Bier, jordbier, myrer, deres skæbne, deres udviklingsvej i sammenhæng med jorden

 

Der er nok 5 % tilbage af insekter i forhold til i min barndom. Og svalerne har heller ikke her hos os indfundet sig for at bygge reder i laden.

Grunden til, at insekterne forsvinder, er kun tilsyneladende alene grundet i miljø påvirkninger - selvom den elektromagnetiske smog helt sikkert har en afgørende rolle. Den egentlige grund for biernes vedkommende er, at de er ved at have nået et stadie, hvor de skal videre; derfor diskarnerer de i stor tal. Hvordan hænger det, at bierne rejser bort, mon virkelig sammen med udbredelsen og stigningen i elektromagnetisk aktivitet? Jeg tror at årsagssammenhængen er omvendt af det vi almindeligvis antager. Jordbierne, som ikke har nået deres fulde udviklingspotentiale, vil formodentligt i en vis og stigende grad udfylde tomrummet efter bierne. Men bierne rejser ikke kun fordi det elektromagnetiske gitter sænkes over kloden - men det elektromagnetiske gitter sænkes FORDI bierne SKAL rejse og bierne hjælpes på vej på deres videre færd. Den elektromagnetiske 'sygdom' er biernes gelænder eller fraflyvningsrampe. Myrerne har også et højt udviklet stade, men de ser ikke ud til at have begyndt at pakke deres kufferter. Måske for mange sammenhænge ville klappe sammen, hvis myrerne bare forsvandt med det vuns. Hvis myresyren forsvandt helt fra vores skove. Der synes endnu intet i sigte, der vil kunne erstatte myrernes virke.

 

Lidelse & Dyreetisk Råd

 

Menneskene har for en stor andels vedkommende endnu ikke gennemgået tilstrækkelig med lidelse til, at de har fået udviklet empati med alle skabninger, levende som døde. Hver gang et liv krænkes vender krænkelsen tilbage til krænkeren som lidelse. En dag kommer så dråben, der får bægeret til at flyde over og den spirende empati får grokraft (i den af sindet overskyggede lidelse) og vil udvikle sig til en medfølelse, der får een til at føle, dette kan jeg ikke længere nænne at gøre mod et andet væsen.

Hjælper det så, at ringeagte eller fordømme et menneske for hvem bægeret stadig ikke er kommet til den tippende dråbe. Nej, det gør det naturligvis ikke. Men at bede for dyrene, det hjælper, det hjælper altid at bede. Lidelsen kommer dog ikke til at forsvinde fra den ene dag til den anden, hverken den store lidelse mange dyr står overfor, hvad enten de er domesticerede eller vilde. Eller den næsten identiske fællesmenneskelige lidelse. Hele rovdyrriget er karakteriseret ved lidelse, hvor skriget er det riges højeste form for bøn. Lidelsen hidrører ikke kun fra at skulle æde hinanden, men også fra oplevelsen af at være gået ind i en blindgyde, hvor overlevelsens specialisering synes at have lukket udviklingsmulighederne ude. Udviklingen hen imod stadig mere lys er således næppe noget et dyr oplever, omend det kan opleve øjeblikke og stunder med fred, hvile og en fornemmelse af evig væren. Nævnte udvikling er således at anse for et ideal, som eksisterer på et idealplan, der strækker sig langt ud over hvert enkelt dyrs eksistens og umiddelbare fatteevne. Som undtagelser fra det her udtrykte perspektiv må nævnes bier og myrer. Da de jo helt objektivt set hvad social adfærd og sameksistens angår helt tydeligt er kommet meget længere, end menneskene synes at være.

 

Hvilken Grundlov gives der så for dyr andet end de parametre Dyreetisk Råd giver af råd. Men ligesom der vel næppe sidder kannibaler i blandt de, der forvalter menneskerettighederne, burde der heller ikke sidde omnivorer i Dyreetisk Råd.