Tårernes rebel

 Jeg falder gennem høstens segl 

sådan en dampende fures flok af måger 

som bærer det høje læs stemmer 

ind i mit sammenrullede loft; 

jeg er føddernes spanske kørvel 

jeg er tårernes rebel 

de ældgamle hengemte dyder 

afsindet der giver hylden sit rum 

hvem af de mange bødler tæller 

mine hænders vodbundne tegn 

personlighedens ånder 

       er ensemblets instrumenter 

jeg er tårernes rebel 

bygmarkens anskudte heste 

har tænder der skinner så smukt 

frihed er stadig at kunne tænke 

i sengenes kalenderudrevne syner 

ordene er min eneste redningsvest 

her hejser brisen sin trøst 

når dysfunktioner overmander skæbne 

og humper som rutebilsreparationer 

med miniaturevimpler af lyrik 

som kølerhjelmenes galionsfigure; 

i et knæfald for violer 

holder jeg slægtens rat 

i en skov af brændende biler;

det er stadig min søster jeg tilgiver 

jeg er tårernes rebel 

bygmarkens anskudte heste 

hører kun hovenes ekko 

og suset fra tusinde vinger.