbrydes indenfor kort tid. En akut forgiftning som følge af indtagelse af honning med et højt Pyrrolizidin-indhold anses ikke for realistisk.

 

Oplysninger hentet fra Danmarks Biavlerforenings hjemmeside: Her.

 

Geni & Geni imellem

 

Med sin charmerende ærlighed siges Marilyn Monroe at have sagt til Albert Einstein:

"Vi kunne få et barn sammen. Han ville blive smuk som mig og klog som dig."

Hvortil relativitetsteoriens fader svarede:

"Jeg tror, han ville komme hurtigere ud med min skønhed og din intelligens. "

På det tidspunkt var det endnu ikke kendt for testene blev lavet senere, at Marilyn Monroes IQ var 165, fem point over geniet Albert Einsteins.

 

:::

 

 

"Skuffelser får dig til at åbne øjnene og lukke dit hjerte. "

 

 Marilyn Monroe (Norma Jean Baker 1926 – 1962). 

 

Kvalkvedsfløjte

 

Vi væver genfødte mosaikker 

mange prøvelsers november 

ud af gællerne 

vokser et navngivet menneske 

med sin fakkel våger hun over floden. 

De døde søstre fløjter i kvalkveden 

men kvalkveden siger ikke en lyd 

fra sin lange kolonne ruger den 

på toppen af spildevandsbjerget. 

Vi titter på solen 

imens vi tyste glider over floden 

myggene måler 

   med omsorgsfulde lyde 

       kroppens behåring. 

 

Sanseløst dypper 

bjæffende kærester 

ud over rælingen 

salamanderungens tentakler 

lysende ned i dybet. 

 

Jordens omsorg

Du tror at bare du 

kommer højt nok op i fart 

så vil fødslen sætte i gang 

eller du tror 

at bare du kommer 

ned i laveste gear 

så vil det gå helt af sig selv 

men sådan fungerer regnestykket ikke. 

Du flyver så højt 

at du kan kende lyset 

som din tåspids 

men denne tilværelse 

giver dig såler 

eller du flyver 

på en sådan måde 

at træernes kroner 

bliver din nåde 

blot ved at du folder 

din faldskærm ud 

som svanevinger 

og jordens omsorg 

kommer dig i møde. 

  

Åndsføde

Violinerne kælver Gaia-modeller 

din verden i en noderamme 

parat til at tudser vandrer på sølv 

at nusse tæerne grævlingefødt 

golfvæsenet pejler sig goldnæset ind 

parat nok også til det. 

Ganen vejer metapoetisk 

lyset kommer daskende knytnævestolt 

lys piller appelsinspiraler af din hud 

ganen vejer dig som en nærdøds oplevelse 

åndsføde er det næste sort. 

Lysvioliner kælver Tellus transformationer 

ganen vejer 

ganen vejer 

din stemmes tone. 

At trække vejret 

hører til parathedsgralen 

svaner bevæger sig baglæns 

ind i din sætning 

og falder 

med sneenglevinger 

ned gennem gyvellejet. 

Ganen vejer 

din åndsføde 

din åndsføde 

dier af saucekanden 

lysverdenen vil næppe die mere 

af svanernes strittende brystben 

end det din sang kan bære. 

  

Gyvelfane

 

Ønsker du åndens dværgefødte skub 

ønsker du tusmørket glide 

let hen over jorden som en hugorm 

og lysets vugge græsse 

djævles rygge 

gæstefødt gennem menneskehedens lidelse? 

Ønsker du mestertyvene vælge sandhed 

ønsker du hænder fulde af violer 

lysets rødmen så nær 

at alle djævle står nøgne? 

Ønsker du snigløb rense geværkolber 

ønsker du snottet fra din næse 

lyse af følsomme sole? 

Ønsker du åndens dværgefødte skub 

ønsker du retfærdighedens strålende fane? 

 

Violinerne Hedder Svanesang

Violinerne hedder svanesang 

             for enden af dalslugten 

svanernes snævre lys snapper faner 

under forældregyvelen er slangeløvet konge 

talrige stråler farver dit væsen 

næsens brusk er nok 

du er klædt i fløjl. 

Sådan fødes den åndfulde mule 

egeløv snapper en hvilken som helst stråle 

du tæmmer din sent fødte stemmes påfugl 

skygger gyser en nat fuld af anger. 

Violinerne hedder svanesang 

             for enden af dalslugten 

ulvesnuder strakt mod skyerne 

gnaver det tyste lys i løvets hang 

du er klædt i fløjl 

talrige stråler farver dit væsen. 

 

AI WEIWEI & MONET

 

Fra det lille til det store 

og det store i miniaturen. 

Monets åkander 

er blevet til et verdenskort

som mimer denne verden - 

vores verden: Jorden med alle sine oceaner. 

Det sorte hul er det yderste af verden som er midt i den

og stirrer på dig.

 

Den malkede galge

 

Jeg nøjes med visernes receptpligtige svæven 

hverdagens vod viser mig hvad tivoli tør 

den retvisende hov træder med kaffefilter 

hver eneste lille korn i det bløde sand.

 

Ved flammernes hus 

har vegetationen værget volumenrater 

æder din blues mest for stemmens skyld 

sammensmelter mod en håndfuld mos 

hver sukkerdråbe hagen slipper.

 

Den løse tand er et kattestudie 

et kup jeg lægger mig ind i 

hundenes drømme tisser kys 

jeg nøjes med visernes receptpligtige svæven

hvaler tøjret til oceanernes kop.

 

Jeg erindrer koppen komme tilbage 

tæt pakket med fakirens søm 

og hørfrø som farver verden rød 

længe inden øjet fanger himlens blå.

