Modsætningens parafrasering af det velkendte og anerkendte driver maniens burleske rytteri frem som netop en modsætning til formalvor, forstandsfornuft og selvbevidsthed - dog medbringende sig en skyggehale af gentagelser og repetition, fordi modsætningen til disse netop er manien (i sig) selv. Således gen- og generkendt tager den som i et kompromis med sin metode og som en samtidig indfattet del af den - det med fra den gamle verden, som er den egne uspejlede og uspolerede rytmes natur.
Den rest, der således måtte være af de før så anerkendte, genopstår hermed formalet, fortyndet, men med sin iboende rytmes natur - ikke bare som et ekko - men som en på sin vis intakt motor med nu blot endnu mere blodindsmurte og autonome stempelhove.