 

Stadig den samme malkede galge i løvens gab 

æg lukker mig inde bag trommens lyd 

busket halbal kysser kagernes landkort 

jeg lader mig svæve over firkløverens hånd 

blot for en rødhåret piges blomstrede hat.

 

En tovende tipper storfodens tirsdag 

ned i en revne 

   min kuffertkåbe hev efter vejret i 

jeg føder dunhammerkroppen med sæd.

 

Et sort kor af musevikke 

redder kyklopens store behårede famlen 

jeg lægger mig ind i hundenes drømme. 

 

Humlehøst Under Dagens Farver

Sol elsker træernes pludren 

imens alle faner fejrer gulvenes høst 

gamle polsøgte vaser tømmes for sand 

humleduften er over os 

sammen med de blomstrende gyvlers nektar. 

Gyvellys er fiffigt og ryder tårnværelset 

gopler af tilfangetaget pludder er latterens alvor. 

Svaner gynger under månens sølv 

jeg aner hvem af os flyver først 

kan silke mon løsne mørkets sug? 

Azaliernes blade er sorte yvre 

humlehøst ånder under dagens farver 

jeg lukker en enkelt farve i ét med gulvet 

og hvalerne jubler.

   

Lyset høster haikustemmer 

imens det samtidigt dvæler 

ved tusmørkets ende. 

  

 

Den Døve Verden

 

Verdensvrøvlet regner ned over dig 

lys udløst i forsvindingspuf 

er din golde sol af verdensvrøvl og redningsveste 

er din golde sols panderynke 

ganevejen er den døve verdens exit 

ganevejen skubber flaskesåler ind i automaten. 

Egekranse rinder fra dit ansigt 

dvalestemmer omfavner rugende noget 

ganevejen er din næstes fødsel 

den døve verden er pulvervægge 

tålmodigt skubbet med håndens fakter. 

 

Det Er Flere Mundes Røvere

 

Det er begyndt 

et sted mellem siv 

næsen er begyndt at vibrere 

i fløjene 

men bøjer endnu ikke et strå. 

Det hugges ned før natten

så dine djævle kan ruge 

det er - 

det er næppe 

tusmørkets lys 

væggene snørres ind af 

eller også er det. 

Det er begyndt at bevæge sig nedad 

hvert eneste siv 

næsen er begyndt at udvide sine sidefløje 

men bøjer endnu ikke et strå. 

Det er flere mundes røvere 

tørstige 

eller ikke tørstige 

det er gummerne 

der nyser lys 

fra sivenes basis 

og lysende dugdråber river sig løs.  

 

Nu Døvheden Er Din Sæbe

 

Nu døvheden er din sæbe 

nu døvheden næppe bliver 

dit næste brændenældebål 

tænker vel ingen, at det er cool 

at dø med en nål i armen 

hver gang det lykkes dig 

at få kontakt med dine sanser 

er det helt sikkert 

som en snude der får færten af noget 

gyngernes faner lyder nok helt sindssyge 

at helbrede ryggen med sæd og kærlige hænder 

de fandens sansefaner griber grunden 

lad dem rasle af velvære 

med glæde går de med dig ind i natten  

rystende døvhedens dråber 

vildt ud af mankens viltre pragt. 

 

Den Blivende Solsort

 

Parat til at skubbe solsort gennem rude 

vil vælge hvilken som helst metode 

og helst fra tårnværelset 

hvor fra fjerene kan spredes 

vidt ud over al denne elskede haves lytten 

kun for at de atter kan samles igen 

på en gren som solsort 

parat til at lade solsorte være solsorte 

findes der nogen smukkere arbejdsfordeling 

de snorkevenlige måger 

vil til gengæld sidde som hospitalets måge 

på toppen af dine høretelefoner 

og du vil skulle vride dig sådan her 

gevaldigt i hofterne til lyden af bølger og æg. 

Tag fx din stemmes glød 

hvor lægge sådan noget som et kys 

hvorfor skubbe dit tungebånds snusfornuft 

gennem væggenes mørke 

for noget til gengæld

selvom du føler dig fortabt. 

Du er lys i mørkets regnfrakke 

alle vaser sletter

uden at rumme din fødsel og død 

solsortens sidste blivende strofe. 

 

Opringning til den uafhængige præsidentkandidat

 

U.S.A.'s præsidentkandidat Donald Trump ringer - dagen efter angiveligt at være blevet strejfet af en geværkugle langs det yderst af højre øre - til U.S.A.'s uafhængige præsidentkandidat Robert F. Kennedy Jr. Her et klip med samtalen, som R.F. Kennedy, ved hvad han kalder en fejl, fik gjort online. Meningsmålinger viser, at hver femte stemmeberettigede i staterne agter at stemme på den uafhængige kandidat Kennedy.

Mediet "Psst!" skriver om den lækkede videograf-optagelse her.

Verdensshowet Tåler Lysets Revolvernælde

 

Verdensshowet tåler lysets revolvernælde 

kan geværløb da være andet 

end æselører langs landskabets 

enkelte sider 

hvem trykker vel ellers nødstop 

når egekrans efter egekrans med bulede skygger 

søger sit glansbillede af kejserfjams 

hvem giver snigskytten parathedsskud 

nok til at tælle dine hovedhår 

alt vores tekandevand hvor fra vi øser 

op i den allerede fulde kop 

at blive efterladt i kælderparty 

med munden fuld af græs 

brister dig 

ned i rismarkesole som dråbe af ingenting 

tæt på kuk kuk, plukket af færger 

spørger jeg dig 

kan du gætte 

hvem der skubber lyset 

hvem der virkelig 

uden den mindste finger i klemme 

bortlyser fartdjævle 

hvem der søger et åleslimmet mylder 

af kraniers alvor, jeg ser 

gælde langt ud over 

denne sides tegn.